Rasmus Kjeldahl (f. 1965) er uddannet økonom og har siden 2013 været direktør i Børns Vilkår, en interesseorganisation, der arbejder for at forbedre børn og unges vilkår, opvækst og udviklingsmuligheder i Danmark. Børns Vilkår står blandt andet bag børnetelefonen.
Hvordan adskiller barndommen i dag sig fra barndommen hos tidligere generationer?
Der har altid været mange børn, der har haft det svært i kortere eller længere perioder af deres liv. Men i takt med samfundets stigende velstand er der kommet andre problemstillinger i fokus, og nogle af de tidligere problemstillinger er blevet mindre udtalte. Hvis vi ser tilbage på 1960’erne, 70’erne og 80’erne, så fyldte fx fattigdom mere.
Der var ofte børn, der voksede op i materiel fattigdom. Det der med at være et omsorgssvigtet barn, det handlede nogle gange om, hvorvidt man havde tøj på kroppen, om man fik noget at spise, og om boligforholdene overhovedet var acceptable. Der var alt for mange børn, der voksede op et steder, hvor der ikke var ordentlig opvarmning, dårlig kost og for lidt mad. Men det ændrede sig, da man i 1960’erne, 70’erne og 80’erne begyndte at få bedre lejligheder og huse i større omfang, og middelklassen voksede og fik bedre uddannelse. Det betød også, at forældrene fik større forståelse for moderne børnepsykologi i løbet af 70’erne og 80’erne. Jeg tror faktisk, det har været godt for børnene. Hvis vi ser i dag, så har vi stadig et problem med børnefattigdom, men i et helt andet niveau og mere isoleret til nogle bestemte grupper af børn end vi havde dengang.
I dag er der færre børn, der lider materiel nød, men i stedet kan børn mangle en særlig form for nærvær og voksenopmærksomhed. Og noget af det kan man sætte tal på, når man ser på normeringerne i daginstitutioner, hvor mange timer børn tilbringer der, og hvor mange timer de tilbringer med deres forældre. Man kan simpelthen se, at der er mindre tid per barn, altså at hvert barn har mindre voksentid, når de er helt små.
Hvilken betydning har det, at de ikke har så meget tid sammen med voksne?
Især i de første par år får man det svært ved at opnå det, der kaldes tryg tilknytning, hvis man ikke har tilstrækkelig nærvær med sine forældre eller andre voksne som kærlige pædagoger eller dagplejemødre. Tryg tilknytning indebærer at tro på, at verden vil én det godt, have tillid til andre mennesker og kunne regulere sit følelsesliv.
Det lille barn lærer gennem samspil med voksne en lang række psykologiske mekanismer gennem spejlinger. Det er noget, vi er kodet med fra naturens side, så de voksne kan lære barnet at fungere i verden. Men det kræver både tid og kvalitet. Det er ikke tilstrækkeligt med kun kvalitet og en lille smule tid. Tid er afgørende, da det også er en biologisk proces, hvor hjernen skal udvikle sig og forstå, hvordan vi er sammen med andre mennesker.
I dag er vores institutioner under stort pres, og jeg tror personligt, at mange af de problemer, vi ser i folkeskolen i dag – både i indskolingen og som desuden har bredt sig til ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser i de senere år – kan meget vel skyldes den generation af børn, der vokser op i pressede institutioner og i familier, hvor både far og mor arbejder meget. Det gør, at de har svært ved at indpasse sig i fællesskaber og have svært ved at regulere deres følelser. Vi skal huske, at der også er børn, der klarer dette rigtig fint. Men det virker som om, at andelen af børn, der ikke klarer sig så godt, stille og roligt bevæger sig i den forkerte retning.
Er det noget, der kan repareres senere hen i livet?
Ja, det er muligt, men det kræver en betydelig indsats. Desværre har vores samfund ikke institutionerne til at reparere det. Derudover bliver vores vaner og strukturer mere fasttømrede, jo ældre vi bliver, hvilket gør det sværere at ændre dem. Det er meget nemmere at træne, når man er helt lille. Vi skal være meget opmærksomme på, at børn ikke får for lidt voksenkontakt i deres første leveår. Det er helt afgørende, og derfor er det også meget bekymrende, at vores institutioner er så pressede. Desuden er det bekymrende, at familierne også er under pres i forhold til det antal arbejdstimer, der forventes i hver enkelt familie. Når nu vi har indrettet et samfund, som er baseret på, at de voksne skal arbejde, så synes jeg, at samfundet har en pligt til at levere nogle bedre institutioner.
Hvilken betydning har den teknologiske udvikling for den manglende nærvær?
