Lykke er 42år, transkønnet og forperson i “Under Regnbuen Odsherred”. Hun bor sammen med hendes partner Sabrina, har deltaget i TV2 programmet “Helt almindelig trans” og er pt. arbejdssøgende.
17. april 2024 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvordan vil du beskrive dig selv?
Jeg er hjemmegående husmor på 42 år, der leder efter et job. Og så er jeg transkønnet.
Hvordan vil du beskrive din opvækst?
Hvis man så på mig udefra, var jeg jo bare en ganske almindelig dreng, men indeni vidste jeg godt, at jeg ikke var som de andre drenge. Når vi var i bad i skolen, kunne jeg godt se, at jeg havde de samme ting som de andre, men jeg kunne ikke identificere mig med dem. Det startede allerede, da jeg var 7-8 år gammel. Jeg havde en oplevelse, hvor jeg til fastelavn fik lov til at være prinsesse, og det var den vildeste oplevelse. Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas, fordi endelig havde jeg noget tøj på, som jeg kunne identificere mig med. Jeg fik lov til at være Askepot, hvilket var en lidt sjov historie med hende nede i køkkenet, der endelig får lov til at blive prinsesse. Det åbnede en dør for mig, men jeg vidste jo ikke, hvad det var. Jeg kunne ikke sætte ord på den her indre følelse eller kamp, som jeg havde.
Der var på det tidspunkt ikke noget, der hed transkønnet. Der var mænd i dametøj, og dem grinede man lidt af, når de kom gående, hvilket jeg har dårlig samvittighed over i dag. Det var først, da jeg kom op i mine teenageår, at jeg begyndte at tænke, om jeg så måske var homoseksuel? Jeg er ikke super feminin, men jeg havde kvindelige tanker og følte, at jeg passede bedre ind med den feminine tankegang. Jeg hang meget mere ud med pigerne end jeg gjorde med drengene, så jeg tænkte, at det kan sgu godt være, at jeg bare er tiltrukket af mit eget køn. Men så mødte jeg en pige, som jeg blev kærester med, og så forsvandt den idé jo. Men hun havde noget spændende tøj, som jeg begyndte at låne uden at hun vidste det, og så kunne jeg jo godt se, at der er et eller andet helt galt her. Altså i mit hoved var der noget galt. Vi nåede at være sammen et par år, og vi nåede også at få nogle børn sammen, hvilket gjorde, at denne her feminine side blev gemt væk. Nu skulle jeg jo være far. Jeg tænkte i lang tid, at det bare var mig, der var mærkelig, og syntes at det var sjovt at gå i pigetøj. Sådan havde jeg det længe. Når jeg ikke havde en kæreste, havde jeg en garderobe derhjemme, som jeg engang imellem smed ud, fordi jeg fik dårlig samvittighed. Så gik der en uge eller to, og så fik jeg abstinenser. Det er lidt ligesom at være junkie. Jeg blev sur på mig selv og irriteret, og så gik jeg ud og købte noget nyt og tog det på, og så havde jeg det godt med mig selv igen. Så fik jeg en ny kæreste, og så ud med tøjet igen, og så lånte jeg hendes, så hun ikke skulle vide noget. Sådan har det egentlig kørt, indtil jeg mødte min nuværende kæreste. 14 dage efter jeg kom ind i forholdet, valgte jeg at fortælle hende om den her side af mig.
Hvordan tog hun det?
Jamen, hun tog det egentlig meget pænt. Det var på sådan en klassisk måde med at sige: ‘Rigtig fint, du har det sådan, jeg skal bare ikke være til stede.’ Derfor foregik det kun, når hun ikke var hjemme. Heldigvis havde jeg et job, hvor jeg arbejdede på treholdsskift. Så der var nogle formiddage, hvor jeg var hjemme, og hun var på arbejde. Så havde jeg fire-fem timer, hvor jeg kunne hoppe i noget tøj, lægge noget make-up og så ellers drøne rundt i huset, og tage lidt billeder af mig selv. Og så skynde mig at tage det af igen, inden hun kom hjem, for det vidste jeg, hun ikke ville se. Og sådan gjorde vi i rigtig mange år. Ti år næsten.
