Rasmus Kjeldahl (f. 1965) er uddannet økonom og har siden 2013 været direktør i Børns Vilkår, en interesseorganisation, der arbejder for at forbedre børn og unges vilkår, opvækst og udviklingsmuligheder i Danmark. Børns Vilkår står blandt andet bag børnetelefonen.
Hvordan adskiller barndommen i dag sig fra barndommen hos tidligere generationer?
Der har altid været mange børn, der har haft det svært i kortere eller længere perioder af deres liv. Men i takt med samfundets stigende velstand er der kommet andre problemstillinger i fokus, og nogle af de tidligere problemstillinger er blevet mindre udtalte. Hvis vi ser tilbage på 1960’erne, 70’erne og 80’erne, så fyldte fx fattigdom mere.
(…) I dag er der færre børn, der lider materiel nød, men i stedet kan børn mangle en særlig form for nærvær og voksenopmærksomhed. Og noget af det kan man sætte tal på, når man ser på normeringerne i daginstitutioner, hvor mange timer børn tilbringer der, og hvor mange timer de tilbringer med deres forældre. Man kan simpelthen se, at der er mindre tid per barn, altså at hvert barn har mindre voksentid, når de er helt små.
Hvilken betydning har det, at de ikke har så meget tid sammen med voksne?
(…) Det lille barn lærer gennem samspil med voksne en lang række psykologiske mekanismer gennem spejlinger. Det er noget, vi er kodet med fra naturens side, så de voksne kan lære barnet at fungere i verden. Men det kræver både tid og kvalitet. Det er ikke tilstrækkeligt med kun kvalitet og en lille smule tid. Tid er afgørende, da det også er en biologisk proces, hvor hjernen skal udvikle sig og forstå, hvordan vi er sammen med andre mennesker.
I dag er vores institutioner under stort pres, og jeg tror personligt, at mange af de problemer, vi ser i folkeskolen i dag – både i indskolingen og som desuden har bredt sig til ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser i de senere år – kan meget vel skyldes den generation af børn, der vokser op i pressede institutioner og i familier, hvor både far og mor arbejder meget. (…)
Hvilken betydning har den teknologiske udvikling for den manglende nærvær?
Mange af de børn, der nu er i deres tidlige teenageår, er vokset op i familier, hvor den digitale verden har fyldt meget. De har måske oplevet, at deres forældre var meget lidt nærværende, fordi de sad med hovedet i computeren og siden cirka 2010 har været meget på sociale medier. (…)
Hvad er forskellen mellem fællesskabet man kan have online og fællesskaberne, der ikke er bag en skærm?
Der er helt sikkert gode og for nogle nødvendige fællesskaber online. Men når mennesker skal være sammen og lære at være sammen, er det nødvendigt at være sammen med andre mennesker i samme lokale. Når man sidder overfor hinanden, kan man aflæse ansigtsudtryk og afkode reaktionerne på det, der bliver sagt. Det er en læringsproces, som man skal lære. (…)
Når vi kommunikerer via digitale medier, kan vi forsøge at give det lidt mere dybde ved at bruge emojis eller symboler, men det mangler stadigvæk meget. Der er en masse information, vi går glip af. Af samme grund opstår der let misforståelser, fordi vi ikke kan korrigere gennem vores kropsholdning og ansigtsudtryk.
Er forældre i dag gode nok til at stille krav til deres børn, eller er de blevet til curlingforældre, der fjerner alle udfordringer for deres børn?
Jeg ved ikke, hvor mange curlingforældre der findes. Det, jeg ser for mig med begrebet, er forældre, der fjerner hverdagens udfordringer foran deres børn. Dog er dette typisk med det formål at hjælpe deres børn med at fokusere på at blive den bedste i skolen, lave lektier hele tiden, være den smukkeste, være meget populær osv. Som forældre kan man også let få nogle forventninger, der kan være meget svære for ens barn. Det bliver sådan lidt en kontrakt: Jeg fjerner alt forhindring for dig, til gengæld skal du indfri nogle ambitioner, jeg har for dig. Jeg synes, det er den uhyggelige version af curlingforældre.
(…)
Hvilken betydning har den større frihed for unges mistrivsel?
Når man ser på mistrivselskrisen, er den faktisk global. Frihed er en konsekvens af individualisering, hvor samfund globalt set bevæger sig væk fra mere kollektive beslutningsprocesser. Tidligere i mange samfund og steder var der en tendens til at have mere kollektive beslutningsprocesser, som kunne være baseret på landsbyen eller familien. Hvis man blev født ind i en skomagerfamilie, var det forventet, at man også skulle blive skomager. Det var en beslutning, der blev truffet på forhånd af ens nærmiljø. Det kan selvfølgelig være meget frustrerende og give nogle problematikker, men på den anden side er det også meget trygt. Man ved, hvad retningen er, og der er nogle ressourcer i miljøet, der kan hjælpe med at nå dertil. Den samfundstype, tror jeg ikke, vi skal tilbage til, det vil være fuldstændig urealistisk. Men vi er måske røget over i den anden grøft, hvor man ender med at sige til selv ret små børn, at de kan opnå alt, hvad de vil. Det er op til dem selv.
(…) Nogle føler sig kastet ud på dybt vand, og det kan være angstprovokerende. Det minder lidt om Søren Kierkegaards begreb om “mulighedernes fortvivlelse”. Når man står over for mange valg, kan man blive ramt af angst og frygt for at vælge forkert. Man spekulerer på, om der er nogen, der vil fange en, hvis man falder, og hvis man vælger at gå til højre, måske burde man have gået til venstre.
(…)
Er der overhovedet noget, vi kan gøre, når vi står over for en global udviklingstendens?
(…) Vi kan fra samfundets side ruste det enkelte barn, den enkelte familie, den enkelte skole, uddannelsen og bysamfundet til at spille en rolle i at reducere de problemer, der opstår som følge af den globale udvikling. Selvom den globale udvikling er til stede, kan vi eksempelvis implementere skærmregler i familien, hvilket faktisk er vist at være en god idé.
Jeg tænker også, at vi som samfund skal være forsigtige med, hvor stor vægt vi lægger på ideen om, at den eneste menneskelige værdi, man kan opnå, er som arbejdskraft. De fleste mennesker kan ret hurtigt blive enige om, at det er det ikke. Men det er det jo kommet til. Vi har brug for modige politikere, som tør tale om, ikke kun færre fridage, men måske endda flere fridage. Politikere, som tør tale om vigtigheden af at tage pauser i sin karriere eller tage sabbatår. Altså alle de ting, der kan tilføje andre dimensioner og dybder i livet.
(…)