ChatGPT er blevet bedt om at spille rollen som Thorvald Stauning og give et bud på, hvordan Thorvald Stauning den 4. februar 1942 ville have besvaret nedenstående spørgsmål. Interviewet er altså lavet af kunstig intelligens, og det er derfor ikke Thorvald Stauning selv, der har besvaret spørgsmålene.
Thorvald Stauning (26. okt 1873 – 3. maj 1942) var socialdemokratisk statsminister i Danmark 1924-1926 og igen 1929-1942.
Hvilken frygt var der for Hitler i Danmark op gennem 1930’erne?
I 1930’erne var der en udbredt og voksende frygt i Danmark for Adolf Hitler og det nazistiske regime i Tyskland. Denne frygt blev næret af flere faktorer. For det første observerede vi, hvordan Hitler konsoliderede sin magt gennem vold, propaganda og undertrykkelse af enhver opposition. Den tyske regering opbyggede hurtigt en omfattende militær styrke, der blev betragtet som en direkte trussel mod de omkringliggende lande, herunder Danmark.
Derudover blev vi dybt bekymrede over den ideologiske natur af nazismen, der var præget af ekstrem nationalisme, racisme og aggression. Hitler havde gjort det klart, at han ønskede at udvide Tysklands territorium og påvirkningssfære, og det skabte en stor usikkerhed omkring Danmarks fremtidige sikkerhed. Vi så eksempler på Hitlers aggressionspolitik i Østrig med Anschluss i 1938 og senere i Tjekkoslovakiet, hvilket viste, at Tyskland var villig til at bruge militær magt for at nå sine mål.
I Danmark forsøgte vi at opretholde vores neutralitet og undgå at blive draget ind i den spirende konflikt, men frygten for Tyskland og Hitlers uforudsigelige handlinger var konstant til stede i bevidstheden hos både politiske ledere og almindelige borgere.
Var det en overraskelse, at tyskerne kom d. 9. april 1940?
På mange måder var det en overraskelse, men på andre måder var det forventet. Danmark havde gjort en stor indsats for at opretholde sin neutralitet og håbede på, at dette ville blive respekteret, ligesom det var blevet under Første Verdenskrig. Vi havde dog gennem længere tid fulgt med i den politiske og militære udvikling i Tyskland og Europa generelt, og det stod klart, at Tyskland havde ambitioner om at kontrollere større dele af kontinentet.
Selvom vi var opmærksomme på truslen, kom den præcise timing og omfanget af det tyske angreb som en chok for mange. Vi havde håbet, at vores geografiske og politiske situation ville gøre os mindre interessante for Tyskland sammenlignet med større og mere strategisk vigtige nationer. Den 9. april 1940 blev vi dog hurtigt konfronteret med realiteterne, da tyske tropper overskred vores grænser og besatte landet.
Hvordan oplevede De den tyske besættelse 9. april 1940?
Den tyske besættelse den 9. april 1940 var en dybt traumatiserende oplevelse for både mig personligt og for hele Danmark. Som statsminister stod jeg over for den svære opgave at skulle tage en hurtig beslutning om, hvordan vi bedst kunne beskytte vores land og befolkning i en yderst farlig og usikker situation.
Jeg husker tydeligt de tidlige morgentimer, da meldingerne om den tyske invasion begyndte at komme ind. Tyske fly var over vores byer, og tropper krydsede grænserne med en hastighed, der gjorde enhver effektiv militær modstand umulig. Den danske regering blev hurtigt samlet for at drøfte, hvordan vi skulle reagere. Vi vidste, at vores militære styrker var små og dårligt udstyrede sammenlignet med den tyske krigsmaskine.
I de efterfølgende timer handlede vi hurtigt for at minimere tabene. Kapitulation blev anset som den eneste realistiske mulighed for at undgå en katastrofe. Vi indså, at modstand ville føre til massive ødelæggelser og tab af mange menneskeliv. Vores primære mål blev derfor at bevare så meget af vores selvstændighed og sikre en vis grad af orden og stabilitet.
Som leder følte jeg et enormt ansvar og en dyb sorg over den ydmygelse og usikkerhed, vores land stod overfor. Det var en situation fyldt med afmagt og frustration, men også med en fast beslutsomhed om at beskytte vores folk og opretholde så meget af vores danske værdier og struktur som muligt, selv under besættelsens svære vilkår.
