Martin Celosse-Andersen, 38, er tidligere præsident i banderockermiljøet. Efter 12 år valgte han i 2013 at forlade miljøet, og han er i dag direktør i foreningen EnProcentErNok, der bl.a. hjælper folk ud af kriminelle miljøer.
9. okt. 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvordan er du vokset op?
Jeg kommer fra en socialt udsat familie med misbrug og en meget lav bruttoindkomst. Ingen i min familie har i de sidste tre generationer haft hverken en uddannelse eller et arbejde. Jeg har aldrig set nogen gå i seng til ordentlig tid for at være friske til at stå op. Jeg har heller ikke set nogen stå op i ordentlig tid for at lave madpakker, gå i skole eller tage på arbejde.
Ligesom man har brug for ord til at tænke sine tanker, så har man også brug for billeder for at kunne visualisere ting. Så jeg har aldrig forstået, hvordan man kunne realisere et godt liv ved at tage på arbejde eller gå i skole, for der var aldrig nogen, der havde vist mig det. Det eneste, jeg så, var folk på overførselsindkomst, så jeg forstod slet ikke konceptet med arbejde og uddannelse. Jeg forstod aldrig, at der kunne være en værdi i en god dags arbejde. Det har jeg så lært efterfølgende, at det er en værdi i sig selv at have en rolle i verden, en funktion, eller en mening, et formål.
Jeg var rigtig bange, da jeg voksede op. Det var et meget voldeligt hjem, jeg kom fra, hvor jeg altid stod i modtagerenden af volden. Så jeg udviklede selvfølgelig en naturlig aversion imod volden. Men som tiden gik, og jeg lærte at slås, og jeg blev en del af et kriminaliseret miljø, lærte jeg også at bruge vold instrumentelt. Det medførte, at jeg fik en plads i verden. Så hvis jeg ikke kunne blive elsket, hvilket i virkeligheden var mit behov: at blive elsket, set, hørt og forstået, kunne jeg i hvert fald blive frygtet og hadet. Så forholdte folk sig til mig.
Jeg tror, at noget af det, der satte mig på kortet i forhold til behandling, var da jeg så min ene stedfar skyde sig med et jagtgevær. Der gik et par år, før det rigtigt manifesterede sig i mig. Jeg tror, at jeg var 9 år, da jeg kom til psykolog.
Hvordan blev du en del af banderockermiljøet?
Vi bor helt ude på landet. Det var sådan, at busserne ikke kørte derude om vinteren. Der var ikke nogen naboer, der ville se, hvis et barn var i mistrivsel. For eksempel, gik jeg rundt uden sko om vinteren. Efter min stedfar havde skudt sig selv, skulle min mor – hun var på det tidspunkt 23 år og havde tre børn – rumme, at han havde skudt sig selv og blive enke som 23-årig. Det gjorde, at hun blev knust indeni, og hun fandt efterfølgende mænd, der afspejlede det kaos, hun havde. Så den næste fyr, hun fandt, var rigtig fucked up. Han var en af de vigtigste grunde til, at jeg endte i miljøet. Efter hun flygtede fra ham, endte hun sammen med en ny mand, som hun giftede sig med. Men da hun forlod ham, efterlod hun mig hos ham og smuttede med pigerne. Han gad ikke have sin ekskones afkom, mens han boede sammen med sin nye kvinde. Så han smed mig på gaden i en alder af 13 år. Så boede jeg dér et lille års tid, og det blev også vejen ind i miljøet for mig. På det tidspunkt var jeg begyndt at bokse. Jeg var begyndt at blive udadreagerende og bankede hele tiden ud af takt med den her verden. Så møder jeg det her dysfunktionelle, kriminaliserede miljø, og jeg føler, at jeg vibrerer mere på deres bølgelængde. Her var andre, der var udadreagerende. Når det kom til at være udadreagerende, og det var en styrke at slå folk, så var jeg pludselig spidskompetent. Og vi vil alle sammen bevæge os i retning af områder, hvor vi føler os kompetente. Så det gjorde jeg. At jeg ikke passede ind i samfundet gjorde, at jeg bevægede mig ind i det kriminelle miljø i stedet.
