Jon Kvist er professor i Europæisk offentlig politik og velfærd ved Roskilde Universitet. Han er desuden medlem af reformkommissionen, som er blevet nedsat af den danske regering med det formål bl.a. at foreslå reformer, der kan få flere mennesker i arbejde.
17. april. 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvad karakteriserer velfærdssamfundet i Danmark?
Den danske velfærdsmodel er kendetegnet ved, at den har en velfærdsstat, som tilhører den nordiske version. I den nordiske version er der universel adgang til ydelser, og disse ydelser er relativt generøse, hvis det er overførselsindkomster, eller de er af relativ god kvalitet, hvis det er serviceydelser. Velfærdsstaten tilbyder således både serviceydelser og kontanter til sin befolkning, når de kommer ud for bestemte begivenheder, såsom arbejdsløshed, sygdom, alderdom, familieforøgelse eller invaliditet.
Velfærdsstaten spiller en meget aktiv rolle i Danmark, idet den ikke blot sikrer folk en indkomst, men også sikrer deres livschancer mere bredt. Dette inkluderer muligheden for at få en uddannelse, få et arbejde, stifte en familie, få tag over hovedet, og deltage i samfundslivet mere generelt. Dette er også målet med den nordiske velfærdsmodel, som er den type velfærdsstat, vi har i Danmark.
Det at modtage ydelser fra det offentlige giver os en stor grad af tryghed og muliggør nogle livschancer, som vi måske ikke ellers ville have haft. De fleste af os kan se, at der er nogen i vores omgangskreds, som ikke har det godt, og hvis det offentlige ikke skulle gå ind og tage sig af det, ville det være op til familien, frivillige organisationer eller andre grupper at hjælpe. Dette opfatter vi imidlertid som udansk i dag, da vi er vant til, at det er det offentlige, der tager sig af velfærdssituationer i bred forstand.
Hvilke udfordringer står velfærdsstaten over for?
Velfærdsstaten står over for mange udfordringer. En af de største udfordringer er, at demografien ændrer sig, hvilket betyder, at befolkningssammensætningen ændrer sig. Indtil nu har det fungeret, fordi selvom befolkningen blev ældre, var der stadig flere, der kom i den erhvervsduelige alder. Det betød, at der ikke kun var flere, der skulle forsørges, når de blev ældre, men også flere til at forsørge dem. I disse år ser vi, at der bliver flere, der skal forsørges og have omsorg, samtidig med at der bliver færre, der kan finansiere og tage sig af dem.
Hvad kan vi gøre ved, at der bliver flere ældre og færre til at forsørge?
Demografien er noget, der er svært at ændre på, men der er stadigvæk ting, vi kan gøre. En mulighed er at tiltrække indvandrere fra andre lande, som kan bidrage til arbejdsstyrken og finansieringen af de sociale ydelser.
Hvilken rolle spiller EU i at skaffe arbejdskraft udefra?
EU kan spille den rolle, at der er fri bevægelse for arbejdskraft mellem landene. Dette betyder, at vi kunne håbe på, at der ville komme nogle polakker, tjekkere eller andre nationaliteter til Danmark for at bidrage til arbejdsstyrken. Men det er vigtigt at huske på, at mobiliteten går alle veje. Nogle danskere vil også tage til andre lande, og nogle polakker vil måske foretrække at tage til Sverige eller andre lande af forskellige årsager. Der er derfor en konkurrence om arbejdskraften inden for EU, og der er en grænse for, hvor mange mennesker vi kan tiltrække til Danmark.
Så kan vi prøve at få nogle mennesker fra lande uden for EU, eksempelvis fra Asien. Hvis vi kigger på sundhedssystemet i dag, så er arbejdsstyrken mere mangfoldig end tidligere. Men det er nok urealistisk at tro, at vi kan løse udfordringen med den aldrende befolkning ved at importere arbejdskraft. Vi ville skulle importere rigtig mange mennesker, og det tror jeg ikke er muligt. Dels fordi, hvorfor skulle de lige vælge at komme til Danmark, og dels fordi det politisk ville være svært at få opbakning til at tage imod så mange udefra.
Det er også relevant at overveje, om det er socialt retfærdigt at tiltrække fagfolk som læger eller sygeplejersker fra andre lande, som også kæmper med lignende udfordringer. Problemet er, at de hænder og hoveder, der er blevet uddannet i deres hjemlande, så savnes der, hvor de er mest nødvendige.
Er der en udfordring i forhold til den frie bevægelighed i EU? Vi har i Danmark et forholdsvis højt skattetryk. Er det et problem for Danmark, at man kan tage en lang uddannelse på statens regning, for så at rejse til et andet land med et lavere skattetryk og tjene flere penge?
