Vibeke Vasbo (f. 1944) er en dansk forfatter og kvindesagsforkæmper. I 1970’erne var hun en af initiativtagerne til Rødstrømpebevægelsen og blev senere aktiv i Lesbisk Bevægelse. Hun var med til at stifte Femølejren og spillede en vigtig rolle i kampen for fri abort. Hun har arbejdet som kranfører, sygehjælper og lærer.
Hvordan oplevede du kvinderollen i 1960’erne?
Meget begrænset. Meget begrænsende. Jeg tænker på livserfaring – altså alle former for livserfaring, også seksuelt, men også det at kunne klare sig selv, kunne rejse i verden og færdes frit. Det blev betragtet som positive ting, når det var en mand, men ikke når det var en kvinde. Hjælpeløshed var egentlig kun en fin ting ved en kvinde. Det kunne jeg overhovedet ikke lide.
Min mor sagde, at mænd skulle løbe hornene af sig. Jeg sagde, at kvinder vel også skulle? Nej, kvinder havde ikke nogle horn. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde horn.
Jeg blev selv gift, men det var noget, jeg gerne ville have sluppet for. Jeg var glad for ham, og vi boede sammen i sammenhængende værelser, som vi lejede. Det var muligt, men man kunne ikke få en lejlighed uden at være gift. Jeg forsøgte at undgå det ved at købe et kolonihus, for der kunne man jo bo, som man ville. Men det ville kræve et kortvarigt lån fra mine forældre, og det ville de ikke. De mente, at hvis man ville bo sammen, så måtte man følge samfundets regler og gifte sig. Det var ret chokerende, for ellers var de meget frisindede – i hvert fald hvad angik mange andre ting. Men ikke når det kom til deres døtre. Så jeg endte med at gifte mig.
Min mors søster havde en ven, der administrerede en ejendom, og så kunne vi få en toværelses i Nordvestkvarteret. Vi skulle bare giftes, og det gjorde vi så. Jeg ville gerne bo sammen med ham, men at gifte sig, det syntes jeg var for meget. Jeg var kun 21 eller 22, og han var to år ældre. Det varede to år, og så kom studenteroprøret. Det engagerede jeg mig meget i – mere end han gjorde.
En ansporing til rødstrømpebevægelsen var en observation, jeg gjorde i studentermiljøet og oprørsmiljøet. Den seksuelle frigørelse, der fulgte med, syntes mændene var herlig. Undtagen hvis deres koner begyndte på det samme – så endte det som regel i en skilsmisse. Det var sådan, det gik for mig. Jeg drømte ikke om at være sammen med andre, men han var så bange for, at jeg måske fandt på det, så han skulle ligesom komme det i forkøbet. Sådan var det for mange, og de kvinder, der blev skilt på den konto, gik tit ned med flaget. Det var en stærk oplevelse for mig. Jeg vil sige, at jeg ikke gik ned med flaget, men jeg synes ikke, det var sjovt. Skilsmisse er altid forfærdeligt, fordi en hel masse, man har villet og drømt om, går i stykker. For mig var det en stærk motivation, at så mange kvinder var kuldsejlet på det her, og åbenbart var mere sarte med det kærlighedsmæssige end mændene var.
Så det var en stærk motivation for at gå sammen med de andre kvinder?
Ja. Der var noget galt med den måde, vi forholdt os til mænd på – og til kærlighed. Vi søgte livets mening i det. Det synes jeg i hvert fald, at jeg gjorde. Og så tilsidesatte man alt andet. Om det nogensinde har ændret sig, ved jeg ikke. Jeg er så ikke helt sikker på det.
Da studenteroprøret starter, læser du på Københavns Universitet, men du vælger at droppe ud, da Rødstrømpebevægelsen begynder?
Ja, først læste jeg engelsk, og så tysk, men tysk var et meget konservativt fag.
