Jesper Jespersen er professor(em) i samfundsøkonomi på Roskilde Universitet. Han er uddannet cand.polit. ved Københavns Universitet i 1975, Ph.D. i International Økonomi, ved European University Institute i 1979 og dr. scient. adm. ved Roskilde Universitet i 2007.
26. maj 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvorfor har den dominerende økonomiske tænkning vist sig så utilstrækkelig, når det kommer til at håndtere den alvorlige indvirkning på klimaet?
Det, der kendetegner den økonomiske tænkning, både på hverdagsplan, politisk plan og desværre også på det overordnede, dominerende og teoretiske plan, er aktiviteter og transaktioner, hvor penge indgår. Der er en række miljømæssige, klimamæssige og ressourcemæssige udfordringer, som der ikke umiddelbart bliver sat pengeværdier på, og derfor ikke indgår i de traditionelle pengeøkonomiske regnemodeller. For eksempel blev CO₂-udledning tidligere betragtet som et frit gode, fordi udledningen var gratis. Det ændrede sig først, da det politisk blev besluttet, at der skulle betales for udledningen. Politikerne lagde med en betydelig forsinkelse en afgift på CO₂-udledningen, hvorved omkostningerne ved bl.a. den stigende temperatur blev inddraget i det pengeøkonomiske system. (…)
Hertil kommer, at den generelle CO2-afgift er relativt lav, fordi konsekvenserne af den CO₂, man udleder i dag, først rammer samfundsøkonomien med fuld styrke om 30-50 år, når temperaturen er steget med 1½-2 ̊C. Så CO2-udledningen bliver ikke betragtet som et presserende problem i dag og indregnes derfor kun med en lille afgift i vores pengekredsløb.
Hvorfor er det så vigtigt at prioritere klimaet?
Meget af den klimapolitik, der bliver foreslået, men som desværre ikke bliver gennemført, kan sammenlignes med en forsikringspræmie. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe, vi har kun et bredt spektrum af mulige udfald. Men vi kan dog med betydelig sikkerhed reducere temperaturstigningen i fremtiden og dermed også sandsynligvis at en række dramatiske negative konsekvenser bliver reduceret. Vil vi betale for at reducere denne usikkerhed i dag? Ja, det vil en stor del af vælgerne gerne. Det burde derfor ske i form af en ˈforsikringspræmieˈ dvs. investering i CO2-reduktion, som måske ikke forbedrer vores tilværelse her og nu, men som er en handling med henblik på at mindske risikoen for store klimaudgifter i fremtiden. Med et billede fra ˈgamle dageˈ kan det udtrykkes således: at vi har arvet en slægtsgård, og vi har derfor en moralsk pligt til at give gården videre i ordentlig stand til de næste generationer.
Det er vel også svært for politikerne, fordi de er afhængige af, at de skal genvælges inden for fire år?
I det politiske system er der en tilbøjelighed til at prioritere de nære problemer højest. Så ja, den politiske diskurs er ’nutidsorienteret’. Først når et problem bliver virkelig presserende, som f.eks. militærudgifter, når krigen er rykket nærmere, eller når antallet af Covid19-smittede stiger dramatisk, så han politikerne udvise betydelig handlekraft, og om nødvendigt ændrer på budgetloven (ifølge budgetloven må det årlige strukturelle offentlige underskud højst udgøre ½ pct. af BNP, red.), og så er der pludselig penge nok.
I privatøkonomien ved vi, at vi ikke kan bruge flere penge, end vi tjener. Hvordan adskiller samfundsøkonomien sig fra husholdningsøkonomien?
Den adskiller sig ved, at som husholdning er du en lille brik i et stort pengeøkonomisk system, hvor du kun kan agere ved hjælp af penge. Det betyder, at penge bliver både din adgangsbillet og stopklods. Hvis du bruger flere penge, end du har, ved du, at der vil være nogen, der kommer efter dig og kræver dem tilbage.
