Karen Syberg (f. 1945) er forfatter og journalist. I 1970 var hun en af initiativtagerne til Rødstrømpebevægelsen. Hun flyttede til København i 1965 for at studere og blev uddannet magister i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Efterfølgende har hun haft stor betydning som ekstern lektor på Københavns Universitet inden for den fremvoksende kvindeforskning. I de sidste 40 år har hun arbejdet som journalist på dagbladet Information og er i dag pensioneret, men stadig tilknyttet avisen som kulturskribent.
Hvordan oplevede du kvinderollen i 1960’erne?
De fleste kvinder var jo hjemmegående. De var altså husmødre, og det var netop det, som vi, de første rødstrømper, gjorde oprør imod.
Hvilken betydning havde den velstandsstigning, som Danmark oplevede i 1960’erne, for at Rødstrømpebevægelsen opstod?
Vi var 12, der startede Rødstrømpebevægelsen, og vi var alle studerende og derfor ikke på arbejdsmarkedet. Bevidstheden om, at der var andre muligheder end rollen som husmor, den havde selvfølgelig spredt sig i samfundet, og det havde sikkert også spredt sig i vores hoveder. Men det var ikke det, vi var bevidste om. Vores slagord, de sagde noget om, at vi var studerende og med i ungdomsoprøret og sådan noget. Et slagord som: »Vask kun din egen sok, nu har du sgu vasket nok,« var klart rettet imod husmorrollen, men vi var også kapitalismekritiske, som du kan høre af et slagord som: »Køb mini og maxi og hele molevitten, det er Strecker og Nørgaard, der stryger profitten!«
Hvilken betydning havde ungdomsoprøret i 1968 for Rødstrømpebevægelsen?
Vi mødte hinanden på grund af studenteroprøret. Vi erobrede simpelthen universitetet og boede der. Mit institut, som lå ved Vor Frue Plads, blev et centrum for studenteroprøret. Her mødtes selvfølgelig også kvinder fra forskellige institutter, så bevægelsen havde direkte relation til studenteroprøret.
Når vi kaldte os rødstrømper, så var det efter modellen fra de amerikanske Redstockings. Vi lærte organisationsformerne af dem, blandt andet det, vi kaldte sludregrupper, hvor vi diskuterede vores situation med hinanden. Der var ikke nogen overordnet struktur eller ledelse. Der blev holdt fællesmøder, hvor grupperne kom og kunne rapportere om, hvad de havde planlagt af aktioner, og hvad de havde fundet ud af, og lignende.
Hvilke aktioner lavede I?
En af de mest berømte er den såkaldte Strøg-aktion, hvor vi gik op og ned ad Strøget. Vi havde nogle firkantede skilte, så man kunne læse vores budskab fra alle fire sider. For eksempel havde jeg et skilt, hvor der på den ene side stod: “Hvad var jeg uden min frisør?” Og på vejen tilbage stod der: “Hvad var min frisør uden mig?”. Det kom til at hedde sig, at vi brændte BH’er af på Rådhuspladsen, men så dumme var vi ikke. Vi havde undersøgt politivedtægterne, så vi havde en af vores mandlige sympatisører stående med en stor skraldesæk, hvor der stod “Hold byen ren”, og den smed vi så BH’erne i.
Noget af det vigtigste var Femølejren, som jeg var med til at starte. Den har haft blivende betydning og findes faktisk stadig. I dag er det blevet en lesbisk lejr. Lesbisk Bevægelse skilte sig efterhånden ud af Rødstrømpebevægelsen. Der var nogle steder modstand mod de lesbiske, ikke fra alle overhovedet, men nogle var bange for, at de lesbiske skulle fylde for meget og give hele Rødstrømpebevægelsen ry for at være lesbisk. De frygtede fordommene – og nogle nærede dem måske også selv.
Hvorfor grundlagde I Femølejren?
Ø-lejre var moderne på det tidspunkt. Alle vores tiltag blev lavet i tidens kontekst, så der skulle også være en kvindelejr, og det etablerede vi så. Der var en vis modstand fra kulturministeren. Han spurgte, hvad vi ville gøre, hvis der kom kvinder med børn? Vi svarede, at de selvfølgelig skulle være velkomne. Sådanne spørgsmål fik vi. Han tvivlede også på, om vi overhovedet kunne sætte teltene op, men det var ikke noget, vi skulle bekymre os om. Det gjorde civilforsvaret for alle ø-lejrene. Femølejren var med til at skabe et stærkt sammenhold blandt os kvinder. En af mine bedste veninder i dag er Vibeke Vasbo, som også var med til at starte Rødstrømpebevægelsen.