Kriminaliteten, jeg begik, var at stjæle mad fra forretningerne, bare fordi jeg var sulten. Nogle af de ældre spurgte, hvorfor jeg ikke bare begyndte at lave knæk i stedet. I stedet for at stjæle mad kunne jeg lave knæk og sælge tingene, og på den måde tjene et par tusind kroner. Så gik det slag i slag, og jeg bevægede mig længere ind i miljøet. Jeg begyndte at sælge amfetamin, da jeg var 14 år gammel.
Hvad var det, der tiltrak dig ved banderockermiljøet?
Fællesskabet er noget af det vigtigste – følelsen af at høre til, en følelse af belonging. At føle, at man aldrig rigtig har passet ind nogen steder, og pludselig er man blandt ligesindede. Et samfund har de forbrydere, et samfund fortjener. De her fællesskaber eksisterer, fordi der er nogen, der er med til at skabe dem, da de ikke passer ind andre steder.
For mit vedkommende voksede jeg op uden en faderfigur og tænkte, at jeg ikke var god nok til at fortjene hans kærlighed. Så søgte jeg altid efter en faderfigur. Jeg vidste bare ikke, at det var det, jeg ledte efter: en stærk mand, der kunne skabe strukturer og bringe orden i kaos. Og det er der mange unge mænd, der leder efter. De ved bare ikke, at det er det.
Vokser du op med et fravær, vil du gravitere mod et fællesskab, der er rig på det, du har manglet. Kommer du fra et sted, hvor du ikke har haft noget mad, vil du søge efter mad. Det kan også være mangel på kærlighed, tryghed, fællesskab, eller det kan være økonomi. Så vil du gå i den retning, hvor du ser, at folk har det, du mangler.
Der er folk, som har haft berøring med miljøet, men som aldrig blev en del af det. De har alle sammen haft mindst én krog, der holdt dem tilbage. Hvis du ikke har nogen krog, ender du i miljøet. Mange tror, at folk vælger miljøerne som deres førstevalg. At de kigger på ti åbne døre og tager den ellevte. Det gør de ikke. De ser ti lukkede døre, og så tager de den eneste, der er åben.
Hvad kan sådan en krog være?
Det kan være en god familie, hvor du har nogen at gå til og finde tryghed. Hvis du kommer fra en ressourcestærk familie, giver det dig nogle muligheder. Økonomisk ressourcestærke familier har ofte adgang til andre fællesskaber. Det kan også være en betydningsfuld anden, som f.eks. en boksetræner. En der tager en interesse i dig.
Har du kunnet bruge nogle af de kompetencer, som du lærte i banderockermiljøet, efter du er kommet ud på den anden side?
Ja, Jeg er blevet nomineret til en pris som årets leder, og jeg har jo ikke nogen formel uddannelse inden for det område. Så spørgsmålet er selvfølgelig: Hvor kommer mine kompetencer egentlig fra? Og det er voldsomt provokerende, men samtidig er det også en ret vigtig pointe. For når du kommer fra miljøet, kommer du også med det narrativ, der hedder, at du ikke kan noget. Man passer ikke ind i samfundet og har ingen kompetencer. Men det interessante er, at de fleste, der når et vist niveau inden for fx distribution af narkotika, er vanvittigt dygtige til logistik og utroligt entreprenante i forhold til at kunne skabe transportsystemer rundt om ordensmagten. Det gør du altså ikke ved at være idiot.
En central del af resocialiseringen er at afkode, hvilke kompetencer folk har, og skabe veje ind til meningsfulde fællesskaber, hvor de får mulighed for at bruge de kompetencer. Du er også nødt til at forklare dem, hvad deres kompetencer er, fordi de ikke selv er klar over det. Hvis du havde fortalt mig fra starten, at jeg ville være ekstremt dygtig til organisationsudvikling, ville jeg næppe have troet på det.
Hvorfor er du ikke en del af banderockermiljøet længere?
