ChatGPT er blevet bedt om at spille rollen som Thorvald Stauning og give et bud på, hvordan Thorvald Stauning den 4. februar 1942 ville have besvaret nedenstående spørgsmål. Interviewet er altså lavet af kunstig intelligens, og det er derfor ikke Thorvald Stauning selv, der har besvaret spørgsmålene.
Thorvald Stauning (26. okt 1873 – 3. maj 1942) var socialdemokratisk statsminister i Danmark 1924-1926 og igen 1929-1942.
Hvilken frygt var der for Hitler i Danmark op gennem 1930’erne?
I 1930’erne var der en udbredt og voksende frygt i Danmark for Adolf Hitler og det nazistiske regime i Tyskland. Denne frygt blev næret af flere faktorer. For det første observerede vi, hvordan Hitler konsoliderede sin magt gennem vold, propaganda og undertrykkelse af enhver opposition. Den tyske regering opbyggede hurtigt en omfattende militær styrke, der blev betragtet som en direkte trussel mod de omkringliggende lande, herunder Danmark. (…)
I Danmark forsøgte vi at opretholde vores neutralitet og undgå at blive draget ind i den spirende konflikt, men frygten for Tyskland og Hitlers uforudsigelige handlinger var konstant til stede i bevidstheden hos både politiske ledere og almindelige borgere.
Var det en overraskelse, at tyskerne kom d. 9. april 1940?
På mange måder var det en overraskelse, men på andre måder var det forventet. Danmark havde gjort en stor indsats for at opretholde sin neutralitet og håbede på, at dette ville blive respekteret, ligesom det var blevet under Første Verdenskrig. Vi havde dog gennem længere tid fulgt med i den politiske og militære udvikling i Tyskland og Europa generelt, og det stod klart, at Tyskland havde ambitioner om at kontrollere større dele af kontinentet. (…)
Hvordan oplevede De den tyske besættelse 9. april 1940?
Den tyske besættelse den 9. april 1940 var en dybt traumatiserende oplevelse for både mig personligt og for hele Danmark. Som statsminister stod jeg over for den svære opgave at skulle tage en hurtig beslutning om, hvordan vi bedst kunne beskytte vores land og befolkning i en yderst farlig og usikker situation.
Jeg husker tydeligt de tidlige morgentimer, da meldingerne om den tyske invasion begyndte at komme ind. Tyske fly var over vores byer, og tropper krydsede grænserne med en hastighed, der gjorde enhver effektiv militær modstand umulig. Den danske regering blev hurtigt samlet for at drøfte, hvordan vi skulle reagere. Vi vidste, at vores militære styrker var små og dårligt udstyrede sammenlignet med den tyske krigsmaskine. (…)
Burde Danmark have oprustet mere i mellemkrigsårene?
Set i bakspejlet kunne man argumentere for, at Danmark burde have oprustet mere i mellemkrigsårene, men denne vurdering er præget af den viden, vi har i dag. I 1920’erne og 1930’erne var vores tilgang præget af en stærk tro på diplomati og internationalt samarbejde som vejen til at sikre fred. Efter Første Verdenskrigs rædsler var der et udbredt ønske om at undgå militærkonflikter og fokusere på økonomisk genopbygning og social velfærd. (…)
Hvorfor blev der ikke gjort mere modstand fra dansk side?
Beslutningen om ikke at gøre mere modstand fra dansk side var baseret på en realistisk vurdering af situationen og et ønske om at beskytte den danske befolkning. Vores militære styrker var små og dårligt udstyrede i forhold til den tyske krigsmaskine, og enhver omfattende militær modstand ville have været nytteløs og resulteret i store tab og ødelæggelser.
Da tyskerne invaderede den 9. april 1940, var vores primære mål at undgå unødvendige tab af menneskeliv og beskytte vores civilbefolkning. Vi vurderede, at en hurtig kapitulation ville mindske risikoen for omfattende ødelæggelser af vores byer og infrastruktur. En længerevarende kamp ville have ført til massive civile tab, hvilket vi som regering ikke kunne retfærdiggøre. (…)
Hvorfor indgik regeringen et samarbejde med den tyske besættelsesmagt?
