Vibeke Vasbo (f. 1944) er en dansk forfatter og kvindesagsforkæmper. I 1970’erne var hun en af initiativtagerne til Rødstrømpebevægelsen og blev senere aktiv i Lesbisk Bevægelse. Hun var med til at stifte Femølejren og spillede en vigtig rolle i kampen for fri abort. Hun har arbejdet som kranfører, sygehjælper og lærer.
Hvordan oplevede du kvinderollen i 1960’erne?
Meget begrænset. Meget begrænsende. Jeg tænker på livserfaring – altså alle former for livserfaring, også seksuelt, men også det at kunne klare sig selv, kunne rejse i verden og færdes frit. Det blev betragtet som positive ting, når det var en mand, men ikke når det var en kvinde. Hjælpeløshed var egentlig kun en fin ting ved en kvinde. Det kunne jeg overhovedet ikke lide.
Min mor sagde, at mænd skulle løbe hornene af sig. Jeg sagde, at kvinder vel også skulle? Nej, kvinder havde ikke nogle horn. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde horn.
(…)
En ansporing til rødstrømpebevægelsen var en observation, jeg gjorde i studentermiljøet og oprørsmiljøet. Den seksuelle frigørelse, der fulgte med, syntes mændene var herlig. Undtagen hvis deres koner begyndte på det samme – så endte det som regel i en skilsmisse. Det var sådan, det gik for mig. Jeg drømte ikke om at være sammen med andre, men han var så bange for, at jeg måske fandt på det, så han skulle ligesom komme det i forkøbet. Sådan var det for mange, og de kvinder, der blev skilt på den konto, gik tit ned med flaget. Det var en stærk oplevelse for mig. Jeg vil sige, at jeg ikke gik ned med flaget, men jeg synes ikke, det var sjovt. Skilsmisse er altid forfærdeligt, fordi en hel masse, man har villet og drømt om, går i stykker. For mig var det en stærk motivation, at så mange kvinder var kuldsejlet på det her, og åbenbart var mere sarte med det kærlighedsmæssige end mændene var.
Så det var en stærk motivation for at gå sammen med de andre kvinder?
Ja. Der var noget galt med den måde, vi forholdt os til mænd på – og til kærlighed. Vi søgte livets mening i det. Det synes jeg i hvert fald, at jeg gjorde. Og så tilsidesatte man alt andet. Om det nogensinde har ændret sig, ved jeg ikke. Jeg er så ikke helt sikker på det.
Da studenteroprøret starter, læser du på Københavns Universitet, men du vælger at droppe ud, da Rødstrømpebevægelsen begynder?
Ja, først læste jeg engelsk, og så tysk, men tysk var et meget konservativt fag.
Jeg fortalte den første rødstrømpegruppe, at jeg havde en toværelseslejlighed – det var simpelthen luksus. Jeg sagde: “Hvis nogen vil på ferie, kan I komme og bo hos mig. Bare ring, jeg har også telefon.” Dagen efter ringede Karen Syberg. Vi var hyperaktive, Karen og jeg. Og så flyttede endnu en ind hos os. Vi blev hurtigt enige om, at universitetet kunne vi tage, når vi blev gamle. Det var langt vigtigere at lave revolution nu. Det skulle være nu. Og så gik vi ellers i gang. Vi var konstant i gang, og vi fik ofte opfordringer til at gå ud og tale. Så lavede vi måske et rollespil. Det var ret sjovt.
Hvordan organiserer I jer i Rødstrømpebevægelsen?
Vi organiserede os på den eneste måde, det kunne gøres på. Vi vidste, at der var noget galt, men vi vidste ikke hvad. Der var ikke nogen færdig analyse af, hvad der var galt – den skulle vi først lave. Så vi arbejdede i små basisgrupper, inspireret af Redstockings i New York. (…)
Du havde fra starten en meget fremtrædende rolle i Rødstrømpebevægelsen?
Ja, meget med det organisatoriske, fordi det var så afgørende. Vi arbejdede i små grupper, det vil sige seks til ti kvinder, og ikke med nogen, man kendte i forvejen. Man skulle lave det, der hedder consciousness raising – gå ned under konversationsniveauet og tale om, hvordan det virkelig var. For vi havde hurtigt set, at den officielle version af kvindelivet ikke stemte overens med virkeligheden.
Det må have været enormt befriende at tale med nogen, der havde det på samme måde, og vide, at man ikke er helt alene?
Ja, og langsomt begyndte der at komme meget frem: trusler, vold, incest, overgreb, voldtægter. Jeg kan huske, at en kvinde fortalte, at hun var blevet voldtaget til en byfest, men hun sagde, at det jo ikke var noget særligt. Han havde mast hende op ad en mur og voldtaget hende, men hun slog det hen, som om det var ingenting.
Det var samtidigt nødvendigt at have et andet netværk end det, vi mistede. Jeg har faktisk haft mange mandlige venner. Jeg havde altid regnet mænd for mere end kvinder, men efter nogen tid havde jeg ikke dem mere. De var så mistænksomme overfor mig. Og mændene til de veninder, jeg havde, var bange for, at det smittede, så det var ikke hyggeligt at besøge dem længere. De tog det meget personligt og var meget anfægtet af det, og så følte de, at de mistede noget, som de havde ret til.
Hvad var de vigtigste forandringer, som I kæmpede for at få gennemført?
