Kategorier
Sociologi

Interview med tidligere rockerpræsident Martin Celosse-Andersen om hans tid i banderockermiljøet (3,0ns)

Bandekriminalitet, bandepakker, banderockermiljø, EnProcentErNok, exitprogram, familie, fællesskab, fængsel, kriminalitet, Martin Celosse-Andersen, mistrivsel, resocialisering, rockerpræsident, straf

Martin Celosse-Andersen, 38, er tidligere præsident i banderockermiljøet. Efter 12 år valgte han i 2013 at forlade miljøet, og han er i dag direktør i foreningen EnProcentErNok, der bl.a. hjælper folk ud af kriminelle miljøer.

9. okt. 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard

Hvordan er du vokset op?
Jeg kommer fra en socialt udsat familie med misbrug og en meget lav bruttoindkomst. Ingen i min familie har i de sidste tre generationer haft hverken en uddannelse eller et arbejde. Jeg har aldrig set nogen gå i seng til ordentlig tid for at være friske til at stå op. Jeg har heller ikke set nogen stå op i ordentlig tid for at lave madpakker, gå i skole eller tage på arbejde.

(…)

Jeg var rigtig bange, da jeg voksede op. Det var et meget voldeligt hjem, jeg kom fra, hvor jeg altid stod i modtagerenden af volden. Så jeg udviklede selvfølgelig en naturlig aversion imod volden. Men som tiden gik, og jeg lærte at slås, og jeg blev en del af et kriminaliseret miljø, lærte jeg også at bruge vold instrumentelt. Det medførte, at jeg fik en plads i verden. Så hvis jeg ikke kunne blive elsket, hvilket i virkeligheden var mit behov: at blive elsket, set, hørt og forstået, kunne jeg i hvert fald blive frygtet og hadet. Så forholdte folk sig til mig.

Jeg tror, at noget af det, der satte mig på kortet i forhold til behandling, var da jeg så min ene stedfar skyde sig med et jagtgevær. Der gik et par år, før det rigtigt manifesterede sig i mig. Jeg tror, at jeg var 9 år, da jeg kom til psykolog.

Hvordan blev du en del af banderockermiljøet?
Vi bor helt ude på landet. Det var sådan, at busserne ikke kørte derude om vinteren. Der var ikke nogen naboer, der ville se, hvis et barn var i mistrivsel. For eksempel, gik jeg rundt uden sko om vinteren. Efter min stedfar havde skudt sig selv, skulle min mor – hun var på det tidspunkt 23 år og havde tre børn – rumme, at han havde skudt sig selv og blive enke som 23-årig. Det gjorde, at hun blev knust indeni, og hun fandt efterfølgende mænd, der afspejlede det kaos, hun havde. Så den næste fyr, hun fandt, var rigtig fucked up. Han var en af de vigtigste grunde til, at jeg endte i miljøet. Efter hun flygtede fra ham, endte hun sammen med en ny mand, som hun giftede sig med. Men da hun forlod ham, efterlod hun mig hos ham og smuttede med pigerne. Han gad ikke have sin ekskones afkom, mens han boede sammen med sin nye kvinde. Så han smed mig på gaden i en alder af 13 år. Så boede jeg dér et lille års tid, og det blev også vejen ind i miljøet for mig. På det tidspunkt var jeg begyndt at bokse. Jeg var begyndt at blive udadreagerende og bankede hele tiden ud af takt med den her verden. Så møder jeg det her dysfunktionelle, kriminaliserede miljø, og jeg føler, at jeg vibrerer mere på deres bølgelængde. Her var andre, der var udadreagerende. Når det kom til at være udadreagerende, og det var en styrke at slå folk, så var jeg pludselig spidskompetent. Og vi vil alle sammen bevæge os i retning af områder, hvor vi føler os kompetente. Så det gjorde jeg. At jeg ikke passede ind i samfundet gjorde, at jeg bevægede mig ind i det kriminelle miljø i stedet.

Kriminaliteten, jeg begik, var at stjæle mad fra forretningerne, bare fordi jeg var sulten. Nogle af de ældre spurgte, hvorfor jeg ikke bare begyndte at lave knæk i stedet. I stedet for at stjæle mad kunne jeg lave knæk og sælge tingene, og på den måde tjene et par tusind kroner. Så gik det slag i slag, og jeg bevægede mig længere ind i miljøet. Jeg begyndte at sælge amfetamin, da jeg var 14 år gammel.