Jeg fortalte den første rødstrømpegruppe, at jeg havde en toværelseslejlighed – det var simpelthen luksus. Jeg sagde: “Hvis nogen vil på ferie, kan I komme og bo hos mig. Bare ring, jeg har også telefon.” Dagen efter ringede Karen Syberg. Vi var hyperaktive, Karen og jeg. Og så flyttede endnu en ind hos os. Vi blev hurtigt enige om, at universitetet kunne vi tage, når vi blev gamle. Det var langt vigtigere at lave revolution nu. Det skulle være nu. Og så gik vi ellers i gang. Vi var konstant i gang, og vi fik ofte opfordringer til at gå ud og tale. Så lavede vi måske et rollespil. Det var ret sjovt.
Hvordan organiserer I jer i Rødstrømpebevægelsen?
Vi organiserede os på den eneste måde, det kunne gøres på. Vi vidste, at der var noget galt, men vi vidste ikke hvad. Der var ikke nogen færdig analyse af, hvad der var galt – den skulle vi først lave. Så vi arbejdede i små basisgrupper, inspireret af Redstockings i New York. Erik Thygesen havde skrevet en artikel om dem i et undergrundsblad, der hed Superlove. Han skrev også om organisationen National Organization for Women (NOW), som svarede til Dansk Kvindesamfund. Derudover skrev han om Valerie Solanas’ manifest Society for Cutting Up Men (SCUM). Hun blev berømt for at have skudt på Andy Warhol, og der er faktisk mange gode analyser i hendes manifest. Jeg læste det ikke så grundigt dengang, men det er der faktisk. Vi kunne se, at der var tre muligheder, men der var ikke meget diskussion om, at det var Redstockings, vi skulle efterligne. De var røde for at være socialister, og det ville vi også være. Det var meget vigtigt for os at markere os som socialister. Dansk Kvindesamfund var slet ikke noget for os. Vi syntes, de var “hattedamer”, som vi kaldte dem. Vi havde foragt for både de kvinder og den kamp, de havde ført. Min moster var en af dem. Det, hun havde gjort, var ellers flot. Hun var meget vred på det danske ansættelsessystem, fordi kvinder ikke kunne få nedsat arbejdstid, når de havde små børn. Hun havde selv oplevet at komme tidligt hjem fra arbejde og finde sit barn inde i kosteskabet. Den unge pige, hun havde ansat til at passe ham, havde altså lukket ham inde i kosteskabet. Min moster førte en hård kamp og blev den første kvinde kontorchef i Indenrigsministeriet. Der var hængt sørgeflor op i gardinerne, og mændene gik med sørgebind på – et sort bind om armen – fordi nu var deres sidste position indtaget. Der var selvfølgelig sekretærer og rengøring, men seriøse akademikere, det var hun den første af.
Du havde fra starten en meget fremtrædende rolle i Rødstrømpebevægelsen?
Ja, meget med det organisatoriske, fordi det var så afgørende. Vi arbejdede i små grupper, det vil sige seks til ti kvinder, og ikke med nogen, man kendte i forvejen. Man skulle lave det, der hedder consciousness raising – gå ned under konversationsniveauet og tale om, hvordan det virkelig var. For vi havde hurtigt set, at den officielle version af kvindelivet ikke stemte overens med virkeligheden.
Det må have været enormt befriende at tale med nogen, der havde det på samme måde, og vide, at man ikke er helt alene?
Ja, og langsomt begyndte der at komme meget frem: trusler, vold, incest, overgreb, voldtægter. Jeg kan huske, at en kvinde fortalte, at hun var blevet voldtaget til en byfest, men hun sagde, at det jo ikke var noget særligt. Han havde mast hende op ad en mur og voldtaget hende, men hun slog det hen, som om det var ingenting.
Det var samtidigt nødvendigt at have et andet netværk end det, vi mistede. Jeg har faktisk haft mange mandlige venner. Jeg havde altid regnet mænd for mere end kvinder, men efter nogen tid havde jeg ikke dem mere. De var så mistænksomme overfor mig. Og mændene til de veninder, jeg havde, var bange for, at det smittede, så det var ikke hyggeligt at besøge dem længere. De tog det meget personligt og var meget anfægtet af det, og så følte de, at de mistede noget, som de havde ret til.