Vi investerer i vuggestuer, børnehaver, gymnasier og videregående uddannelser for at uddanne vores borgere. Men når disse uddannede personer rejser til et andet land, hvor de begynder at betale skat, mister vi den økonomiske gevinst af vores investering. Det betyder, at vi har allerede haft et tab på vores investering.
Er det noget, der er mange, der gør?
Ja, det er noget, som mange mennesker gør. De sidste tre år har der dog været nogle usædvanlige situationer med pandemi og krig, så der har været lidt mere ro på, men normalt er det noget, mange gør.
I Danmark siger vi normalt, at det er positivt, når folk tager ud og arbejder nogle år efter at have taget en uddannelse, fordi de kommer tilbage med erfaringer, nye kontakter osv. Dem, der bevæger sig ud og tilbage igen, er en nettogevinst for Danmark, fordi de bidrager mere, end hvad de skulle have betalt i de første år. Så det er ikke, fordi man skal være imod, at folk flytter sig; tværtimod er det godt for alle, hvis folk flytter rundt og lærer noget af hinanden.
Er der en fare for, at nogle kommer til Danmark fra andre lande og udnytter de relativt høje velfærdsydelser?
Nogle mennesker ser EU som en udfordring, og de hævder, at medlemskab af EU vil resultere i, at folk vil strømme til Danmark fra andre lande for at udnytte vores velfærdsydelser. Dette udspringer af en betragtning om, at velfærdssamfundet i Danmark er et universelt skattefinansieret system, hvor man ikke behøver at have arbejdet for at få adgang til ydelserne. Så hvorfor ikke tage til Danmark og nyde godt af den velfærdsbuffet, der er tilgængelig heroppe? Dette argument bruges ofte til at retfærdiggøre en hård holdning over for udlændinge og til at argumentere for en restriktiv indvandrings- og integrationspolitik.
Men undersøgelser viser, at der ikke er flere, der kommer til Danmark end til andre lande. Der er også mennesker, der rejser til lande med mindre gode velfærdssystemer, såsom Storbritannien, som ikke er kendt for at have det bedste velfærdssystem i Europa. Desuden er mange af vores ydelser i dag betinget af, at man har arbejdet, såsom arbejdsmarkedspensioner og arbejdsløshedsdagpenge. Så det er ikke sådan, at alle ydelser er universelle og tilgængelige for alle.
Derfor mener jeg, at frygten for socialturisme til Danmark er overdrevet, selvom det ofte diskuteres på grund af EU’s udvidelse mod øst og optagelsen af flere fattigere lande.
Er det muligt at fortsætte med den måde, vi har indrettet os på, i fremtiden?
Der er meget, der tyder på, at vores nuværende måde at indrette os på ikke vil kunne fortsætte fremover. Vi bliver nødt til at tænke på andre måder at håndtere tingene på. Sundhedssystemet oplever et øget pres, og det er en udfordring at rekruttere personale til forskellige velfærdsprofessioner. Det er derfor allerede tydeligt i dag, at vi ikke kan fortsætte med at placere hele ansvaret hos det offentlige.
Sundhedsvæsenet oplever stort pres på grund af den aldrende befolkning, hvor sygdomme ofte følger med alderen og kræver behandling. Der er derfor flere, der skal behandles, hvilket yderligere belaster sundhedssystemet.
Samtidig har teknologisk udvikling gjort det muligt for mennesker at leve længere ved hjælp af ny medicin, operationsmetoder og andre former for teknologi. Denne udvikling lægger ligeledes et pres på sundhedssystemet.
Når vores samfund bliver rigere, opstår der et tredje pres på sundhedsvæsenet, som skyldes en stigende efterspørgsel efter services. Mens der er en øvre grænse for, hvor meget arbejdsløshedsdagpenge man kan modtage, er der ingen grænse for, hvor meget velfærdsservice man kan efterspørge. Som samfund bliver vi mere velstående, og vi ønsker at omsætte noget af denne velstand til en højere grad af serviceydelser. Velfærdsydelserne spiller en stor rolle i dette, og dermed er der et pres på service-siden af velfærden.
Er der tegn på, at danskerne er blevet utilfredse med det offentliges tilbud?
Vi ser en kraftig vækst i privat velfærd, fra lektiehjælp og privatskoler til private sundhedsforsikringer. I dag går der fx godt 1 ud af 5 børn på privatskole, mens det i 2000 kun var 1 ud af 10 børn. Så der har været en fordobling over en periode på 20 år. Der kan være mange årsager til denne udvikling, men en kan være utilfredshed med det offentliges tilbud, og en anden er den stigende velstand, som gør, at folk ikke blot ønsker mere service, men også har råd til at købe sig til mere service. For eksempel er der flere, der har råd til at betale for, at deres børn går på en privatskole. Det er ikke særlig dyrt at gå på privatskole i Danmark sammenlignet med udgifterne i mange andre lande. Men det er stadig en udgift, som man ikke behøver at have, fordi folkeskolen er gratis.
