Chris Holmsted Larsen, Ph.d. i historie, chefkonsulent ved Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Tidligere postdoc-forsker ved Senter for Ekstremismeforskning (CREX), Oslo Universitet.
Efter nazismens nederlag i 2. Verdenskrig, hvornår begynder disse nazistiske idéer igen at spire frem?
Fascismen, og deraf afledt nazismen, vokser som ideologi og bevægelse frem i kølvandet på 1. Verdenskrig, bl.a. drevet af revanchisme, økonomisk og politisk uro og krise, og følge af en generel fascination af totalitarisme i mellemkrigstiden, hvor de vestlige demokratier var truet af en dobbelt totalitær trussel i form af både fascisme/nazisme og den kommunisme, der fulgte den russiske revolution i 1917.
Nazismen led som følge af 2. Verdenskrig et stort og afgørende nederlag, men mange af de nazistiske grupperinger eller netværk forsvinder ikke. De træder i nogle årtier i baggrunden og bliver mere usynlige, men begynder også en langsom genopbygning. Men det tager flere årtier, før de genvinder styrken og viljen til at blive synlige politisk. De nazistiske partier bliver heller ikke forbudt i Danmark, modsat mange andre lande i Europa, men DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, red.) opløser sig selv i 1945. Nogle af de netværk, der var i partiet, fortsætter dog med at eksistere. Det forbliver i en årrække primært aldrende veteran-netværk, hvor der deles personlige minder om tiden på Østfronten og partiaktiviteten i 1930’erne, mere end det bliver et egentligt udadvendt politisk projekt. Men samtidig begynder en ny nazistisk generation stille og roligt at præge med et ønske og en vilje til at revitalisere den nazistiske bevægelse, især omkring den kommende leder Povl Heinrich Riis-Knudsen. Mange af disse er børn af de tidligere nazistiske veteraner. Fx var Riis-Knudsens far SS-officer.
I løbet af 1970’erne begynder nazisterne at blive mere synlige. I begyndelsen meget i tråd med tidsånden, altså som studenteraktivisme, der er relativt ubemærket i samtidens offentlighed. Man forbinder nok mest 1970’erne med venstreorienteret aktivisme, men der er altså også en voksende nazistisk bevægelse, som begynder at reorganisere sig herhjemme og internationalt. Den danske bevægelse bliver en del af et internationalt netværk, hvor de danske nazister støt og roligt vinder indflydelse. Det ender faktisk med, at Riis-Knudsen bliver formand for WUNS-netværket, World Union of National Socialists, som var det store internationale netværk for nazister dengang. Danskerne får altså ret stor international organisatorisk betydning, også selvom de er en relativt lille afdeling med meget få medlemmer og herhjemme stadig lever en relativt indadvendt politisk tilværelse. Der er i perioden ikke de store ambitioner om at komme ud og stille op til valg ligesom der heller ikke er så meget nazistisk aktivisme i det offentlige rum.
(…)
Det er også i forlængelse af denne periode, at det nazistiske parti i Danmark bliver relanceret?
Ja, i 1991. Det hedder ikke længere Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). I stedet opstår Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). I første omgang med Riis-Knudsen som fører, men det varede ikke ret lang tid. Der er forskellige internt stridende fløje i partiet. Riis-Knudsen repræsenterer en ortodoks, intellektuel og klassisk elitær retning i partiet, hvor man skulle opbygge bevægelsen politisk, ideologisk og skole medlemmerne, og så på et eller andet tidspunkt træde i aktion og få den voldelige omvæltning af demokratiet, som de ønskede. Men der er også en anden fløj, som er meget mere gadeaktivistisk, mindre elitær og gerne vil lave en masse ballade og være synlige. Det er sådan en gammel fløjkrig i den nazistiske bevægelse. I Tyskland i 1930’erne havde man fløjkrigen mellem SS, som var meget elitær og intellektuelt funderet, og så SA, som var stormtropperne på gaden, der var det modsatte. Det er to modsætninger, som stadigvæk findes i den nazistiske bevægelse i dag. Fløjkrigen i DNSB får den konsekvens, at Riis-Knudsen bliver væltet. Anledningen bliver, at han har en palæstinensisk kæreste, men bag det ligger altså nogle politiske og ideologiske stridigheder. I stedet bliver Jonni Hansen ny formand for partiet. Han repræsenterer den mere gadeorienterede og voldsberedte fløj af DNSB.