Hvad var de vigtigste forandringer, som I kæmpede for at få gennemført?
Særligt vigtig var vores syn på os selv, fordi det ikke var ret godt. Vi havde selvfølgelig det samme syn på os kvinder som resten af samfundet: at vi var sekundære, følelsesmæssigt ustabile og blev utilregnelige, når vi menstruerede. Det vigtigste var faktisk det, vi gjorde i basisgrupperne – vi vendte kikkerten om, og vi begyndte at se på os selv på en anden måde. Det var det, vi gjorde i større skala på Femø – en stor basisgruppe, faktisk. Det var en fuldstændig vild oplevelse.
Er der nogen af jeres aktioner, som du særligt husker?
Ja, en som var meget vellykket, var barnevognsslisken på Nørreport Station. Vi skrev ud til alle: “Kom og vær med til at fejre Mors Dag.” En gruppe havde været på Nørreport Station for at tælle trappetrin og måle, hvor store trinene var. De havde også købt gasbetonsten, savet dem diagonalt over og lavet nogle murerbaljer med mørtel. Vi havde lige så mange sten, som vi kunne bære, og vi var organiseret, så alle trin i trappen kunne bygges samtidig. I løbet af 13 minutter fra vi ankom, var slisken bygget. Det var rigtig flot. Vi sagde: “Det her er vores Mors Dags gave til DSB, og vi håber, de passer godt på den. Vi forlanger dog, at de laver elevatorer i fremtiden.” DSB sagde, at de gerne ville lave elevatorer, men det kunne rent teknisk ikke lade sig gøre. En af os sagde så: “Når man kan komme til månen, så kan man vel også bygge en elevator.” Nu er der jo elevatorer her og der i alverden.
Vi stod og passede på slisken i tre dage, så der ikke skulle komme nogen og rive den ned. Så havde den også ligesom tjent sit formål. Mens vi stod der, hørte vi historier fra andre kvinder om, hvordan de hellere gik med barnevognen hele vejen til Østerport, fordi der er elevator. Hellere det end at skulle stå her og se dum ud og bede folk om hjælp. Hvis man står og bakser med barnevognen, og der kommer nogen og hjælper en, så er det gerne gamle koner, der har prøvet det samme. Men de unge mænd, de har fandme så travlt, at de bare fiser ned. Vi fik også penge af Lise Nørgaard. Jeg ved ikke, om hun gav en 50’er eller en 100 kr. eller sådan noget. Hun syntes, det var så godt.
Rødstrømpebevægelsen besætter nogle huse. Er du med til det?
Ja, men jeg var ikke med til planlægningen af det. Der var en gruppe, som havde arbejdet længe med tanken og samarbejdede med Slumstormerbevægelsen, som var meget stærke dengang. De havde en gruppe, der hed Analysegruppen, hvor man gik rundt og fandt huse, der var egnede til at blive taget. De fandt de tre huse i gaden Åbenrå. Det var Universitetet og Musikhistorisk Museum, der ejede dem. Politiets indgriben var afhængig af, om ejeren ønskede et indgreb. Hvis ejeren ikke ønskede det, så gjorde de ikke noget. Vi blev delt op i grupper: én gruppe, der brød ind, én der stod for elektricitet, og én der tog sig af vandet. Folk syntes, det var en rigtig god idé. Slumstormerne var faktisk meget populære dengang, fordi de var imod spekulation. Spekulanterne var rige folk, der opkøbte bygninger som dem i Åbenrå. De lod dem forfalde, så de kunne få lov at rive dem ned. Nogle gange stak de en kost gennem taget og fjernede vinduer, hvilket fik forfaldet til at ske hurtigere. På den måde kunne de rive bygningen ned og bygge noget nyt og smart. Så langt var det ikke nået med husene i Åbenrå, men de var i dårlig stand – især nummer 26, som senere blev kvindehuset. Nummer 28 var det bedste. Det flyttede vi ind i og boede i. I Kvindehuset på nummer 26 blev der straks indrettet en café forneden samt en bogcafé. Der kunne man gå ind og læse pjecer, bøger og lignende. Man kunne også købe bøger. Dem, der havde udgivet bøger, købte dem med rabat fra forlaget, og så solgte vi dem med rabat. Alle de amerikanske pjecer, vi havde samlet, kunne man gå ind og læse der.
