Thomas Vestergaard er tidligere næstformand i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Efter 16år forlod han det nazistiske miljø og er i dag præsident i den spirituelle motorcykelklub K.O.S.A., som han selv har stiftet.
28. april. 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Kan jeg få dig til at sætte nogle ord på din opvækst?
Jeg er vokset op med stress, vold og frygt. Min far var alkoholiker, og når han ikke slog eller fortalte mig, at jeg ikke var noget værd, solgte han våben til rockerne. Da jeg var 12 år gammel, stod vi ude i baghaven og skød med halvautomatiske rifler efter tomme øldåser. Det var meget normalt hjemme hos mig. Jeg fik min første motorcykel, da jeg var 14 år, og så fik jeg mavesorg på grund af druk første gang, da jeg var 15 år. Jeg begyndte at køre med nogle rockere, hvor jeg blev tortureret af tre voksne mænd og efterladt som død, da jeg var 16 år gammel.
Jeg begyndte med at hænge ud med nogle unge mennesker, som havde lidt problemer ligesom jeg selv. Vi kørte rundt og lavede lidt ballade, og så kom vi på kant med en eller anden rocker, som vi tævede. Det førte til, at nogle andre rockere fik øje på os, og de inviterede os med ud, hvor vi blev stik-i-rend-drenge for dem. Vi holdt vagt, når de solgte stoffer og indkrævede penge. Jeg har set folk få klippet fingre af, men jeg blev hængende, fordi jeg ikke rigtig havde noget sted at være.
Da mine venner begyndte at droppe ud, var der nogle, der fik ondt i røven over, at jeg stadig var en del af gruppen, fordi jeg var ung og nogle gange fik lidt lang snor. Der blev derfor spredt rygter om, at jeg skulle have sladret til politiet og fået nogle af dem anholdt og fængslet for noget, som de havde gjort flere år tidligere. Dette førte til, at jeg blev taget ud på landet og udsat for tortur i flere timer. Jeg blev brændt med cigaretter og fik en hjelm på hovedet fyldt med pis og med gaffatape for øjnene, så jeg ikke kunne se. Jeg kan huske, at to mænd står og tæver løs på mit hoved med baseballbat. Jeg kaster op pga. lugten og smerten og er ved at blive kvalt, fordi brækket ikke kan komme ud af hjelmen. Så besvimer jeg. Heldigvis bliver jeg fundet af nogle venner, der havde fundet ud af, hvad der var sket. Det viste sig så senere, at ham, der havde sladret, var en af dem, der havde tævet mig. Han stak af til Thailand efterfølgende, og vi hørte aldrig mere fra ham.
Er der ikke nogen, der griber ind – skolen, kommunen eller andre?
Nej, der er ikke nogen, der griber ind. Hjemme holder jeg mig meget for mig selv og siger ikke så meget. Det jeg gør den ene dag, kan være forkert den næste, fordi der ikke rigtig er noget regelsæt. Jeg ved aldrig, hvilket humør min far er i, når han kommer hjem – om han er fuld eller glad. Derfor er jeg meget stille og prøver ikke at tiltrække opmærksomhed. I skolen har det en modsat effekt, fordi hvis man prøver at gemme sig, så bliver man opdaget og mobbet rigtig meget. Jeg har slet ikke noget sted, hvor jeg føler mig godt tilpas.
På et tidspunkt får jeg simpelthen nok, så jeg jagter en klassekammerat fra skolen hen over tre fodboldbaner og giver ham en ordentlig omgang tæsk, så han begynder at tude. Efter den dag lader folk mig være i fred. Men min barnehjerne lærte, at hvis jeg slår, så får jeg min vilje, og det blev min måde at løse problemer på. Pludselig får jeg også en masse opmærksomhed. Det er mig, der bliver kaldt ind til rektor, det er mig, folk er bange for, og det er mig, der får skæld ud. For mig er dårlig opmærksomhed bedre end ingen opmærksomhed, så det var bare et totalt plus på alle måder.
Hvordan var dit forhold til resten af din familie?