Mødte I meget modstand fra mænd, som ville bevare kønsrollerne?
Vi omgikkes dem ikke. Der var mænd, der sympatiserede med os, og det var dem, vi omgikkes. Indimellem blev vi overfuset på gaden. Vi klippede håret af, så vi var meget korthårede, og jeg husker, at Vibeke Vasbo engang blev kaldt “din skaldede kusse”.
I besætter også nogle huse?
Ja, det var også moderne. Jeg var med til at besætte Musikhistorisk Museum på gaden Åbenrå i indre København. Der var to sammenhængende huse, som blev til Kvindehuset. Jeg boede der i en periode, men flyttede ud, da jeg blev gravid. Da flyttede jeg sammen med min kæreste. Dermed var min aktive tid i rødstrømpebevægelsen mere eller mindre forbi. Jeg havde et lille barn at passe og samtidig læste jeg på universitetet. Vi skulle også tjene penge til at leve, så jeg fik et job som undervisningsassistent. Med et lille barn, studier og arbejde var der ikke tid til meget andet.
Følte du et tomrum, efter du ikke længere var en aktiv del af Rødstrømpebevægelsen?
Jeg flyttede ud af kvindehuset, fordi jeg fik et barn, men jeg fortsatte stadig med kvindestudierne, både som studerende og som underviser på universitetet. Jeg fortsatte med at studere og udvikle tanker om kvindens stilling i samfundet, herunder nyere teorier som Juliet Mitchell’s “Women’s Estate” og lignende. Derfor har tomrummet ikke føltes så stærkt for mig. Jeg underviste sammen med Signe Arnfred, og sammen redigerede vi også en temmelig stor bog med artikler om kvinder: »Kvindesituation og kvindebevægelse under kapitalismen«, hed den.
Når du ser tilbage, hvilken betydning har det så haft for dig at være en del af Rødstrømpebevægelsen?
Det har været fuldstændig afgørende for mit liv. Det har været bevidsthedsændrende i meget høj grad. Jeg var faktisk gift, og jeg forlod min mand, da jeg gik ind i Rødstrømpebevægelsen. Vi var begge studerende, men der var det mig, der gjorde husarbejdet derhjemme, uden at sætte de store spørgsmålstegn ved det, før jeg kom ind i Rødstrømpebevægelsen.
Hvilken betydning vil du vurdere, at Rødstrømpebevægelsen har haft?
Jeg vil vurdere, at den har haft umådelig stor betydning. Nu ser man igen i de yngre generationer kvinder, der klæder sig ud som husmødre med forklæder med flæser på skuldrene og lignende, men det er i opposition til den almindelige holdning i dag om, at husarbejde og omsorgsarbejde ikke kun hører til hos kvinder. Det gør det måske stadig i vis grad, men jeg mener alligevel, at den generelle holdning i dag er, at kvinder og mænd bør være ligestillede. Det er den almindelige opfattelse i dag.
Hvordan synes du, at det går med ligestillingen i dag?
Mændenes magt og magtudøvelse er ikke fjernet eller udryddet på nogen måde. Men bevidstheden om forskellen mellem kvinder og mænd er markant ændret, vil jeg mene. Der er stadig langt flere mænd end kvinder i ledende stillinger. Hvis man som kvinde er interesseret i bestyrelsesposter, chefstillinger og lignende, skal man gøre en ekstra indsats.
Mænd er fysisk stærkere end kvinder, hvilket altid er vigtigt med hensyn til vold og lignende, selvom det selvfølgelig er de færreste mænd, der begår voldtægt.
Hvorfor tror du, at det er nemmere for en mand end for en kvinde at komme til tops i vores samfund og opnå for eksempel en direktørstilling?
Vi lever jo i et patriarkalsk samfund, hvor mænd automatisk favoriserer hinanden. Det er mændene, der besidder en stor del af magten, og de viderefører den til andre mænd. Der er en slags indforståethed omkring at give magten videre til dem, man føler sig fortrolige med. Fordi mænd har haft magten fra begyndelsen, er det nærliggende for dem at favorisere hinanden.