Lykke er 42år, transkønnet og forperson i Under Regnbuen Odsherred. Hun bor sammen med hendes partner Sabrina, har deltaget i TV2 programmet “Helt almindelig trans” og er pt. arbejdssøgende.
17. april 2024 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvordan vil du beskrive dig selv?
Jeg er hjemmegående husmor på 42 år, der leder efter et job. Og så er jeg transkønnet.
Hvordan vil du beskrive din opvækst?
Hvis man så på mig udefra, var jeg jo bare en ganske almindelig dreng, men indeni vidste jeg godt, at jeg ikke var som de andre drenge. Når vi var i bad i skolen, kunne jeg godt se, at jeg havde de samme ting som de andre, men jeg kunne ikke identificere mig med dem. Det startede allerede, da jeg var 7-8 år gammel. Jeg havde en oplevelse, hvor jeg til fastelavn fik lov til at være prinsesse, og det var den vildeste oplevelse. Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas, fordi endelig havde jeg noget tøj på, som jeg kunne identificere mig med. Jeg fik lov til at være Askepot, hvilket var en lidt sjov historie med hende nede i køkkenet, der endelig får lov til at blive prinsesse. Det åbnede en dør for mig, men jeg vidste jo ikke, hvad det var. Jeg kunne ikke sætte ord på den her indre følelse eller kamp, som jeg havde.
(…)
Hvad er det, der gør, at du går skridtet videre og beslutter at skifte køn?
Jamen, det er som om, at jeg går ned med flaget. Jeg er omkring 38 eller sådan noget. Jeg plejer at sige, at jeg taber mit livs puslespil på gulvet. Altså, et liv er jo fyldt med puslespilsbrikker, der bliver samlet stille og roligt. Og jeg får tabt det her puslespil på gulvet og prøver at samle brikkerne igen, som jeg nu havde det før. Men jeg kan godt mærke, at hver gang jeg lægger en brik, så vender den forkert. Uanset hvilken vej jeg prøver, så passer den ikke. Det er som om, den skal vendes på hovedet. Jeg finder så ud af, at hvis jeg skal samle det her puslespil fuldstændigt, så bliver jeg nødt til at erkende, hvordan jeg har det. Ikke bare over for mig selv – for det havde jeg også svært ved – men også over for omverdenen. Jeg er Lykke. Jeg er kvinde. Og det bliver jeg bare nødt til at erkende, hvis jeg skal leve videre. For ellers stopper livet her.
(…)
Hvordan er det så at leve som transkønnet i Danmark?
Det er forholdsvis godt, vil jeg sige. Vi er et land, der er langt fremme i forståelsen af, at vi ikke alle sammen er ens. Vi har mulighed for hjælp gennem Center for Kønsidentitet, og vi har jo et godt sundhedssystem. Men man kan også godt mærke, at der er en modstand mod det. Der er også rigtig meget desinformation.
Hvad er det for noget desinformation?
Der er jo meget med, at der kun findes to køn, og man kan ikke være det ene, hvis man er født som det andet. Den her biologiske snak omkring køn går virkelig ind og påvirker en psykisk, så hvis man ikke har en stærk psyke, kan de her ting virkelig nedbryde en. Det er også en af grundene til, at jeg var med til at starte Under Regnbuen Odsherred, fordi jeg gerne vil have, at der er den her støtte, og fordi jeg synes, der manglede et samlingspunkt for LGBT-personer i Udkantsdanmark og især her i Odsherred. Her har vi et fællesskab og prøver samtidig at gøre opmærksom på, at LGBT også eksisterer herude. Mange har haft en idé om, at man er helt alene. Man kan jo sagtens finde folk på nettet, som jeg kan snakke med, men fysisk har det været umuligt at finde nogen, der ligner en selv, både i forhold til seksualitet og kønsmæssigt. Og det har vi åbnet en dør for.
(…)
Hvordan har du det med den politiske debat herhjemme, omkring kønsskifte?