I min familie er sammenholdet meget overfladisk. På min mors side er der nogle lidt finere alkoholikere, som selvom de i dag alle går i AA, var forretningsfolk i store firmaer, der tog ud og drak rødvin til 300-600 kroner flasken. På min fars side var der flere håndværkere, og der blev drukket rigtig meget. Tre af mine onkler er døde af druk, og min far var også en alkoholiker. Til sidst gav hans krop op, og han døde for fire år siden. Så jeg havde min farmor, men hun var afhængig af piller og meget skrøbelig, men hun kunne i det mindste give mig lidt omsorg.
Hvilken omgangskreds har dine forældre?
Min far hang ud med Bjørn Andersen og De Vilde Engler i sin ungdom, før Hells Angels og lignende var etableret. Han kendte også Middelboe og nogle af de andre, der var med til at starte Hells Angels, men jeg er ikke sikker på, om alle historierne, jeg har hørt fra min far, er sande. Måske er halvdelen af dem sande, og resten er bare værtshushistorier.
En gang tog jeg min kæreste med hjem, og da vi gik ind i mit soveværelse, trak jeg dynen til side, og der lå fem halvautomatiske rifler, som en person kom for at købe af min far. Det siger noget om det sted, jeg er vokset op. Desuden har han været fængslet flere gange for at handle med våben.
Hvilken betydning havde din opvækst for, at du senere blev medlem af DNSB?
At blive nazist var ikke noget ekstremt for mig. Jeg var vant til at få tæsk, og jeg var vant til at se andre blive få tæsk. Jeg havde brug for en simpel og nem verden, hvor tingene var enten sorte eller hvide. Jeg havde brug for at nogen fortalte mig, hvordan tingene hang sammen. Jeg havde brug for et mønster, fordi jeg simpelthen ikke kunne klare kaosset i mit liv.
For mig føltes det nærmest som en gave fra Gud. Alt var nedskrevet, og der var en tydelig linje mellem, hvad der var rigtigt og forkert, godt og ondt. Hvis du gjorde på en bestemt måde, så var du en god person, og hvis ikke, så var du en dårlig person.
Hvem ellers er en del af dette nazistiske miljø?
Det er der forskellige årsager til. Nogle har simpelthen arvet den nazistiske ideologi. Andre, som jeg selv, kommer fra en dårlig baggrund. Den tredje kategori er folk, der er vokset op med karriereforældre, som aldrig rigtig var der. Mange af os føler det samme behov for omsorg og faste rammer, som jeg gjorde.
Et meget godt eksempel er efter et chapter-møde (i K.O.S.A., red.). Vi sidder nogle stykker og snakker lidt. Et medlem fortæller, at hans forældre har tævet ham hele hans liv. Hvis ikke hans mor slog ham, så gjorde hans far det. Et andet medlem siger så, at han ville ønske, at hans forældre havde slået ham, fordi de dårligt gad kigge hans vej.
Da mine forældre blev skilt omkring min 12-års fødselsdag, valgte jeg også selv at flytte med min far, selvom han slog mig og talte ned til mig. Han svinede mig til og sagde ting som “du er ikke noget værd”, “du kan ikke finde ud af noget” og “du bliver aldrig til noget”. Alligevel valgte jeg ham frem for min mor, fordi jeg følte ikke, at min mor gav mig nogen form for opmærksomhed eller kærlighed. Så jeg tænkte, at det var bedre at blive skældt ud og slået end slet ikke at få noget som helst.
Så det er ligesom med skolen, hvor dårlig opmærksomhed er bedre end at blive ignoreret?
Præcis. Jeg hadede egentlig mest af alt mig selv, men det kunne jeg ikke leve med, så det blev nemmere for mig at hade alle andre i stedet. Det var noget, jeg kunne gøre som nazist, hvor det var meget klart, hvem det var, vi ikke kunne lide.
Kan du fortælle lidt mere om, hvad det var ved DNSB, der tiltrak dig?
