Sadik Zeki Topcu (f. 1965) ankom med sin familie til Danmark fra Tyrkiet i 1973 og arbejder i dag som chefkonsulent i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Sadik Zeki Topcu har siddet 16 år i Ringsted Byråd for Socialdemokratiet.
Du kommer til Danmark i 1973 som 8-årig. Hvordan så det Tyrkiet ud, som du rejste fra?
Jeg kom fra en landsby i Tyrkiet. 95-98% af tyrkerne her i landet kommer fra landsbyer. Det er ikke uddannet arbejdskraft, der kommer til Danmark. Min far var landmand. Oftest kommer faren først, fordi tanken var, at han skulle komme herop og arbejde og måske tjene til fx et ekstra stykke jord eller en traktor, for så at tage hjem igen. Men sådan blev det ikke for langt, langt de fleste. Min far var en af de første, der hev resten af familien op til Danmark, hvor andre tøvede med det i længere tid. Så vi var en af de første familier med børn i Danmark.
(…)
Hvornår kom din far til Danmark?
I 1970. Det startede med, at min farbror kom herop, og på hans arbejde manglede de yderligere arbejdskraft, så han inviterede min far. Tre år efter – i 1973 – tænkte far, at nu skulle vi andre herop, og så kom jeg til Danmark med min mor og to søskende.
Hvad arbejdede din far og mor med i Danmark?
Det var fabriksarbejde. Min far arbejdede på en maskinfabrik, der hed Rimas. Det var faktisk en meget kendt maskinfabrik dengang, men den er her ikke mere. Industrialiseringen har ændret sig, så den er lukket nu. Efter den lukkede, har far arbejdet forskellige steder og bl.a. bygget både. Mor arbejdede på Danpo kyllingeslagteri, og efter det lukkede arbejdede hun først på et gartneri og siden i køkkenet på Ringsted Sygehus. De blev begge førtidspensioneret på grund af nedslidning og mistet arbejdsevne. Især min mor er blevet meget mærket af det hårde arbejde med at hænge kyllinger op. Hun har arbejdet ved et samlebånd, hvor det bare kørte 120 i timen. Så det kan hun mærke nu i hendes ryg og hendes skulder. Det er et resultat af hendes arbejde.
(…)
Hvordan var det at være i en dansk klasse?
Jamen vi var jo spændende for resten af klassen. Der var en dreng, som hed Henrik, som syntes, at vi skulle være sammen så han tog sig meget af mig i starten. Jeg kan huske det første danske ord jeg stavede på tavlen, det var ordet “mor”. Det var jeg stolt over.
Min tid i skolen var faktisk meget positiv. Det kan godt være, at jeg ikke kunne sproget så godt, men jeg tror bare, at dengang var der også en helt anden tilgang til, hvordan man håndterede fremmede, der kom til Danmark. Mine forældre gjorde meget ud af at fortælle os, at vi skulle opføre os ordentligt. Børn er ret gode til at tilpasse sig nye omgivelser, så jeg har ikke haft sådanne dårlige oplevelser fra den tid i mit liv. Det var faktisk en positiv start på mit liv i Danmark, som jeg husker det.
(…)
Hvordan er danskernes syn indvandrere i din første tid i Danmark?
Gennem min opvækst, og særligt i skolen, har jeg primært haft positive oplevelser. Men i mine teenageår, når jeg var i byen sammen med mine tyrkiske venner, var det sværere at komme hen til danske grupper. Der var en afstandtagen. Men når jeg så var sammen med danske venner i byen, var der ikke noget problem, fordi de kunne se, at jeg var sammen med andre danskere, og så var der ikke nær så meget afstandtagen. Så var jeg jo på en eller anden måde accepteret af danskere, og så kunne de andre også godt acceptere mig.
(…)
Hvor godt er dine forældre blevet integreret?