Hvad var det, der tiltrak dig ved banderockermiljøet?
Fællesskabet er noget af det vigtigste – følelsen af at høre til, en følelse af belonging. At føle, at man aldrig rigtig har passet ind nogen steder, og pludselig er man blandt ligesindede. Et samfund har de forbrydere, et samfund fortjener. De her fællesskaber eksisterer, fordi der er nogen, der er med til at skabe dem, da de ikke passer ind andre steder.

(…)

Vokser du op med et fravær, vil du gravitere mod et fællesskab, der er rig på det, du har manglet. Kommer du fra et sted, hvor du ikke har haft noget mad, vil du søge efter mad. Det kan også være mangel på kærlighed, tryghed, fællesskab, eller det kan være økonomi. Så vil du gå i den retning, hvor du ser, at folk har det, du mangler.

Der er folk, som har haft berøring med miljøet, men som aldrig blev en del af det. De har alle sammen haft mindst én krog, der holdt dem tilbage. Hvis du ikke har nogen krog, ender du i miljøet. Mange tror, at folk vælger miljøerne som deres førstevalg. At de kigger på ti åbne døre og tager den ellevte. Det gør de ikke. De ser ti lukkede døre, og så tager de den eneste, der er åben.

Hvad kan sådan en krog være? 
Det kan være en god familie, hvor du har nogen at gå til og finde tryghed. Hvis du kommer fra en ressourcestærk familie, giver det dig nogle muligheder. Økonomisk ressourcestærke familier har ofte adgang til andre fællesskaber. Det kan også være en betydningsfuld anden, som f.eks. en boksetræner. En der tager en interesse i dig.

(…)

Kunne samfundet have gjort noget for at forhindre dig i at følge en kriminel livsbane?
Man skulle have hjulpet min mor. Jeg er ikke et produkt af min omgivelser på den måde, at jeg fraskriver mig mit ansvar. Jeg er et selvstændigt individ, men du bærer på det, du kommer fra. Min mor og hendes fire søskende har alle været anbragt. Når ingen i min familie har uddannelse, er det helt tydeligt, at der er generationstraumer. Så når hun kæmper, kæmper hele familien.

(…)

Forskellige regeringer har forsøgt at komme bandekriminaliteten til livs med en række bandepakker, der primært har fokuseret på hårdere straffe. Hvilken betydning har bandepakkerne haft?
Einstein definerer sindssyg som: at foretage det samme eksperiment og forvente et andet udfald. Nu har vi prøvet at dreje på de her håndtag de sidste 10-15 år, med hårdere og vildere straffe. Alle justitsministrene siger altid det samme. Det er nærmest linje 1, side 1 i spindoktorens håndbog, at man skal være tough on crime.

Har du selv været i fængsel? 
Ja, tre gange. Det er en erhvervsrisiko. Det sker før eller siden. Og hvis du ikke har været inde og sidde, er du ikke blevet testet, så man har ikke tillid til dig. Du skal ind og sidde, så man kan se, at du ikke stikker folk. Og hvis du ikke har begået noget kriminalitet, så tænker man er du politiagent eller hvad?

Fængslet hjælper ikke med at få folk ud af kriminalitet. Selvfølgelig, med lov og ret, skal land bygges, det køber jeg fuldt ind på, men vi må bare heller ikke være så dumme, at vi tror, det kan stå alene. Fordi hvis det havde virket, så havde vi set effekten af det.

(…)

Man sætter folk i en kriminalitetsskole. De udvikler ikke de nødvendige kompetencer til at forlade miljøet, ved at sidde i fængsel. Vi må ikke gøre fængslet til en opbevaringsplads. Så beskytter vi retsfølelsen for offeret, men ikke for det næste offer. Det svarer til at pisse i bukserne for at holde sig varm. Man er nødt til at komme mere kompetent ud af fængslet. Der er flere områder, hvor vi kan sætte ind. Fx inden for uddannelsesområdet, erhvervslivet og foreningslivet.