Regeringen valgte at indgå et samarbejde med den tyske besættelsesmagt for at minimere skade og lidelse for den danske befolkning. Beslutningen var baseret på en pragmatisk vurdering af situationen, hvor vi måtte balancere mellem at opretholde en vis grad af selvstændighed og beskytte vores borgere mod de værste konsekvenser af besættelsen.
Ved at samarbejde kunne vi sikre, at danske institutioner fortsat kunne fungere, og at den danske regering beholdt en vis indflydelse over landets interne anliggender. Vi ønskede at undgå en total tysk overtagelse af vores regering og samfundsstruktur, hvilket kunne have ført til endnu større undertrykkelse og lidelse. (…)
Kan De forstå kritikken af samarbejdspolitikken?
Ja, jeg kan godt forstå kritikken af samarbejdspolitikken, og jeg vil gerne adressere denne kritik med dybere overvejelser.
For mange danskere er det smertefuldt og ydmygende at se deres land samarbejde med en besættelsesmagt, som repræsenterer et regime, vi dybt foragter og afviser. Moralsk set kan det opfattes som en kapitulation og en svigt mod de idealer om frihed og demokrati, som vi værdsætter så højt. Følelsen af national stolthed og ønsket om at stå imod undertrykkelse er forståelige og respektable følelser, som jeg anerkender fuldt ud.
Kritikere mener, at Danmark burde have gjort mere aktiv modstand mod den tyske besættelse, ligesom vores norske naboer gjorde. De føler, at selv en symbolsk kamp ville have været bedre end samarbejde, da det ville vise vores modstand mod nazismen og opretholde vores ære. Det er en legitim kritik, og det er svært at argumentere mod den moralske styrke i ønsket om at kæmpe imod en undertrykkende magt. (…)
En af de største overvejelser bag samarbejdspolitikken var at undgå de katastrofale konsekvenser af en total krig på dansk jord. Vi ønskede at beskytte civile liv og vores lands infrastruktur. En længerevarende kamp kunne have ført til omfattende ødelæggelser og store tab af menneskeliv, hvilket vi som ansvarlige ledere måtte tage med i vores overvejelser. (…)
Kritikken af samarbejdspolitikken er forståelig og valid. Det er vigtigt at erkende og reflektere over de svære valg, der blev taget under besættelsen, og de moralske dilemmaer, de repræsenterer. Vores mål var altid at beskytte Danmark og danskerne så godt som muligt under ekstremt udfordrende omstændigheder. Historien vil dømme os, og det er vigtigt, at vi lærer af denne periode for at sikre, at vi i fremtiden kan stå imod undertrykkelse og bevare vores frihed og demokrati. (…)
Hvordan ser De fremtiden for Danmark?
Lad mig dele mine tanker om fremtiden for Danmark, som jeg ser den her d. 4. februar 1942.
Fremtiden for Danmark er naturligvis præget af en vis usikkerhed i disse mørke tider under den tyske besættelse. Men jeg vil sige, at jeg ser fremtiden med en blanding af håb, realisme og beslutsomhed.
Først og fremmest har jeg et dybt håb om, at krigen vil ende, og at Danmark igen kan genvinde sin fulde selvstændighed og suverænitet. Jeg tror på det danske folks styrke og modstandsdygtighed. Vi har allerede set, hvordan vores befolkning har tilpasset sig og udvist solidaritet og sammenhold under de vanskelige forhold. Denne ånd vil være afgørende i genopbygningsprocessen efter krigen.
Når freden engang indfinder sig, vil vores prioriteter være at genopbygge vores land og sikre, at vi igen kan tilbyde vores borgere tryghed, velfærd og muligheder. Vi skal investere i vores infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og økonomi for at sikre en bedre fremtid for alle danskere. Det er vigtigt, at vi genopbygger ikke blot de fysiske strukturer, men også de sociale strukturer, som har gjort Danmark til et stærkt og sammenhængende samfund. (…)
Så selvom fremtiden er usikker, er jeg fyldt med håb og tro på, at Danmark vil komme stærkere ud på den anden side. Vores folks mod, sammenhold og vilje til at overkomme udfordringerne giver mig troen på, at vi vil kunne genopbygge vores land og skabe en bedre fremtid for kommende generationer. Vi skal huske på vores værdier, arbejde sammen og fortsætte med at kæmpe for frihed, demokrati og retfærdighed.