Hvad er det, der gør, at du går skridtet videre og beslutter at skifte køn?
Jamen, det er som om, at jeg går ned med flaget. Jeg er omkring 38 eller sådan noget. Jeg plejer at sige, at jeg taber mit livs puslespil på gulvet. Altså, et liv er jo fyldt med puslespilsbrikker, der bliver samlet stille og roligt. Og jeg får tabt det her puslespil på gulvet og prøver at samle brikkerne igen, som jeg nu havde det før. Men jeg kan godt mærke, at hver gang jeg lægger en brik, så vender den forkert. Uanset hvilken vej jeg prøver, så passer den ikke. Det er som om, den skal vendes på hovedet. Jeg finder så ud af, at hvis jeg skal samle det her puslespil fuldstændigt, så bliver jeg nødt til at erkende, hvordan jeg har det. Ikke bare over for mig selv – for det havde jeg også svært ved – men også over for omverdenen. Jeg er Lykke. Jeg er kvinde. Og det bliver jeg bare nødt til at erkende, hvis jeg skal leve videre. For ellers stopper livet her.
Hvordan har det påvirket dig, at holde Lykke tilbage i 38 år?
Det er ikke noget, jeg har tænkt over, men det har kostet sindssygt mange kræfter. Jeg har for eksempel haft aggressionsudbrud, som jeg ikke selv har kunne forklare, fordi jeg ikke har set sammenhængen med, at jeg ikke kunne få lov til at være mig selv. Når jeg tænker tilbage på det, så kan jeg jo godt se, at alle de her ferier, hvor hele familien er hjemme, eller dage hvor jeg har arbejdet samtidig med min kone og været hjemme samtidig med hende, så har jeg jo heller ikke kunne få lov til at være mig selv, og så har jeg stille og roligt opbygget en bitterhed over ikke at kunne være mig, og det er så gået ud over familien.
Er den bitterhed så forsvundet nu, hvor du er Lykke?
Den er helt væk. Det er helt utroligt. Jeg kan stadig godt blive sur, men så er det, fordi jeg er sådan trætsur, som alle andre mennesker, men den her ‘jeg kan ikke være mig selv’-bitterhed, den er fuldstændig væk.
Hvordan foregår processen med at skifte køn?
Hvis vi starter med det hormonelle kønsskifte, så går du op til din læge og fortæller, at du er transkønnet. Så sender lægen en henvisning til Center for Kønsidentitet, og så kommer man til en samtale. Pt. er der næsten et års ventetid, så man går bare og tripper, indtil man har første indledende samtale. Herefter er der fire-fem tider, hvor de skal sikre, at man er sikker. Så skal man forbi et lægefagligt team, som beslutter, at man skal i hormonbehandling.
Så kan man også skifte køn juridisk, altså skifte navn og CPR-nummer. Man skriver på borger.dk, at man gerne vil skifte køn, og så skal du vente et halvt år, og så skal du gøre det igen. Igen, fordi man skal være sikker.
Til sidst er der mulighed for kirurgisk kønsskifte. Som transkønnet kvinde kan man fx få en brystforstørrende operation, hvis hormonerne ikke har hjulpet nok. Og du kan få tilbudt en operation af dine kønsorganer. Der er ekstremt lang ventetid. Der er mellem otte og ti års ventetid på operationer med kirurgisk kønsskifte, bare for at man bliver godkendt til det.
Hvordan er det så at leve som transkønnet i Danmark?
Det er forholdsvis godt, vil jeg sige. Vi er et land, der er langt fremme i forståelsen af, at vi ikke alle sammen er ens. Vi har mulighed for hjælp gennem Center for Kønsidentitet, og vi har jo et godt sundhedssystem. Men man kan også godt mærke, at der er en modstand mod det. Der er også rigtig meget desinformation.