Hvem er det, der bliver medlem her under Jonni Hansen?
Nynazismen og DNSB appellerer også, udover til Grønjakkerne, til andre af tidens nye subkulturer. Dels er der en hooliganbevægelse i Danmark, der så småt vokser frem i anden halvdel af 1980’erne, dels er der skinheadbevægelsen, som aldrig har været særlig stor i Danmark, men hvor en del af bevægelsen bliver højreekstrem. Grupperinger som Blood & Honour og Combat 18, for eksempel, er ekstremt voldelige skinheadgrupperinger, der etablerer sig i Danmark, i 1990erne. DNSB forsøger i perioden af fungerer som det samlende nazistiske parti, men har i realiteten ikke megen kontrol over de uregerlige subkulturelle grupperinger.
Jonni Hansen sidder som formand i næsten 20år. Hvordan ændrer DNSB sig med ham som formand?
De danske nazister er i 1990erne i offensiven, særligt i første halvdel, hvor de uden megen succes forsøger at vinde kontrol over gaderummet i en række større danske byer. Det er en periode med meget ballade og politisk vold i det offentlige rum. Der er mange sammenstød med BZ-bevægelsen, der i perioden bliver til de autonome. Disse skifter fokus fra besatte huse og kampen mod fx Apartheid i Sydafrika til primært at bekæmpe højreekstremisme og nynazister. Der skaber en øget polarisering mellem de politiske yderfløje i Danmark.
Samtidig er der store internationale demonstrationer, hvor nazisterne i Greve fx forsøger at mobilisere med hjælp fra tilrejsende nynazister fra andre vestlige lande, bl.a. fra Tyskland, Storbritannien og Sverige. Det drejer sig kortvarigt om ret store demonstrationer, der møder massiv modstand fra den yderste venstrefløj, samt fagforeninger og andre modstandere af nazisme i det danske samfund. Det resulterer i nogle voldsomme sammenstød i Greve, men også Århus og Aalborg og mindre byer som Kværs, Kollund og på Langeland. Disse voldelige sammenstød kulminere i midten af 1990erne og ebber ud omkring årtusindeskiftet. Politisk var det ikke nogen succes for de danske nazister og samme udvikling så man internationalt. DNSB formåede i realiteten ikke at bryde ud af deres isolation, fra deres lille indhegnede borg i Greve. Deres forsøg på at mobilisere yderligere havde kun begrænset succes. Dog havde de kortvarigt en vis tilstedeværelse i nogle andre områder, fx omkring Sydhavnen i København, hvor der i en kortere periode var uro og vold, der udsprang fra nogle få lokale nazister. DNSB forsøger også kortvarigt at etablere sig i Kværs ved Kolding, men det går ikke særlig godt. Derefter får de et hus i Aalborg, hvor de opholder sig i flere år, men ender med at blive fordrevet. Huset i Aalborg er mest kendt for, at folk hver dag mødte op foran det til aftensang. En dansk afdeling af Blood & Honour etablere sig også kortvarigt på Langeland, men forsvinder ret hurtigt igen.