Mange af de børn, der nu er i deres tidlige teenageår, er vokset op i familier, hvor den digitale verden har fyldt meget. De har måske oplevet, at deres forældre var meget lidt nærværende, fordi de sad med hovedet i computeren og siden cirka 2010 har været meget på sociale medier. Som altid er der nogle familier, der har klaret det godt og formået at regulere skærmtiden. Desværre er der også ret mange familier, hvor man sidder med sin egen skærm, og hvor familien som fællesskab og fælles diskussionsgruppe er blevet udfordret. For børn er det skadelige ved overdreven skærmbrug, at der bliver for få timer tilbage til andre ting. Der er for få timer til at deltage i det rigtige følelsesmæssige fitnesscenter sammen med andre mennesker.
Hvad er forskellen mellem fællesskabet man kan have online og fællesskaberne, der ikke er bag en skærm?
Der er helt sikkert gode og for nogle nødvendige fællesskaber online. Men når mennesker skal være sammen og lære at være sammen, er det nødvendigt at være sammen med andre mennesker i samme lokale. Når man sidder overfor hinanden, kan man aflæse ansigtsudtryk og afkode reaktionerne på det, der bliver sagt. Det er en læringsproces, som man skal lære. Hvis der er flere mennesker i gruppen, kan man overveje, om alle er inkluderet i gruppen, eller om nogen har brug for hjælp til at blive en del af gruppen. Hvis nogen ser stressede ud, ville man spørge ind til, hvordan de har det. Vi bruger vores empati til at få gruppen til at fungere.
Når vi kommunikerer via digitale medier, kan vi forsøge at give det lidt mere dybde ved at bruge emojis eller symboler, men det mangler stadigvæk meget. Der er en masse information, vi går glip af. Af samme grund opstår der let misforståelser, fordi vi ikke kan korrigere gennem vores kropsholdning og ansigtsudtryk.
Er forældre i dag gode nok til at stille krav til deres børn, eller er de blevet til curlingforældre, der fjerner alle udfordringer for deres børn?
Jeg ved ikke, hvor mange curlingforældre der findes. Det, jeg ser for mig med begrebet, er forældre, der fjerner hverdagens udfordringer foran deres børn. Dog er dette typisk med det formål at hjælpe deres børn med at fokusere på at blive den bedste i skolen, lave lektier hele tiden, være den smukkeste, være meget populær osv. Som forældre kan man også let få nogle forventninger, der kan være meget svære for ens barn. Det bliver sådan lidt en kontrakt: Jeg fjerner alt forhindring for dig, til gengæld skal du indfri nogle ambitioner, jeg har for dig. Jeg synes, det er den uhyggelige version af curlingforældre.
Krav er også en måde at lære at være i fællesskab på. Det handler om at være omsorgsfuld overfor andre, om at bidrage til familiefællesskabet ved f.eks. at dække bordet, købe ind eller lave havearbejde for ens forældre. Dette er en måde at træne adfærd, der har betydning for, hvordan man kan fungere i fællesskaber uden for familien på længere sigt.
Jeg synes efterhånden, at man oplever rigtig mange gange, at familierne prioriterer at opfylde deres børns individuelle behov på bekostning af fællesskabet. Og det er på en måde ret udansk. Jeg tror ikke, det er sundt. Det er en misforstået idé, at et barn skal have frihed til at udvikle sig. Det skal det ikke. Det er vigtigt, at barnet gennemgår en opdragelsesproces, hvor rammerne gradvist bliver større og større, men de bliver først større, når barnet har lært at opfylde nogle krav. På den måde bliver barnet parat til at indgå i fællesskabet med den større frihed, der følger med, og forstå, hvordan man fungerer i disse fællesskaber.
Hvilken betydning har den større frihed for unges mistrivsel?
Når man ser på mistrivselskrisen, er den faktisk global. Frihed er en konsekvens af individualisering, hvor samfund globalt set bevæger sig væk fra mere kollektive beslutningsprocesser. Tidligere i mange samfund og steder var der en tendens til at have mere kollektive beslutningsprocesser, som kunne være baseret på landsbyen eller familien. Hvis man blev født ind i en skomagerfamilie, var det forventet, at man også skulle blive skomager. Det var en beslutning, der blev truffet på forhånd af ens nærmiljø. Det kan selvfølgelig være meget frustrerende og give nogle problematikker, men på den anden side er det også meget trygt. Man ved, hvad retningen er, og der er nogle ressourcer i miljøet, der kan hjælpe med at nå dertil. Den samfundstype, tror jeg ikke, vi skal tilbage til, det vil være fuldstændig urealistisk. Men vi er måske røget over i den anden grøft, hvor man ender med at sige til selv ret små børn, at de kan opnå alt, hvad de vil. Det er op til dem selv.