Kan vi gøre andet for at få flere mennesker til at komme på arbejdsmarkedet?
Selvom det går rigtig godt i Danmark i øjeblikket, er der stadig en gruppe mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser. Disse ydelser omfatter kontanthjælp, ressourceforløb, sygedagpenge og dagpenge til arbejdsløse. Cirka 200.000 mennesker i Danmark modtager disse ydelser i mere end 80% af tiden i mere end 3 år i træk. Disse personer er ikke permanent afhængige af overførselsindkomst, men de kommer ind og ud af systemet hele tiden.
I Reformkommissionen arbejder vi på at fremsætte forslag til, hvordan man kan hjælpe de borgere, der står over for komplekse problemer og udfordringer udover ledighed, såsom sygdom eller sociale problemer i familien. Disse borgere udgør omkring 10% af borgerne i vores beskæftigelsessystem, og de har tendens til at forblive i systemet i lang tid, hvilket kan blive en økonomisk byrde for samfundet.
En udfordring ved vores nuværende system er, at det er så komplekst, at mennesker med komplekse problemer bruger mere tid på at lære systemet at kende end på at forbedre deres eget liv. Politikerne på Christiansborg har en manglende tillid til både kommunale politikere, de faglige medarbejdere i kommunerne og borgerne selv. Dette har ført til en detaljeret lovgivning, der fastsætter, hvordan man skal håndtere mødet med borgeren.
Hvis du møder en person, som er tæt på at være uarbejdsdygtig og potentielt førtidspensionist, eller hvis personens situation ikke er så alvorlig, vil du opleve et system, der stiller meget detaljerede krav til både dig som sagsbehandler og borgeren selv. Systemet er så kompliceret, at kommunerne er nødt til at have eksperter til at forvalte sygedagpengeloven, førtidspensionsloven og alle de andre forskellige love og regler.
Når du bevæger dig mellem ydelserne – og det gør omkring 200.000 borgere – skifter du ikke blot lovgivning, men også sagsbehandler. Det betyder, at du skal forklare din sag igen. Gennem forskning har vi fundet ud af, at det at skifte sagsbehandler er en af de værste ting, der kan ske for dig. Det sætter dig tilbage i forhold til at blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at skabe sammenhængende forløb, hvor borgerne føler sig i trygge hænder og har tillid til systemet. Det kræver, at de møder den samme sagsbehandler og får mulighed for at opbygge relationer og en tro på sig selv, så de kan komme tilbage til samfundet igen.
Kan den teknologiske udvikling, herunder kunstig intelligens, spille en rolle i forhold til manglen på arbejdskraft?
Kunstig intelligens og big data indeholder en stor mængde oplysninger om os alle sammen, og dette kan være en stor ressource for velfærdssamfundet, især når det kommer til borgernes møde med systemet. Fagprofessionelle er ofte specialiserede i lovgivning og sagsbehandling, og de har måske mindre viden om det lokale arbejdsmarked. Dette betyder, at man kan bruge big data og kunstig intelligens til at udfylde nogle af de videnhuller, som arbejderne måtte have. Ved hjælp af disse teknologier kan man finde ud af, hvor andre personer med lignende alder, uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning har fundet arbejde i et bestemt område. Dette giver dig personlig og relevant information, som du kan handle på, og det er værdifuldt. Ved at bruge disse teknologier kan vidensarbejderen fortsat være ekspert på juraen, selvom de måske ikke har viden om det lokale arbejdsmarked.
Nogle af udfordringerne ved at bruge big data og kunstig intelligens på denne måde er, at der er bekymringer om, at det kan føre til en form for “Big Brother society”, hvor staten overvåger den enkelte i alle aspekter af deres liv. Der er også bekymringer om, at staten vil være for indgribende i deres tiltag.
Er der mange unge som ender med ikke at komme på arbejdsmarkedet?
Ja, der foregår fortsat rekruttering af unge til den gruppe, der tæller omkring 200.000 personer. I dag er der 45.000 unge, som når de fylder 25 år, endnu ikke har gennemført en uddannelse. Disse unge befinder sig ikke i uddannelsessystemet og er heller ikke i arbejde eller i træning i form af et praktikforløb.
Folkeskolens afgangseksamen fungerer som en god indikator for, hvordan man vil klare sig i livet, og selvom den er obligatorisk, er der stadig en hel 6-7% af eleverne, som ikke består eksamenen. Dette antyder, at der er nogle områder i folkeskolen, hvor tingene ikke fungerer optimalt. Hvis man undersøger folkeskolen nærmere, kan man konkludere, at der er en tendens til at følge bestemte spor, som allerede er lagt, inden eleverne begynder i folkeskolen.