Burde Danmark have oprustet mere i mellemkrigsårene?
Set i bakspejlet kunne man argumentere for, at Danmark burde have oprustet mere i mellemkrigsårene, men denne vurdering er præget af den viden, vi har i dag. I 1920’erne og 1930’erne var vores tilgang præget af en stærk tro på diplomati og internationalt samarbejde som vejen til at sikre fred. Efter Første Verdenskrigs rædsler var der et udbredt ønske om at undgå militærkonflikter og fokusere på økonomisk genopbygning og social velfærd.
Danmark var en lille nation med begrænsede ressourcer, og vi prioriterede investeringer i velfærd og infrastruktur over militære udgifter. Desuden troede mange, at vores neutralitetspolitik, som havde tjent os godt under Første Verdenskrig, også ville beskytte os fremover. Vi indgik i forskellige internationale aftaler og forpligtede os til fredsbevarende initiativer i håb om at opretholde stabilitet i Europa.
Den økonomiske krise i 1930’erne gjorde det også vanskeligt at finde midler til oprustning. Arbejdsløsheden steg, og regeringen fokuserede på at støtte befolkningen gennem sociale programmer. Der var en bred opfattelse af, at ressourcerne skulle bruges på at forbedre levevilkårene for danskerne snarere end at investere i militæret.
Selvfølgelig kunne vi ikke forudse den hastighed og brutalitet, hvormed Tyskland ville angribe. Selvom mere oprustning måske kunne have forbedret vores forsvarskapacitet, er det ikke sikkert, at det ville have ændret udfaldet den 9. april 1940. Vores hovedprioritet var at beskytte vores befolkning og sikre nationens overlevelse under de givne forhold.
Hvorfor blev der ikke gjort mere modstand fra dansk side?
Beslutningen om ikke at gøre mere modstand fra dansk side var baseret på en realistisk vurdering af situationen og et ønske om at beskytte den danske befolkning. Vores militære styrker var små og dårligt udstyrede i forhold til den tyske krigsmaskine, og enhver omfattende militær modstand ville have været nytteløs og resulteret i store tab og ødelæggelser.
Da tyskerne invaderede den 9. april 1940, var vores primære mål at undgå unødvendige tab af menneskeliv og beskytte vores civilbefolkning. Vi vurderede, at en hurtig kapitulation ville mindske risikoen for omfattende ødelæggelser af vores byer og infrastruktur. En længerevarende kamp ville have ført til massive civile tab, hvilket vi som regering ikke kunne retfærdiggøre.
Burde Danmark ikke have taget del i kampen mod Nazityskland som fx Norge gjorde?
Danmark og Norge stod over for forskellige udfordringer og havde forskellige geografiske og strategiske forhold, der påvirkede deres respektive reaktioner på den tyske invasion. Norge havde et vanskeligere terræn, der gav dem visse taktiske fordele i at føre en længerevarende kamp mod de tyske styrker. Desuden havde Norge strategiske ressourcer, som tyskerne ønskede at kontrollere, hvilket gjorde situationen mere kompleks.
I Danmark var vores flade terræn og tætteste befolkning koncentreret i byområder, hvilket gjorde det svært at føre en effektiv guerillakrig. Vores militære styrker var små og utilstrækkeligt udstyrede sammenlignet med de tyske styrker. Vi mente, at en direkte militær konfrontation ville have ført til ødelæggelser og tab, som vi ikke kunne bære.
Hvorfor indgik regeringen et samarbejde med den tyske besættelsesmagt?
Regeringen valgte at indgå et samarbejde med den tyske besættelsesmagt for at minimere skade og lidelse for den danske befolkning. Beslutningen var baseret på en pragmatisk vurdering af situationen, hvor vi måtte balancere mellem at opretholde en vis grad af selvstændighed og beskytte vores borgere mod de værste konsekvenser af besættelsen.
Ved at samarbejde kunne vi sikre, at danske institutioner fortsat kunne fungere, og at den danske regering beholdt en vis indflydelse over landets interne anliggender. Vi ønskede at undgå en total tysk overtagelse af vores regering og samfundsstruktur, hvilket kunne have ført til endnu større undertrykkelse og lidelse.