Hvorfor var husene vigtige for jer?
Det var på en måde en fortsættelse af Femø. Det var så afgørende at fortsætte dette, være sammen og udvikle det. Det varede ikke ret længe, før vi kunne invitere kvindfolket til mandagsmøder. Vi diskuterede et eller andet, vi syntes var vigtigt, noget vi vidste noget om, eller noget vi kendte nogen, der vidste noget om. Der var oplæg og diskussion. Mange kom for at diskutere, men mange kom også bare for at se Kvindehuset.
Oplevede I modstand?
Man skal jo tænke på forskellen til nu. Der var ikke noget internet, og der var ikke nogen mobiltelefoner. Så at have et arkiv med navne og adresser var meget vigtigt. Det var altafgørende. Vi havde først møder i Huset i Magstræde. Der var alle mulige ungdomsgrupper, og det var jo oprørere og sådan. Vi syntes, det var naturligt, at det var dér, vi skulle være, da vi var venstreorienterede. Men på en måde var vi ikke velkomne. Der blev vores kartotek stjålet. Senere var der nogen, der pralede med, at det var dem, der havde stjålet det. Vi fandt hurtigt et andet sted at holde møde.
Oplevede I politisk modstand?
Vi havde ikke nogen forslag til lovændringer. Det var Dansk Kvindesamfunds afdeling. Det var først, da vi begyndte at arbejde med ligeløn og abortspørgsmålet, at det politiske fokus ændrede sig. Fri abort ville være kommet alligevel; tiden var moden til det. Men det havde måske taget 5-10 år længere, tror jeg. Og ligeløn, det har vi jo stadig ikke.
Vi havde en aktion i Folketinget. Man kunne jo lave nogle helt andre ting dengang. Der var en, der havde bagt småkager, og skåret en del ud – lige så meget, som kvinden havde sakket bagud med løn. Hun puttede dem i cellofan og skrev på dem, at kvinder kun får så meget, og at vi vil have ligeløn nu. Dem havde vi med, og så havde vi bannere og en masse løbesedler. Der skulle behandles et lovforslag i Folketinget, af SFeren Gunhild Due. Da det kom op, kastede vi ligelønskagerne og løbesedlerne ud, rullede bannerne ud og begyndte at råbe. Et af vores slogans var: “Det er ikke nogen bøn, kvinder kræver ligeløn.” Det varede ikke længe, før vi blev slæbt ud. Altså, det ville man jo ikke kunne lave i dag – straffen ville være en helt anden. Politiet havde arresteret tre af os, og så fik vi andre at vide, at de var nede i Antonigade. Vi gik derned og sagde, at vi også ville arresteres. Det kan ikke nytte noget kun at tage nogle af os. Nå, men så blev vi registreret og fik tiltale.
Vi mødte ikke nogen hård, voldelig modstand fra samfundets side. Det var kun lidt smil og overbærenhed, som “Ej, de falder vel til ro efterhånden. Det hjælper nok, når de bliver gift.” Den dag, vi tog huset, holdt politiet med skovvognen nede i Vognmagergade, og så kom politimesteren og talte med ham, der administrerede Musikhistorisk Museum og var repræsentant fra universitetet. Så trak de sig bare. Altså, vi blev ikke tævet. Slumstormerne dengang blev heller ikke tævet. Det kom først senere.
Hvordan slutter din tid i Rødstrømpebevægelsen?