Hvad er det for noget desinformation?
Der er jo meget med, at der kun findes to køn, og man kan ikke være det ene, hvis man er født som det andet. Den her biologiske snak omkring køn går virkelig ind og påvirker en psykisk, så hvis man ikke har en stærk psyke, kan de her ting virkelig nedbryde en. Det er også en af grundene til, at jeg var med til at starte Under Regnbuen Odsherred, fordi jeg gerne vil have, at der er den her støtte, og fordi jeg synes, der manglede et samlingspunkt for LGBT-personer i Udkantsdanmark og især her i Odsherred. Her har vi et fællesskab og prøver samtidig at gøre opmærksom på, at LGBT også eksisterer herude. Mange har haft en idé om, at man er helt alene. Man kan jo sagtens finde folk på nettet, som jeg kan snakke med, men fysisk har det været umuligt at finde nogen, der ligner en selv, både i forhold til seksualitet og kønsmæssigt. Og det har vi åbnet en dør for.
Hvor kommer den her desinformation fra?
Det oplever vi kommer fra nettet, og det er tit og ofte fra udlandet. Rigtig meget kommer fra den kristne højrefløj i USA, som kommer med en masse desinformation om, at det at være transkønnet og om, hvorvidt det overhovedet eksisterer. Det er helt ekstremt, hvor langt ud vi kan komme: Vi er djævlens værk, og vi er voldspersoner, der egentlig bare gerne vil ind i kvinders omklædningsrum for at voldtage og overfalde. Der er mange stater, der inden for de sidste par år har indført regler mod transkønnede. Det har særligt været rettet mod unge transkønnede, men der er også stater, der er begyndt at rette dem mod ældre og voksne transkønnede. De vil simpelthen tilbagerulle deres mulighed for behandling. Så nu er du ikke transkønnet kvinde mere, men nu er du den mand, du engang var, og så bliver folk simpelthen sendt tilbage til fortiden.
Der er en lille gruppe højrefløjsaktivister, som gerne så det samme ske i Danmark. Det er heldigvis stadigvæk så småt og ubetydeligt, men de kæmper en hård kamp. Det kan vi jo bare se med den polemik, der var omkring de dragqueens, der var inde på Frederiksberg Bibliotek. Det var jo lidt det samme, de oplevede med at mænd ikke kan være damer. Det var et skuespil, som det jo egentlig er at være drag. Det handlede særligt om, at børn ikke skulle se mænd i dametøj, fordi nogen opfattede det som seksualiserende.
Hvordan har du det med den politiske debat herhjemme, omkring kønsskifte?
Højrefløjen har jo sådan en borgerlig tankegang om, at vi skal hjælpe hinanden, men at vi skal leve efter nogle bestemte regler, og det er hårdt at høre. Nu fulgte jeg rigtig meget med i den debat, der var omkring transkønnede børn og unge, og der kunne jeg godt høre, at højrefløjen var ubehagelige i deres udtalelser omkring, at transkønnede børn for eksempel ikke eksisterer. Det er de voksnes værk. Det er de voksne, der prøver at få det ind i hovedet på børnene, at man kan være noget andet end det, man er. Nu kender jeg tilfældigvis flere transkønnede børn, og jeg er ret sikker på, at der er ikke nogen forældre, der har gået og sagt, at de skulle være en pige i stedet for en dreng. Tværtimod. Men det er lidt det, nogle politikere gerne vil have det til at lyde som om: At det er mor og far, der bare hellere ville have haft en Louise i stedet for en Louis.
Men er der ikke også en chance for, at vi i fremtiden ser, at nogen fortryder deres kønsskifte?