Desuden håbede vi på, at et samarbejde kunne sikre en mere lempelig besættelsespolitik fra den tyske side. Ved at vise vilje til at samarbejde kunne vi forhindre de værste repressalier og sikre, at besættelsesmagten ikke følte behov for at indføre mere brutale foranstaltninger. Det var en fin balancegang, hvor vi måtte navigere mellem vores nationale stolthed og realiteterne i en besættelsessituation.
Denne tilgang gjorde det også muligt for os at beskytte visse demokratiske og kulturelle værdier, selvom de blev udfordret under besættelsen. Ved at bevare en vis autonomi kunne vi fortsætte med at arbejde for befolkningens bedste og sikre, at vores samfund ikke blev fuldstændig ødelagt af krigen.
Kan De forstå kritikken af samarbejdspolitikken?
Ja, jeg kan godt forstå kritikken af samarbejdspolitikken, og jeg vil gerne adressere denne kritik med dybere overvejelser.
For mange danskere er det smertefuldt og ydmygende at se deres land samarbejde med en besættelsesmagt, som repræsenterer et regime, vi dybt foragter og afviser. Moralsk set kan det opfattes som en kapitulation og en svigt mod de idealer om frihed og demokrati, som vi værdsætter så højt. Følelsen af national stolthed og ønsket om at stå imod undertrykkelse er forståelige og respektable følelser, som jeg anerkender fuldt ud.
Kritikere mener, at Danmark burde have gjort mere aktiv modstand mod den tyske besættelse, ligesom vores norske naboer gjorde. De føler, at selv en symbolsk kamp ville have været bedre end samarbejde, da det ville vise vores modstand mod nazismen og opretholde vores ære. Det er en legitim kritik, og det er svært at argumentere mod den moralske styrke i ønsket om at kæmpe imod en undertrykkende magt.
En anden kritik er, at samarbejdspolitikken kunne blive set som en accept af nazismen og dermed skade vores land på længere sigt, både i forhold til vores internationale omdømme og vores interne sociale struktur. Der er bekymringer om, at samarbejdet med besættelsesmagten kunne føre til en erosion af vores demokratiske værdier og skabe en følelse af apati eller accept af undertrykkelse blandt vores borgere.
Samtidig var vores valg om samarbejde en pragmatisk beslutning, taget under ekstreme omstændigheder. Vi stod over for en overvældende militærmagt, og vores prioritet var at beskytte befolkningen mod unødvendig lidelse og ødelæggelse. Med vores begrænsede militære ressourcer var en åben konfrontation med tyskerne ikke en realistisk mulighed. Vores håb var, at et samarbejde kunne minimere tabene og bevare en vis grad af autonomi, så vi kunne beskytte vores samfund og institutioner.
En af de største overvejelser bag samarbejdspolitikken var at undgå de katastrofale konsekvenser af en total krig på dansk jord. Vi ønskede at beskytte civile liv og vores lands infrastruktur. En længerevarende kamp kunne have ført til omfattende ødelæggelser og store tab af menneskeliv, hvilket vi som ansvarlige ledere måtte tage med i vores overvejelser.
Ved at indgå i et samarbejde med besættelsesmagten kunne vi opretholde en vis grad af selvstændighed og indflydelse over vores interne anliggender. Dette tillod os at beskytte danske institutioner og fortsætte med at arbejde for befolkningens bedste, selv under de svære betingelser. Vi håbede, at ved at bevare en vis orden og funktion i vores civile institutioner, kunne vi sikre, at befolkningen ikke blev kastet ud i kaos og yderligere usikkerhed.
Kritikken af samarbejdspolitikken er forståelig og valid. Det er vigtigt at erkende og reflektere over de svære valg, der blev taget under besættelsen, og de moralske dilemmaer, de repræsenterer. Vores mål var altid at beskytte Danmark og danskerne så godt som muligt under ekstremt udfordrende omstændigheder. Historien vil dømme os, og det er vigtigt, at vi lærer af denne periode for at sikre, at vi i fremtiden kan stå imod undertrykkelse og bevare vores frihed og demokrati.
Hvad var dine overvejelser bag at hente Erik Scavenius ind som udenrigsminister?
Erik Scavenius blev hentet ind som udenrigsminister på grund af hans omfattende erfaring og dygtighed inden for diplomati. Han havde tidligere vist evne til at håndtere komplekse internationale forhold, og vi stod over for en ekstremt vanskelig og delikat situation, hvor diplomatiske færdigheder var afgørende.
