Jon Kvist er professor i Europæisk offentlig politik og velfærd ved Roskilde Universitet. Han er desuden medlem af reformkommissionen, som er blevet nedsat af den danske regering med det formål bl.a. at foreslå reformer, der kan få flere mennesker i arbejde.
17. april. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvad karakteriserer velfærdssamfundet i Danmark?
(…) Velfærdsstaten spiller en meget aktiv rolle i Danmark, idet den ikke blot sikrer folk en indkomst, men også sikrer deres livschancer mere bredt. Dette inkluderer muligheden for at få en uddannelse, få et arbejde, stifte en familie, få tag over hovedet, og deltage i samfundslivet mere generelt. (…)
Det at modtage ydelser fra det offentlige giver os en stor grad af tryghed og muliggør nogle livschancer, som vi måske ikke ellers ville have haft. De fleste af os kan se, at der er nogen i vores omgangskreds, som ikke har det godt, og hvis det offentlige ikke skulle gå ind og tage sig af det, ville det være op til familien, frivillige organisationer eller andre grupper at hjælpe. Dette opfatter vi imidlertid som udansk i dag, da vi er vant til, at det er det offentlige, der tager sig af velfærdssituationer i bred forstand.
Hvilke udfordringer står velfærdsstaten over for?
Velfærdsstaten står over for mange udfordringer. En af de største udfordringer er, at demografien ændrer sig, hvilket betyder, at befolkningssammensætningen ændrer sig. (…) I disse år ser vi, at der bliver flere, der skal forsørges og have omsorg, samtidig med at der bliver færre, der kan finansiere og tage sig af dem.
Hvad kan vi gøre ved, at der bliver flere ældre og færre til at forsørge?
Demografien er noget, der er svært at ændre på, men der er stadigvæk ting, vi kan gøre. En mulighed er at tiltrække indvandrere fra andre lande, som kan bidrage til arbejdsstyrken og finansieringen af de sociale ydelser.
Hvilken rolle spiller EU i at skaffe arbejdskraft udefra?
EU kan spille den rolle, at der er fri bevægelse for arbejdskraft mellem landene. Dette betyder, at vi kunne håbe på, at der ville komme nogle polakker, tjekkere eller andre nationaliteter til Danmark for at bidrage til arbejdsstyrken. Men det er vigtigt at huske på, at mobiliteten går alle veje. Nogle danskere vil også tage til andre lande, og nogle polakker vil måske foretrække at tage til Sverige eller andre lande af forskellige årsager. Der er derfor en konkurrence om arbejdskraften inden for EU, og der er en grænse for, hvor mange mennesker vi kan tiltrække til Danmark. (…)
Er det muligt at fortsætte med den måde, vi har indrettet os på, i fremtiden?
Der er meget, der tyder på, at vores nuværende måde at indrette os på ikke vil kunne fortsætte fremover. Vi bliver nødt til at tænke på andre måder at håndtere tingene på. Sundhedssystemet oplever et øget pres, og det er en udfordring at rekruttere personale til forskellige velfærdsprofessioner. Det er derfor allerede tydeligt i dag, at vi ikke kan fortsætte med at placere hele ansvaret hos det offentlige.
Sundhedsvæsenet oplever stort pres på grund af den aldrende befolkning, hvor sygdomme ofte følger med alderen og kræver behandling. Der er derfor flere, der skal behandles, hvilket yderligere belaster sundhedssystemet.
Samtidig har teknologisk udvikling gjort det muligt for mennesker at leve længere ved hjælp af ny medicin, operationsmetoder og andre former for teknologi. Denne udvikling lægger ligeledes et pres på sundhedssystemet.
Når vores samfund bliver rigere, opstår der et tredje pres på sundhedsvæsenet, som skyldes en stigende efterspørgsel efter services. Mens der er en øvre grænse for, hvor meget arbejdsløshedsdagpenge man kan modtage, er der ingen grænse for, hvor meget velfærdsservice man kan efterspørge. Som samfund bliver vi mere velstående, og vi ønsker at omsætte noget af denne velstand til en højere grad af serviceydelser. Velfærdsydelserne spiller en stor rolle i dette, og dermed er der et pres på service-siden af velfærden.
(…)
Kan vi gøre andet for at få flere mennesker til at komme på arbejdsmarkedet?
Selvom det går rigtig godt i Danmark i øjeblikket, er der stadig en gruppe mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser. Disse ydelser omfatter kontanthjælp, ressourceforløb, sygedagpenge og dagpenge til arbejdsløse. Cirka 200.000 mennesker i Danmark modtager disse ydelser i mere end 80% af tiden i mere end 3 år i træk. Disse personer er ikke permanent afhængige af overførselsindkomst, men de kommer ind og ud af systemet hele tiden.
I Reformkommissionen arbejder vi på at fremsætte forslag til, hvordan man kan hjælpe de borgere, der står over for komplekse problemer og udfordringer udover ledighed, såsom sygdom eller sociale problemer i familien. Disse borgere udgør omkring 10% af borgerne i vores beskæftigelsessystem, og de har tendens til at forblive i systemet i lang tid, hvilket kan blive en økonomisk byrde for samfundet.
En udfordring ved vores nuværende system er, at det er så komplekst, at mennesker med komplekse problemer bruger mere tid på at lære systemet at kende end på at forbedre deres eget liv. (…)
Når du bevæger dig mellem ydelserne – og det gør omkring 200.000 borgere – skifter du ikke blot lovgivning, men også sagsbehandler. Det betyder, at du skal forklare din sag igen. Gennem forskning har vi fundet ud af, at det at skifte sagsbehandler er en af de værste ting, der kan ske for dig. Det sætter dig tilbage i forhold til at blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at skabe sammenhængende forløb, hvor borgerne føler sig i trygge hænder og har tillid til systemet. Det kræver, at de møder den samme sagsbehandler og får mulighed for at opbygge relationer og en tro på sig selv, så de kan komme tilbage til samfundet igen. (…)
Hvordan kommer velfærdsstaten til at se ud i fremtiden?
Jeg tror, at velfærdsstaten i fremtiden vil blive mere fleksibel, hvor der vil være færre regler, der styrer, hvad forskellige aktører som kommuner og fagprofessionelle skal gøre. Der vil være mere frihed til at gøre det, der er bedst for borgerne. Resultaterne vil være afgørende for at vurdere, om kommunerne og velfærdsprofessionelle gør det rigtige, fx om de formår at hjælpe borgerne tættere på arbejdsmarkedet eller ud af sygdom. Den måde, vi internt styrer velfærdsstaten på, vil derfor ændre sig i de kommende år.
Jeg tror, at det er sikkert, at vi ikke vil afvikle velfærdsstaten. Erfaringen viser, at velfærdsstaten er pengene værd, da der er relativt mange i beskæftigelse takket være den. Selvom der er omkring 200.000 personer på kanten af arbejdsmarkedet og 45.000 unge, der ikke får en uddannelse, er størstedelen af befolkningen enten i beskæftigelse eller under uddannelse, og det er positivt. Selvom der er behov for store forandringer og reformer i Danmark, så har de fleste andre lande endnu større og sværere problemer end os.