Højrefløjen har jo sådan en borgerlig tankegang om, at vi skal hjælpe hinanden, men at vi skal leve efter nogle bestemte regler, og det er hårdt at høre. Nu fulgte jeg rigtig meget med i den debat, der var omkring transkønnede børn og unge, og der kunne jeg godt høre, at højrefløjen var ubehagelige i deres udtalelser omkring, at transkønnede børn for eksempel ikke eksisterer. Det er de voksnes værk. Det er de voksne, der prøver at få det ind i hovedet på børnene, at man kan være noget andet end det, man er. Nu kender jeg tilfældigvis flere transkønnede børn, og jeg er ret sikker på, at der er ikke nogen forældre, der har gået og sagt, at de skulle være en pige i stedet for en dreng. Tværtimod. Men det er lidt det, nogle politikere gerne vil have det til at lyde som om: At det er mor og far, der bare hellere ville have haft en Louise i stedet for en Louis.
(…)
Hvad har du ellers oplevet af udfordringer i din hverdag ved at være transkønnet?
Det har nogle gange været svært for folk at se, hvad jeg var. Så min udfordring har nogle gange ligget i, at folk stadigvæk har sagt ”han” til mig. Ellers har udfordringerne været jobmæssigt.
Hvordan?
Det job, jeg havde tidligere – i en transportvirksomhed i København – der havde jeg nogle kollegaer, som ikke helt forstod det her med transkønnethed og heller ikke respekterede det. De var meget opsatte på, at det stadig hed ham og at jeg hed Andreas, som var mit tidligere navn, også selvom jeg havde skiftet navn og CPR-nummer. Da jeg valgte at gå til en leder, så valgte lederen at sige, at jeg skulle huske, at det tager jo tid. På det tidspunkt var der gået halvandet år med otte timer hver dag sammen, så syntes jeg, vi havde debatteret det nok. Da jeg så gik videre til min næste leder og sagde det, fik jeg igen beskeden om, at de skulle lige lære at forstå det. Det kunne jeg ikke arbejde med, og så valgte jeg at sige op. Og så gik jeg ned med en depression bagefter. Der var mange andre ting, der gjorde, at jeg sagde op, men især det her med at jeg lige pludselig havde tid til at tænke over alt det, der var foregået, og den måde, jeg var blevet behandlet på, det var med til at give mig den her depression. (…)
Nu er jeg så i gang med at søge job, og der er også nogle udfordringer i. Jeg har valgt en anden karrierevej end tidligere, med et mere skjult job, hvor jeg bedre kan gemme mig bag ting.
Er det på grund af dit køn?
Lidt. Jeg har ikke brug for den store kundekontakt, så jeg har valgt at blive uddannet inden for digital marketing, fordi det er noget, man kan sidde og lave bag en skærm.
Der er statistikker, der viser, at transkønnede er en af de befolkningsgrupper, der er allermest arbejdsløse, og det kan hænge sammen med, at mange transkønnede kvinder har haft et mandejob og gerne vil fortsætte i samme bane. Men det gør så, at man måske skal have et omklædningsrum, og det kan jo godt være en problematik på arbejdspladsen, fordi der kun er kønsopdelte omklædningsrum til mænd og kvinder. Der er nogle regler, som gør, at hvis en ciskønnet kvinde føler sig utryg ved, at der kommer en transkønnet kvinde ind i omklædningsrummet, så kan man godt bede hende om at forlade det, og så skal der findes et alternativ. Men det er jo ikke alle arbejdspladser, der har et alternativ, og det er heller ikke alle arbejdspladser, der har lyst til pludselig at tage stilling til alt det her. De vil egentlig bare gerne ansætte en ny person, som kan varetage en opgave. Så bliver kønnet et handicap, og så ansætter man måske en, der er lidt dårligere til at løse opgaven, men hvor der ikke er de samme problematikker i forhold til personen.
Der er en række andre statistikker, hvor transkønnede skiller sig ud, blandt andet når det kommer til ensomhed, depression, angst og selvmord. Hvorfor er det sådan?
Jeg har været heldig med min historie og har fortsat støtte fra min kone, mine børn og min familie. Desværre mister mange transpersoner deres bagland og endda deres job, hvilket kan efterlade dem helt alene. Det er forståeligt nok, at dette kan føre til depression, angst, stress og selvmordstanker.
(…)
Hvordan tror du det er at være transkønnet i Danmark om 20år? Jeg ser en modstandsgruppe, som virkelig kæmper en kamp for, at transkønnethed ikke eksisterer om 20 år, men samtidig ser jeg også en ungdom – 30 år og derunder – som virkelig har en forståelse for mangfoldighed og diversitet, og at vi ikke alle sammen er ens. Der skal være plads til alle. Så jeg ser de næste 20 år som positive i forhold til det at være transkønnet.