Scavenius var kendt for sin pragmatiske tilgang og sin evne til at navigere i politiske stormvejr. Han havde tidligere tjent som udenrigsminister og statsminister og havde en dyb forståelse af både dansk og international politik. Hans erfaring og dygtighed gjorde ham til det naturlige valg i en tid, hvor vi skulle balancere mellem at opretholde vores nationale interesser og navigere i besættelsens udfordringer.
Ved at bringe Scavenius ind som udenrigsminister håbede vi på at kunne forhandle bedre vilkår og bevare en vis grad af kontrol over vores egen skæbne. Hans pragmatiske tilgang og realistiske vurderinger var afgørende for at kunne håndtere de komplekse og ofte modstridende krav, vi stod overfor under besættelsen. Scavenius kunne gennem sit diplomatiske talent sikre, at vi kunne navigere i besættelsens udfordringer med så få tab og så meget autonomi som muligt.
Hvordan ser De fremtiden for Danmark?
Lad mig dele mine tanker om fremtiden for Danmark, som jeg ser den her d. 4. februar 1942.
Fremtiden for Danmark er naturligvis præget af en vis usikkerhed i disse mørke tider under den tyske besættelse. Men jeg vil sige, at jeg ser fremtiden med en blanding af håb, realisme og beslutsomhed.
Først og fremmest har jeg et dybt håb om, at krigen vil ende, og at Danmark igen kan genvinde sin fulde selvstændighed og suverænitet. Jeg tror på det danske folks styrke og modstandsdygtighed. Vi har allerede set, hvordan vores befolkning har tilpasset sig og udvist solidaritet og sammenhold under de vanskelige forhold. Denne ånd vil være afgørende i genopbygningsprocessen efter krigen.
Når freden engang indfinder sig, vil vores prioriteter være at genopbygge vores land og sikre, at vi igen kan tilbyde vores borgere tryghed, velfærd og muligheder. Vi skal investere i vores infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og økonomi for at sikre en bedre fremtid for alle danskere. Det er vigtigt, at vi genopbygger ikke blot de fysiske strukturer, men også de sociale strukturer, som har gjort Danmark til et stærkt og sammenhængende samfund.
Vores demokratiske institutioner har lidt under besættelsen, men jeg er overbevist om, at vi kan genoprette og styrke dem. Vi skal værne om vores frihedsrettigheder og sikre, at vores regering igen kan arbejde frit og uafhængigt. Erfaringerne fra besættelsen vil uden tvivl styrke vores vilje til at beskytte vores demokrati mod fremtidige trusler.
En vigtig lærdom fra denne krig er, at internationalt samarbejde er afgørende for at bevare fred og stabilitet. Danmark skal arbejde for at styrke vores relationer med andre lande og deltage aktivt i internationale organisationer, der har til formål at fremme fred, sikkerhed og økonomisk samarbejde. Vi skal sikre, at vi aldrig igen står alene over for en så overvældende trussel.
Det danske folks modstandsånd og moralske standhaftighed har været beundringsværdig. Vi har set mange eksempler på modstand mod besættelsen, både åbenlyst og i det skjulte. Denne ånd vil være afgørende for vores fremtid. Vi skal huske de ofre, der er blevet gjort, og bruge denne erfaring til at bygge et stærkere og mere retfærdigt samfund.
Et af mine håb er også, at vi i kølvandet på krigen kan arbejde for større social retfærdighed. Besættelsen har gjort det klart, hvor vigtig solidaritet og fælles ansvar er. Vi skal arbejde for at mindske ulighed og sikre, at alle danskere har lige adgang til muligheder og ressourcer. Dette vil kræve en fortsat indsats for at forbedre vores sociale sikkerhedsnet og fremme økonomisk retfærdighed.
Så selvom fremtiden er usikker, er jeg fyldt med håb og tro på, at Danmark vil komme stærkere ud på den anden side. Vores folks mod, sammenhold og vilje til at overkomme udfordringerne giver mig troen på, at vi vil kunne genopbygge vores land og skabe en bedre fremtid for kommende generationer. Vi skal huske på vores værdier, arbejde sammen og fortsætte med at kæmpe for frihed, demokrati og retfærdighed.