Helt anderledes er det med samfundsøkonomien. Det, som et samfund kan præstere af produktion, er bestemt af mængden af de reale ressourcer, der er til rådighed. Eksempelvis kan man politisk beslutte at afskaffe St. Bededag eller endnu mere dramatisk at hæve arbejdstiden til 40 timer om ugen, så er der mere arbejdskraft til rådighed, og der kan produceres mere. Her er det ikke et spørgsmål, om regeringen har penge nok; men hvor mange reale ressourcer (arbejdskraft, maskiner, bygninger og jord), der er til rådighed. Desuden betyder det teknologiske stade selvfølgelig noget. Det er således fysiske faktorer, der er bestemmende for, hvor meget man kan producere. Hvad regeringen så vælger at producere, og om man vælger at udnytte ressourcerne fuldt ud, er i min optik en politisk beslutning, som ikke er bestemt af, om der tilfældigvis er over- eller underskud på statens budget.
Staten har nemlig den mulighed at kunne trykke sine egne penge, som borgerne er forpligtet til at modtage. Det kan en almindelig husholdning eller virksomhed netop ikke. Penge er altså ikke en begrænset ressource for staten på samme måde som for en husholdning. Det var det, som den britiske økonom John Maynard Keynes forklarede i 1930’erne. Arbejdsløshed er noget, der kan overvindes, hvis man tillader staten at trykke penge og dermed sætte gang i aktiviteten. Det kan naturligvis kun gøres, hvis der er ledige ressourcer. Hvis der ikke er ledige ressourcer, vil det være som at kaste benzin på bålet.
I den aktuelle situation, hvor der i øjeblikket ikke er voldsomt mange ledige ressourcer, vil det derfor være fornuftigt at frigøre nogle af disse ressourcer fra den CO2-belastende produktion, så klimainvesteringerne i stedet kan forøges. Det kan f.eks. gøres ved at indføre en CO₂-afgift. Så vil der være nogen arbejdskraft i f.eks. rejse-, automobil- eller slagteribranchen, der bliver frigjort. De kan efterfølgende omskoles i takt med, at f.eks. svineslagterierne lukker. Her er det vigtigt at tænke dynamisk. I Danmark er der hvert år over en halv million mennesker, der skifter job. Overflødige job forsvinder løbende og nye job opstår delvis bestemt af den økonomiske politik.
Hvordan mener du, at CO₂-afgiften bedst kan udformes?
Den nuværende CO₂-afgift er ikke høj nok. En højere CO₂-afgift ville ændre adfærden, væk fra den CO₂-holdige produktion, over mod noget som er mindre CO₂-belastende. For eksempel stopper nogle med at spise oksekød. I stedet spiser de fjerkræ, som er blevet relativt billigere, fordi høns udleder mindre CO₂. Andre bliver vegetarer. Når folk køber færre CO₂-holdige produkter, bliver der samlet set produceret mindre. Og når der bliver produceret mindre, frigives der arbejdskraft. I stedet efterspørger folk mere grøn strøm eller flere grøntsager, som så kan produceres af den arbejdskraft, der bliver frigjort i kødproduktionen, f.eks. fra slagterierne.
(…)
Hvad kan vi ellers gøre i Danmark for at håndtere den grønne omstilling på den mest effektive måde?
Det Økonomiske Råd har kigget på perioden fra 2020 til 2025 og regner med en årlig produktivitetsstigning på ca. 2%. Kigger vi fem år frem, så har Det Økonomiske Råd en formodning om, at BNP-kagen er 200 mia. kr større end i dag. Skulle vi ikke sætte os ned, og tale om i fællesskab, hvilken produktion, som skal prioriteres i fremtiden? Gør vi ikke det, så vil det private og CO2-belastende blot forsætte med at stige, når folk får flere penge mellem hænderne.
Men netop i perspektiv af klimabelastningen, kunne der argumenteres for en mere afdæmpet stigning i det private forbrug. Uden en stigning i f.eks. CO2-afgiften vil det private forbrug stige med op mod 150 mia. Giver det mening, hvis behovet er øgede klimainvesteringer, der netop kan finansieres af en CO2-afgift.
Hvis man således mener, at der er nogle presserende samfundsmæssige opgaver, der skal løses, er det kun muligt, hvis stigningen dæmpes. Det handler ikke om, at nogen skal stramme livremmen ind; for skatteprocenten kan øges i et langsommere tempo, end produktionen, for eksempel med en halv procent om året, mens indkomsten stiger med to procent om året, så vil der stadig være en stigning i det private forbrug.