Men det er der allerede nu. Men det er en meget lille procentdel, som fortryder deres kønsskifte. Der er i Danmark ca. halvanden til to procent, som er inden for det transkønnede spektrum. Ud af dem, der er der, cirka en halv procent, som fortryder. Altså en ud af 200, og det vil der altid være. Der er også folk, der fortryder alt muligt andet. Fedmeoperationer og sådan noget, fordi det måske har givet nogle komplikationer. Langt de fleste, der fortryder i forhold til kønsskifte, finder ud af det meget tidligt i processen, allerede inden de begynder på hormonbehandling.
Hvad har du ellers oplevet af udfordringer i din hverdag ved at være transkønnet?
Det har nogle gange været svært for folk at se, hvad jeg var. Så min udfordring har nogle gange ligget i, at folk stadigvæk har sagt ”han” til mig. Ellers har udfordringerne været jobmæssigt.
Hvordan?
Det job, jeg havde tidligere – i en transportvirksomhed i København – der havde jeg nogle kollegaer, som ikke helt forstod det her med transkønnethed og heller ikke respekterede det. De var meget opsatte på, at det stadig hed ham og at jeg hed Andreas, som var mit tidligere navn, også selvom jeg havde skiftet navn og CPR-nummer. Da jeg valgte at gå til en leder, så valgte lederen at sige, at jeg skulle huske, at det tager jo tid. På det tidspunkt var der gået halvandet år med otte timer hver dag sammen, så syntes jeg, vi havde debatteret det nok. Da jeg så gik videre til min næste leder og sagde det, fik jeg igen beskeden om, at de skulle lige lære at forstå det. Det kunne jeg ikke arbejde med, og så valgte jeg at sige op. Og så gik jeg ned med en depression bagefter. Der var mange andre ting, der gjorde, at jeg sagde op, men især det her med at jeg lige pludselig havde tid til at tænke over alt det, der var foregået, og den måde, jeg var blevet behandlet på, det var med til at give mig den her depression.
Vi var to transkvinder, der kom ud nogenlunde samtidig på min arbejdsplads. Da hende den anden kom ud, var folk meget mere accepterende end de var over for mig, fordi hun var meget mere feminin end jeg var. Så fordi jeg ikke lige sad med benene over kors og havde løse håndled, havde de svært ved at se, at der var en kvinde i mig. Så der er også sådan en stigmatisering af, hvordan man er feminin, og det er jo også den, jeg prøver at nedbryde. Jeg kan lide at rode med min havetraktor, jeg kan godt lide at pille ved mekanik, og jeg leger med modeltog og sådan nogle ting, og det er der ikke nogen, der kommer og laver om på, bare fordi jeg har et nyt CPR-nummer og mere østrogen i kroppen end testosteron. Det er stadig de her gamle normer med, at mor står i køkkenet, som kommer op igen. Det overraskede mig meget, at accepten over for den anden var meget stor, mens den var meget mindre over for mig.
Nu er jeg så i gang med at søge job, og der er også nogle udfordringer i. Jeg har valgt en anden karrierevej end tidligere, med et mere skjult job, hvor jeg bedre kan gemme mig bag ting.
Er det på grund af dit køn?
Lidt. Jeg har ikke brug for den store kundekontakt, så jeg har valgt at blive uddannet inden for digital marketing, fordi det er noget, man kan sidde og lave bag en skærm.
Der er statistikker, der viser, at transkønnede er en af de befolkningsgrupper, der er allermest arbejdsløse, og det kan hænge sammen med, at mange transkønnede kvinder har haft et mandejob og gerne vil fortsætte i samme bane. Men det gør så, at man måske skal have et omklædningsrum, og det kan jo godt være en problematik på arbejdspladsen, fordi der kun er kønsopdelte omklædningsrum til mænd og kvinder. Der er nogle regler, som gør, at hvis en ciskønnet kvinde føler sig utryg ved, at der kommer en transkønnet kvinde ind i omklædningsrummet, så kan man godt bede hende om at forlade det, og så skal der findes et alternativ. Men det er jo ikke alle arbejdspladser, der har et alternativ, og det er heller ikke alle arbejdspladser, der har lyst til pludselig at tage stilling til alt det her. De vil egentlig bare gerne ansætte en ny person, som kan varetage en opgave. Så bliver kønnet et handicap, og så ansætter man måske en, der er lidt dårligere til at løse opgaven, men hvor der ikke er de samme problematikker i forhold til personen.