Jeg ved ikke, om den nogensinde sluttede, men der kom jo konflikter. Det har der egentlig været hele tiden. Nogle ville bevare den anarkistiske flade struktur, hvor vi havde et fællesmøde, men hvor man selv bestemte, om man kom eller ikke kom, og hvor fællesmødet kun var til inspiration og til at samle andre. Fællesmødet kunne ikke sige, at noget var en dårlig idé, og man måtte ikke tale på Rødstrømpebevægelsens vegne, fordi vi ville ikke låse os fast på noget – vi var i udvikling, og analysen udviklede sig hele tiden. Men der var nogle, der mente, at fællesmødet skulle være forpligtende. Man skulle sende en delegat fra hver gruppe, og der skulle tages beslutninger på fællesmødet, som man så skulle være tvunget til at følge. På det tidspunkt var der gået en hel del år, og der var mange forgreninger og initiativer af alle slags, der var kommet ud af det. “Lad de 100 blomster blomstre”, som Mao siger. Der havde hele tiden været dem, der ville have, at vi skulle vedtage et manifest og erklære os som socialister. Jeg var meget opsat på, at det skulle være anarkistisk. Ikke at jeg ikke ville være socialist, for det var jeg jo også, men vi skulle ikke lægge os fast på noget. Der var mange pinefulde og meget personlige konflikter, og venskaber blev brudt.
Hvad er årstallet her?
Omkring 1973, måske allerede 1972. Vi vedtog en anderledes struktur i 1974, og vi skulle have en koordinationsgruppe. Det blev mere kedeligt.
Når man er midt i det, kan man jo ikke se, i hvor høj grad man er en del af konjunkturerne og betinget af dem. Man er også betinget af en hel masse andre ting, som måske kun er relevante i en bestemt tid. Alle bevægelser har måske en tid, men det er noget, man ikke vil acceptere.
Hvilken betydning fik oliekrisen i 1973 for Rødstrømpebevægelsen?
Vi kvinder blev i høj grad smidt ud af arbejdsmarkedet, og vores position blev truet. Men vi var også selv et produkt af højkonjunkturen. Jeg tror ikke, man kan forestille sig kvindebevægelsen uden højkonjunkturen.
Jeg er jo ikke økonom, men alt det, som Emma Holten siger nu om værdien af omsorg og hvad for eksempel en blevask koster, har vi været meget inde på i Rødstrømpebevægelsen, og det har jeg selv skrevet meget om. Jeg mener, at det hænger sådan sammen: Grunden til, at kvinder har dårligere fag, mindre stærke fagforeninger og ender med lav løn og dårlige job, er husarbejdet. Og hvorfor har vi husarbejde? Det er fordi vi tror, at et normalt forhold betyder, at en mand skal serviceres. Men sådan behøvede det ikke at være.
Du bliver en del af Lesbisk Bevægelse?
Ja, der var fest og ballade, rollespil, teatergrupper, sange og alt muligt sjovt. For mig var det med kvinder noget helt nyt. Jeg havde et forhold til en kvinde, men jeg havde ikke den lesbiske livserfaring. Derfor holdt jeg mig meget i baggrunden, men jeg støttede hele tiden op om, at de skulle starte Lesbisk Bevægelse. Jeg gik i Rødstrømpebevægelsen og talte Lesbisk Bevægelsens sag. Det var meget bittert, fordi mange fra Rødstrømpebevægelsen følte, at vi havde forladt dem. Vi havde jo ikke forladt dem. Dem, der var rødstrømper, var stadig engagerede i bevægelsen. De havde dog lavet en struktur, der betød, at fællesmødet – som nu blev kaldt koordinationsmødet – skulle godkende alt. Man kunne ikke bare gøre, hvad man havde lyst til. Vi kunne forudse, at de paroler, vi havde tænkt os at bruge til 1. maj, og de ting, vi ville lave, ikke ville blive godkendt. De ville skræmme arbejderkvinderne og husmødrene væk. Hvis de kom i Kvindehuset, måtte de ikke møde nogen, der var lesbiske, for så ville de blive forskrækket. Det var de argumenter, vi mødte. Man ville være en meget bred og blød massebevægelse, som ikke kunne skræmme nogen. Men heller ikke kunne noget andet. Den kunne ingenting. Der blev den ligesom stående. En kvinde sagde: “I tog jo alt det sjove med jer.” Men hvad skulle man sige til det? “Så må I selv lave noget sjov.” De konflikter tog mange kræfter. Det var ikke særlig hyggeligt. Det var meget barskt.