Særligt vigtig var vores syn på os selv, fordi det ikke var ret godt. Vi havde selvfølgelig det samme syn på os kvinder som resten af samfundet: at vi var sekundære, følelsesmæssigt ustabile og blev utilregnelige, når vi menstruerede. Det vigtigste var faktisk det, vi gjorde i basisgrupperne – vi vendte kikkerten om, og vi begyndte at se på os selv på en anden måde. Det var det, vi gjorde i større skala på Femø – en stor basisgruppe, faktisk. Det var en fuldstændig vild oplevelse.
Er der nogen af jeres aktioner, som du særligt husker?
Ja, en som var meget vellykket, var barnevognsslisken på Nørreport Station. Vi skrev ud til alle: “Kom og vær med til at fejre Mors Dag.” En gruppe havde været på Nørreport Station for at tælle trappetrin og måle, hvor store trinene var. De havde også købt gasbetonsten, savet dem diagonalt over og lavet nogle murerbaljer med mørtel. Vi havde lige så mange sten, som vi kunne bære, og vi var organiseret, så alle trin i trappen kunne bygges samtidig. I løbet af 13 minutter fra vi ankom, var slisken bygget. Det var rigtig flot. Vi sagde: “Det her er vores Mors Dags gave til DSB, og vi håber, de passer godt på den. Vi forlanger dog, at de laver elevatorer i fremtiden.” DSB sagde, at de gerne ville lave elevatorer, men det kunne rent teknisk ikke lade sig gøre. En af os sagde så: “Når man kan komme til månen, så kan man vel også bygge en elevator.” Nu er der jo elevatorer her og der i alverden.
(…)
Rødstrømpebevægelsen besætter nogle huse. Er du med til det?
Ja, men jeg var ikke med til planlægningen af det. Der var en gruppe, som havde arbejdet længe med tanken og samarbejdede med Slumstormerbevægelsen, som var meget stærke dengang. De havde en gruppe, der hed Analysegruppen, hvor man gik rundt og fandt huse, der var egnede til at blive taget. De fandt de tre huse i gaden Åbenrå. Det var Universitetet og Musikhistorisk Museum, der ejede dem. Politiets indgriben var afhængig af, om ejeren ønskede et indgreb. Hvis ejeren ikke ønskede det, så gjorde de ikke noget. (…) Nummer 28 var det bedste. Det flyttede vi ind i og boede i. I Kvindehuset på nummer 26 blev der straks indrettet en café forneden samt en bogcafé. Der kunne man gå ind og læse pjecer, bøger og lignende. (…)
Hvorfor var husene vigtige for jer?
Det var på en måde en fortsættelse af Femø. Det var så afgørende at fortsætte dette, være sammen og udvikle det. Det varede ikke ret længe, før vi kunne invitere kvindfolket til mandagsmøder. Vi diskuterede et eller andet, vi syntes var vigtigt, noget vi vidste noget om, eller noget vi kendte nogen, der vidste noget om. Der var oplæg og diskussion. Mange kom for at diskutere, men mange kom også bare for at se Kvindehuset.
Oplevede I modstand?
Man skal jo tænke på forskellen til nu. Der var ikke noget internet, og der var ikke nogen mobiltelefoner. Så at have et arkiv med navne og adresser var meget vigtigt. Det var altafgørende. Vi havde først møder i Huset i Magstræde. Der var alle mulige ungdomsgrupper, og det var jo oprørere og sådan. Vi syntes, det var naturligt, at det var dér, vi skulle være, da vi var venstreorienterede. Men på en måde var vi ikke velkomne. Der blev vores kartotek stjålet. Senere var der nogen, der pralede med, at det var dem, der havde stjålet det. Vi fandt hurtigt et andet sted at holde møde.
(…)
Vi mødte ikke nogen hård, voldelig modstand fra samfundets side. Det var kun lidt smil og overbærenhed, som “Ej, de falder vel til ro efterhånden. Det hjælper nok, når de bliver gift.” Den dag, vi tog huset, holdt politiet med skovvognen nede i Vognmagergade, og så kom politimesteren og talte med ham, der administrerede Musikhistorisk Museum og var repræsentant fra universitetet. Så trak de sig bare. Altså, vi blev ikke tævet. Slumstormerne dengang blev heller ikke tævet. Det kom først senere.
(…)
Hvilken betydning har Rødstrømpebevægelsen haft?
Ligestilling er der jo ikke, men hvis du kigger på, hvem der skriver sjove bøger, så er det måske kvinderne i dag. Det har de været de sidste fem til ti år. Originale som bare fanden. Det er som om, proppen er gået af flasken. Kvinder er også kommet vældig meget med i musikken. Men jeg synes, at så længe vi ikke har ligeløn, har vi jo ikke lighed. Kvindekrisecentrene er stadig fuldt belagte, så der er stadig store udfordringer. I begyndelsen kunne man jo ikke tale om vold mod kvinder, heller ikke inde i bevægelsen, uden at blive beskyldt for mandehad, men det kan vi trods alt i dag. I dag er det alment accepteret, at volden og kvindedrabene finder sted. Hvad vi gør ved det, det er lidt usikkert. Selv om Kirsten Justesens store flotte Grevinde Danner i dag står og passer på hendes stiftelse. Vi håber, det hjælper.