Der er en række andre statistikker, hvor transkønnede skiller sig ud, blandt andet når det kommer til ensomhed, depression, angst og selvmord. Hvorfor er det sådan?
Jeg har været heldig med min historie og har fortsat støtte fra min kone, mine børn og min familie. Desværre mister mange transpersoner deres bagland og endda deres job, hvilket kan efterlade dem helt alene. Det er forståeligt nok, at dette kan føre til depression, angst, stress og selvmordstanker.
Hvordan reagerede dit netværk, da du besluttede dig for at skifte køn?
Jeg har et godt, mangfoldigt netværk. Vi har altid bevæget os i den her LGBT-verden, så der var ret meget forståelse for, at der er diversitet i denne verden, så jeg var egentlig ikke bange for at fortælle dem det. Det er ellers det, som mange frygter. De skal måske til at fortælle deres kone gennem 40 år, at nu er de faktisk også er deres kone, og hvordan kommer det lige til at gå? Og man er jo som transkønnet 1000 meter foran dem, man springer ud over for, så hvis man bare flyver derudaf og tænker, ‘Nu er jeg endelig kommet ud, nu skal jeg bare afsted’, så når man ikke at få dem med, og så taber man jo sin partner eller sin familie på jorden. Der valgte jeg med min partner at sige, ‘Nu tager vi det stille og roligt. Jeg vil gerne have dig med på rejsen, så selv om jeg er 1000 meter foran, så får du lige lov til at indhente mig 750 meter, og så kan jeg tage dig i hånden, og så kan vi tage på denne rejse sammen, og så får du lov til at sige til, når du er klar til, at vi tager næste skridt.’ Så kan jeg godt skubbe lidt på, når jeg synes, at der er gået lang tid uden at presse.
Så det er faktisk et fællesprojekt?
Ja, det er mig, der er den transkønnede, men det er os, der springer ud, fordi hun også skal finde sig selv i en ny rolle.
Hvorfor har du valgt at fortælle din historie i fx TV2-programmet ‘Helt almindelig trans’?
Det er en måde at vise, at det at være transkønnet slet ikke er så skræmmende. Der er ingen, der bider, slår eller overfalder dig, og det gør egentlig ikke ondt hverken at kigge på eller møde en transkønnet person. Og du bliver ikke transkønnet, bare fordi du møder mig, som nogle af disse modstandere har påstået. Så jeg stillede op for at vise, at vi er helt almindelige mennesker, som måske bare har nogle udfordringer, som et almindeligt ciskønnet menneske ikke oplever.
Hvad skal der til for, at transpersoner får det lettere i Danmark?
Det handler rigtig meget om accept. Jeg kan godt forstå, at folk ikke forstår, hvad det vil sige at være transkønnet. Jeg ved heller ikke, hvordan det er at være lam fra brystet og ned, så det kan jeg ikke sætte mig ind i. Ligesom et ciskønnet menneske, der føler sig godt tilpas i sit eget køn, heller ikke kommer til at forstå, hvordan det er ikke at kunne være i sig selv. Men jeg håber på, at vi får en meget større respekt for, at vi ikke alle sammen er ens. Og jeg kan mærke, især i den yngre generation, at der er en meget større forståelse for diversitet og mangfoldighed.
Hvordan tror du det er at være transkønnet i Danmark om 20år? Jeg ser en modstandsgruppe, som virkelig kæmper en kamp for, at transkønnethed ikke eksisterer om 20 år, men samtidig ser jeg også en ungdom – 30 år og derunder – som virkelig har en forståelse for mangfoldighed og diversitet, og at vi ikke alle sammen er ens. Der skal være plads til alle. Så jeg ser de næste 20 år som positive i forhold til det at være transkønnet.