De havde ikke så meget med det danske samfund at gøre efter arbejdstid. De accepterede betingelserne og var meget påpasselige med ikke at træde nogen over tæerne. De var taknemmelige for, at de havde arbejde, kunne tjene penge, og at deres børn kunne gå i skole. Jeg tror, at den taknemmelighed gjorde, at de accepterede tingenes tilstand. I 1970’erne var der ikke nogen, der snakkede om integration, hverken danskere eller tyrkere. Så jeg vil egentlig ikke sige, at de var integrerede, men de fandt sig tilpas.
Langt ind i 1980’erne var der en indre tanke hos mine forældre om at vi en dag skulle hjem igen. Den tanke udviskes først i sidste halvdel af 1980’erne. Så indså de, at det gør vi nok ikke. Vi bliver her, fordi deres børn havde slået rod, og hvad skulle jeg flytte til? Jeg har ikke boet i Tyrkiet siden jeg var 8 år. Vi gik væk fra tanken om at flytte, og det samme gjorde 95% af de andre tyrkere.
Har dine forældre lært dansk?
Ja, til husbehov. Mor, hun bestod dengang, der var ret lette krav til at blive dansk statsborger. Det kunne far ikke. Så det var meget sjovt, at det var far, der dumpede og ikke mor. Sproget var ikke førsteprioritet at få lært. (…)
Hvordan var det for dig at være i Danmark i 1980’erne?
1980’erne var præget af arbejdsløshed, kartoffelkur, høje renter og udlændinge, som mange mente tog danskernes arbejde, så der opstod gnidninger mellem danskere og indvandrere.
Hvordan kunne du mærke, at synet på indvandrere havde ændret sig?
Der er selve italesættelsen af os. Vi går fra at være gæstearbejdere til at være indvandrere. Samtidig er der Mogens Glistrups frembrusen på den politiske scene. Han kalder os for “mohamedanere” og siger, at vi yngler som rotter og alt sådan noget. Det sætter sig jo i en. Der bliver dannet et billede af os.
(…)
Er der tidspunkter, hvor du ikke føler dig velkommen i Danmark?
Ja, da Anders Fogh Rasmussen (dansk statsminister 2001-2009, red.) begyndte at italesætte problematikken med indvandrere igen, følte jeg mig ikke velkommen. Jeg føler, at jeg er integreret; jeg bor i et villakvarter, har et godt arbejde og betaler min skat, så jeg var ved at få nok. Hvor er det, jeg hører til? Hører jeg overhovedet til Danmark?
(…)
Hvordan synes du, at det går med integrationen i dag?
Hvis vi tager udgangspunkt i de marokkanere og tyrkere, som kom i starten af 1970’erne, så har de været meget påpasselige med ikke at genere danskerne. Den holdning har de efterhånden rystet af sig. Måske rystet så meget af sig, at der desværre er opstået nogle bander og andre grupperinger, som har kostet i anseelsen af os. Nogle af disse grupper inden for den muslimske verden har selvfølgelig skræmt danskerne. De skræmmer også mig. For nogen vil det være svært at se forskel på disse grupperinger og den større moderate muslimske befolkning. Det gør, at jeg oplever, at der er nogle fronter. Selvom jeg har arbejde, har etableret mig og fungerer i hverdagen, kan man godt føle sig ikke-integreret. Altså at jeg ikke er accepteret. Af Danmark. Af danskere.
(…)
Bor dine forældre stadig i Danmark?
Ja, men da de blev førtidspensionerede i 1993, begyndte de at bo mere og mere i Tyrkiet. Så forsøgte de at realisere deres Tyrkiet-drømme ved at rejse til Tyrkiet flere måneder af gangen i stedet. Men det var uden resten af familien.
Hvor meget kontakt til danskerne har dine forældre i dag?
Nej, mine forældre har stadig ikke meget kontakt til danskerne, men det har resten af familien. Min bror har tre døtre, hvoraf to har danske kærester. Min søsters datter har også haft en dansk kæreste. Tidligere var det ofte sådan blandt tyrkere, at man ikke måtte gå i seng med hinanden før man blev gift. Sådan var det dengang jeg var ung, men sådan er det ikke længere i dag.