Som 28-årig fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være far, så jeg orienterede mig mod min egen opvækst. Jeg ønskede ikke at slå mine børn eller råbe ad dem. De skulle vokse op i et rent hjem. Den far, jeg ønskede at være, kunne jeg ikke være, mens jeg var en del af banderockermiljøet. Hvis det ikke havde været for ønsket om børn, så havde jeg stadig været der. Man tilbringer ikke 12 år i et miljø, hvor man ikke passer ind. Og jeg var en haj i det vand, der.
Det er vigtigt, når vi fortæller om miljøet, at vi undgår at præsentere en meget unuanceret, polariseret fortælling, hvor miljøet i sig selv er blevet dæmoniseret. Fordi, hvis det er den fortælling, vi formidler om miljøet, og unge mennesker, når de kigger på miljøet, ser noget andet.
Hvis vi kun fortæller, at det er fucked up og beskidt, og der ikke er noget positivt, så ser folk, når de bliver tilbudt at arbejde i en rygerklub, tilbudt at lave indbrud, tilbudt at lave inkassoopgaver, at der faktisk er penge involveret, og det modsiger det, de får at vide. De får også at vide, at alle ender i fængsel, men dem, de taler med, ryger ikke i fængsel. Derfor er det vigtigt, at fortællingen også rummer de gode ting.
Kunne samfundet have gjort noget for at forhindre dig i at følge en kriminel livsbane?
Man skulle have hjulpet min mor. Jeg er ikke et produkt af min omgivelser på den måde, at jeg fraskriver mig mit ansvar. Jeg er et selvstændigt individ, men du bærer på det, du kommer fra. Min mor og hendes fire søskende har alle været anbragt. Når ingen i min familie har uddannelse, er det helt tydeligt, at der er generationstraumer. Så når hun kæmper, kæmper hele familien.
Min mor lærte mig en rigtig vigtig pointe, da jeg var lille. Der var en dag, hvor hun lavede spaghetti med kødsovs, og jeg sagde ”ad”. Hun sagde, at hvis ikke jeg ikke ville spise den mad, hun lavede til mig, så skulle jeg være velkommen til at lave det selv. Den tog jeg til mig. Så da jeg gik ud af politiets exitprogram i 2014, gik jeg i gang med at udvikle et program, der havde svar til de problemer, der var i det. Så det exitprogram, jeg sidder som leder i i dag, er det, jeg føler, at der er behov for.
Forskellige regeringer har forsøgt at komme bandekriminaliteten til livs med en række bandepakker, der primært har fokuseret på hårdere straffe. Hvilken betydning har bandepakkerne haft?
Einstein definerer sindssyg som: at foretage det samme eksperiment og forvente et andet udfald. Nu har vi prøvet at dreje på de her håndtag de sidste 10-15 år, med hårdere og vildere straffe. Alle justitsministrene siger altid det samme. Det er nærmest linje 1, side 1 i spindoktorens håndbog, at man skal være tough on crime.
Har du selv været i fængsel?
Ja, tre gange. Det er en erhvervsrisiko. Det sker før eller siden. Og hvis du ikke har været inde og sidde, er du ikke blevet testet, så man har ikke tillid til dig. Du skal ind og sidde, så man kan se, at du ikke stikker folk. Og hvis du ikke har begået noget kriminalitet, så tænker man er du politiagent eller hvad?
Fængslet hjælper ikke med at få folk ud af kriminalitet. Selvfølgelig, med lov og ret, skal land bygges, det køber jeg fuldt ind på, men vi må bare heller ikke være så dumme, at vi tror, det kan stå alene. Fordi hvis det havde virket, så havde vi set effekten af det.
Et universitet er et fællesskab af folk, der studerer med et formål, for at blive akademikere. Så er de sammen med ligesindede og uddanner sig og bruger måske 37 timer om ugen med nogle specialister. Det samme med et fængsel. Her kommer man ind og sidde med folk, der er kriminelle. Når man snakker med kriminelle, er det om kriminalitet. Så kan jeg slet ikke beskrive, hvor dumt det er.