I nogle familier formår far og mor at skabe et refleksionsrum sammen med barnet eller den unge for at hjælpe med at sikre kvaliteten af disse valg. Forældrene hjælper også barnet med at træffe de rigtige valg på de rigtige alderstrin og samtidig fortælle dem, at det ikke er så vigtigt med fx høje karakterer. Man kan have et godt liv på mange forskellige måder. Der er mange eksempler på personer, der har haft et fantastisk liv med lave karakterer, og der er også mange med gode karakterer, der har haft et rigtig svært liv. Det er simpelthen ikke det, det handler om. Det er en løgn, man stiller op. Nogle føler sig kastet ud på dybt vand, og det kan være angstprovokerende. Det minder lidt om Søren Kierkegaards begreb om “mulighedernes fortvivlelse”. Når man står over for mange valg, kan man blive ramt af angst og frygt for at vælge forkert. Man spekulerer på, om der er nogen, der vil fange en, hvis man falder, og hvis man vælger at gå til højre, måske burde man have gået til venstre.
Globalt set udvides individets valgmuligheder konstant. Alderen, hvor man skal begynde at træffe valg, bliver lavere. Nogle mennesker trives fantastisk med de mange muligheder, de opnår stor karriere og får gode liv. Men der er en voksende gruppe, hvor det er for udfordrende og for svært.
Er der overhovedet noget, vi kan gøre, når vi står over for en global udviklingstendens?
Ja, det er en global udviklingstendens, der delvist drives af teknologien, hvilket øger vores muligheder inden for områder som uddannelse, kommunikation og arbejdsmarked. Vi kan forsøge at regulere teknologiudviklingen, men det er en udfordrende opgave, og vi er ofte for langsomme til at reagere. Men det skal vi selvfølgelig forsøge.
Vi kan fra samfundets side ruste det enkelte barn, den enkelte familie, den enkelte skole, uddannelsen og bysamfundet til at spille en rolle i at reducere de problemer, der opstår som følge af den globale udvikling. Selvom den globale udvikling er til stede, kan vi eksempelvis implementere skærmregler i familien, hvilket faktisk er vist at være en god idé.
Jeg tænker også, at vi som samfund skal være forsigtige med, hvor stor vægt vi lægger på ideen om, at den eneste menneskelige værdi, man kan opnå, er som arbejdskraft. De fleste mennesker kan ret hurtigt blive enige om, at det er det ikke. Men det er det jo kommet til. Vi har brug for modige politikere, som tør tale om, ikke kun færre fridage, men måske endda flere fridage. Politikere, som tør tale om vigtigheden af at tage pauser i sin karriere eller tage sabbatår. Altså alle de ting, der kan tilføje andre dimensioner og dybder i livet.
Hvordan kan mistrivsel påvirke de unge?
For det første vil jeg sige, at mange oplever mistrivsel i en periode af deres liv og at man ofte kommer godt ud på den anden side. Så nogle gange kan man blive for angst for angsten og tænke, “Gud nej, nu er jeg i mistrivsel, nu er jeg færdig, jeg får aldrig et godt liv.” Alle os, der er lidt oppe i årene efterhånden, har alle sammen været igennem perioder med mistrivsel, om det skyldes dødsfald, tab, skilsmisser, problemer på arbejdet eller problemer med vores venskaber. Det kommer og går, det er en del af livet, og de fleste mennesker lærer noget af det og kommer ud på den anden side med et par ar, men alligevel som mennesker, der har lært noget nyt af det. Det er en del af den menneskelige udvikling for både børn og unge.
Men hvis mistrivslen bider sig fast og bliver dybere, og man havner i et dybt hul, kan det resultere i at man dropper ud af sin uddannelse, isolerer sig fra andre mennesker eller udvikler et misbrug. Disse huller i livet kan være svære at komme efterfølgende. Den stigende mistrivsel vil have som konsekvens, og det er jeg 100% sikker på, at der vil være et stigende antal unge, som ikke gennemfører deres uddannelse, og som får en løsere og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet på langt sigt. Det bør være et aktivt valg, hvis man vælger ikke at være på arbejdsmarkedet, og ikke fordi man er blevet valgt fra eller ikke kan fungere på en arbejdsplads.
Det påvirker også samfundsøkonomien. Vi står over for et arbejdsmarked, der skriger efter arbejdskraft, og hvis der er en gruppe, der simpelthen ikke kan fungere på det arbejdsmarked, vi har indrettet til dem, så har vi et alvorligt samfundsmæssigt problem, der vil koste milliarder af kroner i fremtiden.
Det er min oplevelse, at erhvervslivet er begyndt at blive opmærksom på dette, og der er derfor en stigende opmærksomhed, også blandt dem der sidder på pengekasserne, om at vi ikke har råd til at lade det her stå til.