Det store skift er terrorangrebet den 11. september 2001. Pludselig flyttes fokus til at handle om islam, muslimer, islamistisk terror, osv. Det er DNSB ikke rigtigt gearet til. De er mere klassisk nationalsocialistiske, dvs. optaget af jøder, antikommunisme og holocaustbenægtelse. Holocaustbenægtelse er et stort projekt for nazisterne efter 2. Verdenskrig. De ved jo godt, at holocaust fandt sted, og de vil jo også glædeligt gentage det, men for at rehabilitere nazismen politisk, så bliver de nødt til at få det her enorme folkedrab til at forsvinde fra folks bevidsthed eller som minimum så tvivl herom. Derfor bruger de rigtig meget politisk energi på det, som jo egentlig er sådan lidt et sideprojekt i forhold til den nazistiske ideologi. Den nazistiske bevægelse i Danmark kommer også her til at spille en rolle internationalt, fordi de danske nazister bliver et logistisk centrum, hvorfra man kan oplagre, sælge og sende white power musik, holocaustbenægtende litteratur, bl.a. fordi Danmark, modsat fx Tyskland, har en meget liberal lovgivning på området.
Efter terrorangrebet i 2001 tager højreekstremismen imidlertid en ny drejning. Krigen mod terror og antimuslimske narrativer fylder i 00’erne meget i offentligheden og det giver et vist rum til nye antimuslimske bevægelser som fx Danish Defence League og Stop Islamisering af Danmark. Disse grupper er typisk ikke nazistiske, men mere er single issue højreekstreme grupperinger, hvor ideologi spiller en mindre vigtig rolle og fjendebillederne typisk heller ikke er antisemitiske, hvilket præger de nazistiske grupperingers verdenssyn. Der opstår også mere diffuse højreeekstreme selvtægtsgrupper som fx Soldiers of Odin, der dog typisk hurtigt forsvinder igen. Samtidigt sker der en hastig digitalisering af vores samfund, hvilket giver nye muligheder for at sprede højreekstrem propaganda, mobiliserer og samarbejde på tværs af landegrænser. Denne højreekstreme epoke kulminerer med den norske højreekstreme terrorist Anders Behring Breivik, der var drevet af antimuslimske konspirationsteorier og fjendebilleder, i hans blodige terrorangreb i Oslo og på Utøya.
I denne periode udbredes også en højreekstremistisk konspirationsteori kaldet “the great replacement”, som handler om, at den muslimske indvandring er en bevidst politisk strategi, drevet af liberale politiske eliter i vores samfund, som vil betyde, at de hvide befolkninger vil blive udskiftet med muslimsk masseindvandring. Den konspirationsteori får meget stor international gennemslagskraft i højreekstreme kredse. Man kan i nutiden fx se en flig af det i Rasmus Paludans måde at bedrive aktivisme på i gaderummet. Han provokerer bevidst for at få en modreaktion og derigennem generere omtale og skabe polemik i medier osv.
Hvad kendetegner de højreekstreme grupper i dag?
Højreekstremisme er i dag langt hen ad vejen et online-fænomen, dvs. hvor radikaliseringen sker online og derefter kan udvikle sig til vold og terror offline. Vores samfund er blevet gennemgribende digitaliseret. Nye højreekstreme strømninger, netværk og grupperinger, der dukker frem fra 2010’erne og frem til i dag, er fx stærkt voldsberedte digitale netværk som fx Atomwaffen Division og Feuerkrieg Division, der typisk hverver blandt børn og unge.
Der har været meget stor medieopmærksomhed på sagen fra Holbæk med en ung dreng på 16 år, som i byretten fik en dom på 5½ års fængsel for at tilslutte sig og hverve til Feuerkrieg Division. Sagen er pt. anket til landsretten. Det er sådan set meget sigende for, hvad højreekstremisme er i dag. Det er i dag en anden type unge mennesker, som bliver tiltrukket af disse grupper. Tidligere handlede det om at komme ud på gaden, slås og blive del af et subkulturelt netværk, og det tiltrak en anden personlighedstype. I dag, hvor højreekstremismen er blevet et online-fænomen, tiltrækker det nogle andre typer af drenge og unge mænd. Nogle af dem er endog meget unge, da rekruttering og hvervning er blevet digital. Der er også unge kvinder, de er typisk lidt mere i baggrunden og mindre synlige.
(…)