Fællesskabet giver tryghed. Man kan sammenligne det lidt med en bande eller en rockerklub, men det er ikke helt det samme. Det handler om sammenhold, og der er ikke noget stærkere sammenhold end når man hader eller slås sammen. Så er man blodbrødre. Jeg har selv været involveret i gadekampe med både venstreorienterede og indvandrere.
Da jeg rendte rundt med Grønjakkerne, havde vi nogle kampe på fodboldbanerne i Ballerup. Klokken tre om natten mødtes 50 unge mennesker med køller, knive og kæder for at slås mod lige så mange indvandrere. Så gik vi bare løs på hinanden, indtil politiet kom.
Det skabte et bånd, som kun kan sammenlignes med folk, der har været i rigtig krig sammen. Så det var et rigtig stærkt bånd, og det var også derfor, at det tog mig 16 år at indse, at det var forkert.
Det gav mig samtidig et formål med mit liv, en mission. For mig var det vigtigt, fordi jeg ikke kunne se noget formål med al den lort, jeg rendte og lavede.
Jeg følte bare, at livet var en stor lort, man tog en bid af hver dag. Og hvis man er heldig, så vågner man ikke næste morgen. Men her var der et formål. Jeg var jo bange, men der var helst ikke nogen andre, der skulle se. Så her var jeg tryg, men jeg havde en gruppe omkring mig, og hvis jeg råbte højest, hvis jeg løb forrest, og hvis jeg slog først, jamen så var der jo ikke nogen, der opdagede, at jeg bare var bange. Og så var det mig, de var bange for. Så det gjorde jeg.
Hvilken rolle spillede den klassiske nazisme for jer?
En ting, der hjalp mig med at komme ud af mit alkoholmisbrug, var nazisternes holdning til druk. De så ned på folk, der drak. Hvis man tog stoffer, var man bare afskum, og det skulle man slet ikke have noget med at gøre. En ung mand i vores sikkerhedsafdeling blev taget i at ryge hash en gang imellem, og så var han færdig. Han var ingenting efter det.
Bebrejder I politikerne for, at der er kommet så mange indvandrere til landet?
Ja, det var et emne, vi konstant diskuterede. Det var også derfor, vi fik så mange medlemmer dengang. Folk var bange, især dem, der selv havde svært ved at få hjælp. De så fremmede med en anden kultur, som fik ting, som de selv ikke kunne få. Det skabte frygt, og når man har været bange i lang tid, bliver man vred. Hos os kunne man få støtte og forståelse.
Folk i arbejderklassen, som knokler deres røv i laser for at få deres hverdag til at fungere, bliver naturligvis bange, når de ser, at andre udefra får alting serveret på et sølvfad. Hvad skal de gøre med den frustration? Der er ikke mange steder, de kan få afløb for den, og derfor kommer de til os. Simpelthen fordi de er trætte af at være bange.
Thomas, var du en god nazist?
Ja, jeg var en rigtig god nazist. Jeg gjorde alt, hvad jeg blev bedt om. Min far har altid sagt til mig, at jeg ikke var noget værd, at jeg ikke ville opnå noget i livet og ikke var god til noget som helst. Men her var noget, jeg kunne. Jeg fik en masse skulderklap og var dygtig til at indoktrinere mig selv og til at gøre, hvad der skulle til for at de kunne lide mig. Jeg hørte nazistiske tekster, som var optaget på bånd, og jeg lyttede til dem på repeat hele natten mens jeg sov. Jeg ville bare være den bedste, så jeg indoktrinerede mig selv på fuld skrue. Til sidst kaldte de mig “Lille Gøbels”, fordi jeg var så god til at skrive taler, der kunne få hele salen til at rejse sig, hoppe på bordene og råbe og skrige.
Det lyder som en skarp kontrast til din skolegang. Her fik du den anerkendelse, som du ikke havde fået før?
Præcis. Tilliden til mig steg ret hurtigt, og det gjorde, at jeg steg i graderne. Kort tid efter jeg kommer med, så får Jonni Hansen (formand i DNSB 1990-2010), red.) en kæreste, og resten af dem, som boede i huset og var aktive der, synes, hun fik lidt for meget at skulle have sagt. Så der blev jo et internt opgør, hvor jeg uden spørgsmål stillede mig bagved Jonni Hansen.