Man sætter folk i en kriminalitetsskole. De udvikler ikke de nødvendige kompetencer til at forlade miljøet, ved at sidde i fængsel. Vi må ikke gøre fængslet til en opbevaringsplads. Så beskytter vi retsfølelsen for offeret, men ikke for det næste offer. Det svarer til at pisse i bukserne for at holde sig varm. Man er nødt til at komme mere kompetent ud af fængslet. Der er flere områder, hvor vi kan sætte ind. Fx inden for uddannelsesområdet, erhvervslivet og foreningslivet.
Til gengæld, hvad kommer han ud med? En plettet straffeattest. Jeg har aldrig skulle bruge en straffetest før jeg forlod miljøet. Og så var det en barriere. Der er ingen i miljøet, der skal bruge en straffetest før de forlader miljøet.
Hvordan adskiller dit exitprogram sig fra det nationale exitprogram?
Det nationale exitprogram er en samarbejdskonstellation imellem kommunerne, politiet og kriminalforsorgen, iværksat af justitsministeriet. Sjovt nok er det jo de myndigheder, man bruger til at regulere miljøet med, som man bruger til at lege mentor for dem. Så politibetjentene, der plejer at jagte dem, kommunerne, der plejer at sanktionere dem, og kriminalforsorgen, der plejer at have dem fængslet, det er nu dem, der skal lege deres venner. Det er simpelthen det værste match, du overhovedet kan lave. Der er ikke nogen befolkningsgrupper, der har større aversion mod hinanden. Når du tager en fra miljøet og sætter ham over for en betjent, tager det fem sekunder, så har de repositioneret sig i de gamle roller. Jeg fik ham, der havde fået mig dømt i en gammel sag, så da vi sad på politistationen, sad vi bare og gloede på hinanden.
Det nationale exitprogram bærer præg af at være regulerende, kontrollerende og sanktionerende. Man skal udfylde syv sider om alt muligt: Du må ikke have kontakt til miljøet, du må ikke tage narko, du må ikke gøre alle de her ting. Men hele udgangspunktet for folk, der vil forlade miljøet, er, at de er færdige med det lort. Så jeg blev voldsomt provokeret af at skulle sidde i fire timer til en undersøgelse på politiskolen for at se, om jeg var motiveret for at forlade miljøet og indgå i programmet.
Hele det mindset med, at du skal sanktioneres og reguleres, det vendte jeg om i mit exitprogram. Det handler ikke om at sige, hvad folk ikke må. Det ved de godt. Mit udgangspunkt er, at folk er motiveret, så det, det handler om, det er at finde ud af, hvilke kompetencer, de mangler for at indgå i de fællesskaber, der skal bruges til at flytte dem videre. Og her har du nogle meget differentierende punkter imellem vores programmer. I det nationale exitprogram er der ikke nogen broer til nogen fællesskaber overhovedet. Det er et af de største områder, vi har.
Det første punkt i vores program handler om afklaring af den sikkerhedsmæssige situation. Det næste punkt er en afdækning af manglende kompetencer inden for alle de områder, der er relevante, både interpersonelt, socialt, erhvervsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Det tredje punkt er træning af kompetencer med en mentor i frivillige foreninger. Her bliver man introduceret til fællesskaber. Så hvis kandidaten f.eks. er glad for sport, så finder vi en fodboldklub, og så bliver man introduceret til fællesskabet sammen med mig. Jeg kan være med til at oversætte konfliktsituationer og forklare, hvad konflikthåndtering er på denne side af hegnet. Den sidste fase er introduktionen til enten arbejde eller uddannelse, hvor jeg også deltager. Det kan være, at vi f.eks. skal arbejde som flyttefolk, så han kan se, at der ikke er nogen skam i at få instrukser fra ens chef om, hvad man skal gøre.
Hvad er succesraten i din exitindsats?
94%. Det nationale exitprogram har ud fra deres egen favoriserende måde at udregne det på en succesrate 53%. Ud fra en almindelig måde at regne det ud på er det ca. to ud af tre der falder fra. Et sådant program ville have fået kniven alle andre steder end i det offentlige.
Det må også give dig noget, at du kan bruge din fortid til at hjælpe nogle andre?
Ja, der er en mening med galskaben.