Vi, der boede i kollektivet, boede der i to år. I nummer 28 og nummer 30, som vi indrettede efterhånden. Så købte vi et hus ude i Nordvestkvarteret. En meget dårlig villa, hvor det regnede ind, så vi måtte have gryder stående på gulvet. Der tænkte jeg, at nu måtte jeg få en uddannelse. Logikken var sådan: Jeg vil også have et barn, og hvis jeg bliver alene med det, skal jeg kunne forsørge det. Jeg kan jo ikke engang forsørge mig selv. Jeg blev nødt til at få en uddannelse.
Du vender aldrig tilbage til universitetet igen?
Nej, det overvejede jeg slet ikke. Jeg tog til Bispebjerg Hospital og blev sygehjælper. Det tog otte måneder. Det var hårdt, men jeg lærte meget af det.
Så tog jeg til Norge, fordi jeg forelskede mig fuldstændig vildt. Hun var norsk og havde boet i Danmark. Hun flyttede hjem, og så rejste jeg med hende. Jeg skulle finde et arbejde der, og jeg ville ikke tilbage på sygehuset og knokle helt sindssygt. Der var en fra kvindebevægelsen, som var svejser, og hun sagde, at jeg skulle finde et arbejde i et mandefag, fordi det gav bedre arbejde og bedre løn. Jeg så en annonce, hvor der blev søgt en kranfører. Der henvendte jeg mig. Det trak ud, men til sidst fik jeg jobbet. Det viste sig, at grunden til, at det trak ud, var, at lederen ikke ville have kvinder, men de var kommet til et punkt, hvor det var svært at få mænd. De havde også ansat en hel masse pakistanere, så nu måtte de virkelig skrabe bunden og ansætte kvinder. De havde ansat nogle kvinder til at svejse, og de sad sammen med pakistanerne og svejsede rustfrit stål. Det var ikke noget, de kunne få norske mænd til at gøre. Nu skulle der bruges en kranfører. Det var det nemmeste arbejde, jeg nogensinde har haft.
Og så kommer du hjem igen?
Ja, efter et år. Så manglede jeg et stort projekt at kaste mig ud i, og begyndte sammen med Lesbisk Bevægelse at arbejde med en kvindehøjskole. Alle ferier blev brugt på at lave nordiske seminarer med kvindehøjskolen. Men det gik op for mig, at jeg gerne ville støtte højskolen, men jeg ville ikke bo der. Det, jeg i grunden ville, var at skrive bøger. Jeg havde skrevet en bog, mens jeg sad oppe i kranen, og den udgav jeg straks efter. Det kunne ikke forenes. Det var der realistisk nok til at indse. Så var der en, der sagde til mig, at nu skulle jeg altså få mig en uddannelse. En bedre uddannelse. Jeg søgte derfor ind på seminariet. Jeg havde nok ikke gjort det, hvis ikke jeg havde fået et spark i røven.
Hvilken betydning har Rødstrømpebevægelsen haft?
Ligestilling er der jo ikke, men hvis du kigger på, hvem der skriver sjove bøger, så er det måske kvinderne i dag. Det har de været de sidste fem til ti år. Originale som bare fanden. Det er som om, proppen er gået af flasken. Kvinder er også kommet vældig meget med i musikken. Men jeg synes, at så længe vi ikke har ligeløn, har vi jo ikke lighed. Kvindekrisecentrene er stadig fuldt belagte, så der er stadig store udfordringer. I begyndelsen kunne man jo ikke tale om vold mod kvinder, heller ikke inde i bevægelsen, uden at blive beskyldt for mandehad, men det kan vi trods alt i dag. I dag er det alment accepteret, at volden og kvindedrabene finder sted. Hvad vi gør ved det, det er lidt usikkert. Selv om Kirsten Justesens store flotte Grevinde Danner i dag står og passer på hendes stiftelse. Vi håber, det hjælper.