Der var en periode, hvor de kaldte mig “Skyggen” for at gøre grin med mig, fordi jeg altid var ved Johnny Hansens side. På alle de offentlige billeder fra dengang står jeg ved siden af ham, fordi jeg havde hans ryg. Og jeg blev belønnet for det. Mange af dem, som stod for den daglige ledelse i bevægelsen, forlod den, og der var nødt til at være nogle andre folk, som skulle overtage deres poster. Derfor rykkede jeg naturligt op på grund af min loyalitet.
Hvad fik dig til at træffe beslutningen om at forlade DNSB efter 16 år i det nazistiske fællesskab?
Jeg tror, jeg har 20-30 ødelagte forhold bag mig, og jeg har tre børn med tre forskellige mennesker, som jeg har prøvet at have et forhold til. Jeg har også mistet mit arbejde tre-fire gange på grund af mine politiske holdninger. Jeg er også blevet passet op på gaden et par gange, og jeg har været involveret i nogle kæmpe slagsmål. Jeg har også mistet flere venner – tre af dem ville prøve at fikse, og to af dem døde i lejligheden, mens den tredje døde på vej til hospitalet i ambulancen. To andre venner stjal en bil fra politiet i Aarhus, men politiet skød og dræbte dem begge. En tysker der var vagt ved et nazistisk møde og to gange af autonome og dør. En i Sverige blev genkendt af nogle indvandrere og jagtet igennem en park, hvor de slog ham ihjel og savede hans højre arm af fordi han ikke skulle gå og heile i deres by. Desuden kender jeg et par stykker, der har begået selvmord.
Jeg føler mig pludselig meget ensom og tænker på, hvornår det mon bliver min tur? Der er en fyr, der melder sig ud af et tysk parti, som han har været med til at starte. 14 dage senere bliver han fundet banket ihjel i en grøft uden for Berlin. Jeg føler mig virkelig presset. Jonni Hansen begynder også at tale om, at han er ved at være træt og overvejer at stoppe. Det går op for mig, hvor meget han er blevet nedslidt både fysisk og psykisk i de 16 år, hvor jeg har støttet ham.
Det går ligesom op for mig til et møde, hvor der er over 200 nazister, og hvor jeg holder tale. Bagefter står de bare og klapper og råber mit navn og nogle af dem står på bordene og tramper i gulvet og alt muligt. Og jeg føler mig bare ensom og på det tidspunkt ved jeg ikke hvorfor. Senere har jeg fundet ud af, at det er jo fordi jeg inderst inde ved, at det ikke er mig de klapper af. De klapper af det, som jeg ved de gerne vil høre, og som er det, jeg siger.
Det er hele min personlighed, mit selvværd og mit liv, der er hængt op på det, så jeg kan ikke bare forlade det. Men jeg begynder at trække mig, tager et biavlerkursus og jagttegn. Jeg ser “Bonderøven” og får en masse idéer om selvforsyning og begynder at bygge en masse ting derhjemme. Det bliver selvfølgelig bemærket. På det tidspunkt er jeg også psykisk nede, og jeg ender med at få pension på grund af PTSD.
Hvordan dit forhold er til DNSB i dag? Er du bange for, at de kan dukke op?
Nej altså jeg lavede en aftale med Esben (Rohde Kristensen formand i DNSB 2010- i dag) om at jeg ikke ville gå offentligt det næste år, fordi det ville se dårligt ud for ham, at næstformanden smutter tre måneder efter han blev valgt. Men det har jo ikke kunne redde hans organisation alligevel. Så derfor så vidste jeg hvis de ville gøre noget, så ville det jo komme frem, hvorfor jeg var skredet.
I dag der er du præsident i K.O.S.A. Kan du fortælle lidt om hvad det er for en organisation?
K.O.S.A. står for Knights of St. Anthony. St. Anthony er skytsenglen for fortabte sjæle. Det er et motorcykelfællesskab for tidligere misbrugere, tidligere bandemedlemmer og folk med PTSD.