Dit ordforråd som barn har betydning for, hvordan du klarer dig resten af folkeskolen. Vi kan se, at man som 3-årig typisk kan omkring 300 til 600 ord og at de store forskelle afspejler forældrenes sociale position, altså social arv. Afhængigt af, om du kan de 300 eller 600 ord, vil det have indflydelse på din præstation i skolesystemet. Dine karakterer og sandsynligheden for at bestå eksamen afhænger af det. Så allerede i en meget tidlig alder er det nødvendigt at gribe ind overfor negativ social arv og fx lave sprogtilbud, som forældre og børn kan gøre sammen for at kunne takle disse udfordringer.
Familien har et stort ansvar, og når de ikke er i stand til at løfte disse opgaver, hviler et stort ansvar på det offentlige. Ofte ser vi, at problemer med helbred, familieliv og arbejdsmarkedet klumper sig sammen, og børnene i disse familier påvirkes af situationen og lærer ikke så mange ord. Når børnene ikke lærer så mange ord, får de vanskeligheder ved at lære nyt. Dette fører til, at de får svært ved at lære at lære, og de halter efter i skolen, hvilket sætter dem tilbage i livet.
Hvad kan der gøres ved det?
Vi er nødt til at sikre, at familierne har de nødvendige færdigheder til at engagere sig bedre med deres børn og lære dem at tale dansk. Det er også vigtigt at træne børnehavepædagogerne i at stimulere børnenes sproglige udvikling og udføre obligatoriske sprogtest. Men ofte er børnehavepædagogerne ikke så meget for dette, fordi de mener, at børnene skal have lov til at lege og ikke fokuseres for meget på sprog og læring. Så der er mange forhindringer, som skal overvindes for at løse problemet. Det er virkelig udfordrende, men det er vigtigt at tage fat på disse problemer, hvis vi vil klare os bedre i fremtiden.
I folkeskolen er der desuden et stort fokus på boglige fag. Imidlertid er der nogle børn, som kunne have gavn af mere praksisorienteret, især i udskolingen, hvor mange – især drenge – oplever skoletræthed. Derudover står vi over for problemet, at demografien gør det vanskeligt at finde offentligt ansatte pædagoger og lærere. Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi kan få hjælp fra andre til at løse disse opgaver. Det kan være, at det ikke er en offentlig ansat sløjdlærer, men måske en lokal virksomhed, som tager børnene ud i nogle dage om ugen.
I øjeblikket er der mulighed for at etablere en 3-2 skole, hvor eleverne tilbringer tre dage i praksis og to dage på skolen. Denne type initiativer, som involverer erhvervslivet kan også øge chancerne for, at erhvervslivet vil overveje at ansætte disse unge mennesker i fremtiden.
Hvilke andre udfordringer står vores velfærdssamfund overfor?
Vores Flexicurity-model gør det nemt at ansætte og afskedige medarbejdere, hvilket betyder, at det er let at tilpasse sig skiftende konjunkturer og efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Dette er positivt for vores velfærdssamfund, men det forudsætter, at der er sikkerhed for de ansatte, der ofte bliver ansat og afskediget. Dagpengesystemet spiller en vigtig rolle i at skabe denne sikkerhed ved at være tilgængeligt og generøst. Men spørgsmålet er, om systemet i dag stadig giver tilstrækkelig sikkerhed for mellem- og højindkomstgrupper, da dagpengene ikke længere dækker så stor en del af deres tidligere løn som tidligere. Dette kan føre til krav om mere jobtryghed fra arbejdstagernes side, hvis de ikke kan være sikre på at modtage dagpenge, hvilket igen kan lægge pres på arbejdsgiverne.
Hvordan kommer velfærdsstaten til at se ud i fremtiden?
Jeg tror, at velfærdsstaten i fremtiden vil blive mere fleksibel, hvor der vil være færre regler, der styrer, hvad forskellige aktører som kommuner og fagprofessionelle skal gøre. Der vil være mere frihed til at gøre det, der er bedst for borgerne. Resultaterne vil være afgørende for at vurdere, om kommunerne og velfærdsprofessionelle gør det rigtige, fx om de formår at hjælpe borgerne tættere på arbejdsmarkedet eller ud af sygdom. Den måde, vi internt styrer velfærdsstaten på, vil derfor ændre sig i de kommende år.
Jeg tror, at det er sikkert, at vi ikke vil afvikle velfærdsstaten. Erfaringen viser, at velfærdsstaten er pengene værd, da der er relativt mange i beskæftigelse takket være den. Selvom der er omkring 200.000 personer på kanten af arbejdsmarkedet og 45.000 unge, der ikke får en uddannelse, er størstedelen af befolkningen enten i beskæftigelse eller under uddannelse, og det er positivt. Selvom der er behov for store forandringer og reformer i Danmark, så har de fleste andre lande endnu større og sværere problemer end os.