Fællesskabet går egentlig ud på at hjælpe hinanden med at passe ind i det normale samfund. Mange af os er opvokset i familier med misbrug, som jeg selv, der er vokset op på et værtshus sammen med min far. Her lærer man ikke, hvordan man er en god kæreste, en god kammerat eller en god kollega, eller hvordan man håndterer konflikter. Hvad gør man, hvis man ikke kan løse sine problemer med vold? Hvad gør man, når man ikke har lært noget andet? Det er sådan nogle ting, vi hjælper hinanden med.
Det må give et enormt stærk sammenhold?
Det giver et rigtig stærkt sammenhold. Det giver selvfølgelig ikke det samme forhold som dengang, hvor man sloges og hadede andre mennesker. Det er det største bånd. Altså soldater, der har været i krig, har et bånd, der simpelthen er det stærkeste, jeg nogensinde har mødt. Det er ikke helt det samme, men det er så tæt på, som det kan komme, hvis man vil leve et ordentligt liv. Og det har jo også gjort, at vi faktisk ikke har nogen tilbagefald. Der er ikke nogen, der er gået tilbage til deres gamle bander eller er begyndt at tage stoffer eller drikke igen efter de har haft kontakt med os, fordi vi passer på hinanden. Det er jo vores nye familie. Mange har heller ikke kontakt til deres gamle familie, enten fordi de stadig er i misbrug eller kriminalitet, eller fordi de selv har gjort så meget skade, at familien slet ikke ønsker at have kontakt med dem. Her er der altid et sted.
Sidste år havde jeg ikke noget sted at holde nytår, men så blev jeg inviteret til Tyskland. Nogle gange holder vi jul sammen, når der er nogle af os fra klubben, som ikke har noget sted at være. Vi passer på hinanden og prøver at være den familie, som vi ikke har andre steder.
Det må være utroligt meningsfuldt for dig at kunne hjælpe andre mennesker, især når du ved, hvor meget de virkelig har brug for støtte til at få en bedre hverdag?
Ja, det giver mig jo et formål. Ligesom det gjorde i DNSB. Forskellen er bare, at det her er mig selv. Jeg er autentisk. Jeg behøver ikke at lade som om eller at gå hele tiden og stresse over, om de finder ud af, hvordan jeg virkelig føler indeni eller hvordan jeg virkelig synes, jeg er. Så den autentiske del giver mig meget mere ro og indre fred. Samtidig får alt det lort, jeg har oplevet, også et formål. Jeg kan rent faktisk bruge det til noget positivt. Jeg kan bruge mit lorteliv til at hjælpe andre, så de ikke får det samme liv, som jeg har levet. Det er den største gave, jeg har fået ud af alt det her, at det er blevet min mission i livet.
Jeg tror, at der er en mening med alting. Alt det, jeg har lært om at være leder som nazist, er det, jeg bruger nu. Den måde, som jeg fik DNSB til at vokse på, og den måde, jeg brugte til at reklamere og informere som pressechef, er det samme, jeg har brugt for at få vores klub til at vokse. Så selvom jeg har arbejdet med et andet fortegn, har alt det, jeg har lært, været nyttigt. Der er ikke noget, der har været spildt.
Hvad skulle samfundet have gjort anderledes, så en ung Thomas ikke havde søgt mod DNSB?
Der skulle have været taget fat i mig i skolen, da jeg bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden, er en fuldstændig anden person. Der skulle jeg ikke have været gjort til et problem. Der skulle man gå ind og sagt, hvad sker der her? Det er ikke den Thomas, vi kender. Der er et eller andet galt. Måske endda tidligere. Hvorfor sidder Thomas altid alene? Hvorfor siger han ikke noget?
Man skulle have grebet ind over for min familie, så jeg ikke skulle have haft lov til at gå med min far dengang. Jeg er godt klar over, at det er en svær opgave. Problemet er bare, at det altid handler om penge. Desværre, for når man gør regnestykket op, så er det langt billigere og bedre at hjælpe skadede børn, end at reparere ødelagte voksne.