Thomas Vestergaard er tidligere næstformand i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Efter 16år forlod han det nazistiske miljø og er i dag præsident i den spirituelle motorcykelklub K.O.S.A., som han selv har stiftet.
28. april. 2023 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Kan jeg få dig til at sætte nogle ord på din opvækst?
Jeg er vokset op med stress, vold og frygt. Min far var alkoholiker, og når han ikke slog eller fortalte mig, at jeg ikke var noget værd, solgte han våben til rockerne. Da jeg var 12 år gammel, stod vi ude i baghaven og skød med halvautomatiske rifler efter tomme øldåser. Det var meget normalt hjemme hos mig. Jeg fik min første motorcykel, da jeg var 14 år, og så fik jeg mavesorg på grund af druk første gang, da jeg var 15 år. Jeg begyndte at køre med nogle rockere, hvor jeg blev tortureret af tre voksne mænd og efterladt som død, da jeg var 16 år gammel.
Jeg begyndte med at hænge ud med nogle unge mennesker, som havde lidt problemer ligesom jeg selv. Vi kørte rundt og lavede lidt ballade, og så kom vi på kant med en eller anden rocker, som vi tævede. Det førte til, at nogle andre rockere fik øje på os, og de inviterede os med ud, hvor vi blev stik-i-rend-drenge for dem. Vi holdt vagt, når de solgte stoffer og indkrævede penge. Jeg har set folk få klippet fingre af, men jeg blev hængende, fordi jeg ikke rigtig havde noget sted at være. (…)
Er der ikke nogen, der griber ind – skolen, kommunen eller andre?
Nej, der er ikke nogen, der griber ind. Hjemme holder jeg mig meget for mig selv og siger ikke så meget. Det jeg gør den ene dag, kan være forkert den næste, fordi der ikke rigtig er noget regelsæt. Jeg ved aldrig, hvilket humør min far er i, når han kommer hjem – om han er fuld eller glad. Derfor er jeg meget stille og prøver ikke at tiltrække opmærksomhed. I skolen har det en modsat effekt, fordi hvis man prøver at gemme sig, så bliver man opdaget og mobbet rigtig meget. Jeg har slet ikke noget sted, hvor jeg føler mig godt tilpas.
På et tidspunkt får jeg simpelthen nok, så jeg jagter en klassekammerat fra skolen hen over tre fodboldbaner og giver ham en ordentlig omgang tæsk, så han begynder at tude. Efter den dag lader folk mig være i fred. Men min barnehjerne lærte, at hvis jeg slår, så får jeg min vilje, og det blev min måde at løse problemer på. Pludselig får jeg også en masse opmærksomhed. Det er mig, der bliver kaldt ind til rektor, det er mig, folk er bange for, og det er mig, der får skæld ud. For mig er dårlig opmærksomhed bedre end ingen opmærksomhed, så det var bare et totalt plus på alle måder.
Hvilken betydning havde din opvækst for, at du senere blev medlem af DNSB?
At blive nazist var ikke noget ekstremt for mig. Jeg var vant til at få tæsk, og jeg var vant til at se andre blive få tæsk. Jeg havde brug for en simpel og nem verden, hvor tingene var enten sorte eller hvide. Jeg havde brug for at nogen fortalte mig, hvordan tingene hang sammen. Jeg havde brug for et mønster, fordi jeg simpelthen ikke kunne klare kaosset i mit liv.
For mig føltes det nærmest som en gave fra Gud. Alt var nedskrevet, og der var en tydelig linje mellem, hvad der var rigtigt og forkert, godt og ondt. Hvis du gjorde på en bestemt måde, så var du en god person, og hvis ikke, så var du en dårlig person.
Hvem ellers er en del af dette nazistiske miljø?
Det er der forskellige årsager til. Nogle har simpelthen arvet den nazistiske ideologi. Andre, som jeg selv, kommer fra en dårlig baggrund. Den tredje kategori er folk, der er vokset op med karriereforældre, som aldrig rigtig var der. Mange af os føler det samme behov for omsorg og faste rammer, som jeg gjorde.
Så det er ligesom med skolen, hvor dårlig opmærksomhed er bedre end at blive ignoreret?
Præcis. Jeg hadede egentlig mest af alt mig selv, men det kunne jeg ikke leve med, så det blev nemmere for mig at hade alle andre i stedet. Det var noget, jeg kunne gøre som nazist, hvor det var meget klart, hvem det var, vi ikke kunne lide.
Kan du fortælle lidt mere om, hvad det var ved DNSB, der tiltrak dig?
Fællesskabet giver tryghed. Man kan sammenligne det lidt med en bande eller en rockerklub, men det er ikke helt det samme. Det handler om sammenhold, og der er ikke noget stærkere sammenhold end når man hader eller slås sammen. Så er man blodbrødre. Jeg har selv været involveret i gadekampe med både venstreorienterede og indvandrere. (…) Det gav mig samtidig et formål med mit liv, en mission. For mig var det vigtigt, fordi jeg ikke kunne se noget formål med al den lort, jeg rendte og lavede. (…)
Bebrejder I politikerne for, at der er kommet så mange indvandrere til landet?
Ja, det var et emne, vi konstant diskuterede. Det var også derfor, vi fik så mange medlemmer dengang. Folk var bange, især dem, der selv havde svært ved at få hjælp. De så fremmede med en anden kultur, som fik ting, som de selv ikke kunne få. Det skabte frygt, og når man har været bange i lang tid, bliver man vred. Hos os kunne man få støtte og forståelse. (…)
Thomas, var du en god nazist?
Ja, jeg var en rigtig god nazist. Jeg gjorde alt, hvad jeg blev bedt om. Min far har altid sagt til mig, at jeg ikke var noget værd, at jeg ikke ville opnå noget i livet og ikke var god til noget som helst. Men her var noget, jeg kunne. Jeg fik en masse skulderklap og var dygtig til at indoktrinere mig selv og til at gøre, hvad der skulle til for at de kunne lide mig. Jeg hørte nazistiske tekster, som var optaget på bånd, og jeg lyttede til dem på repeat hele natten mens jeg sov. Jeg ville bare være den bedste, så jeg indoktrinerede mig selv på fuld skrue. Til sidst kaldte de mig “Lille Gøbels”, fordi jeg var så god til at skrive taler, der kunne få hele salen til at rejse sig, hoppe på bordene og råbe og skrige. (…)
Hvad fik dig til at træffe beslutningen om at forlade DNSB efter 16 år i det nazistiske fællesskab?
(…) Det går ligesom op for mig til et møde, hvor der er over 200 nazister, og hvor jeg holder tale. Bagefter står de bare og klapper og råber mit navn og nogle af dem står på bordene og tramper i gulvet og alt muligt. Og jeg føler mig bare ensom og på det tidspunkt ved jeg ikke hvorfor. Senere har jeg fundet ud af, at det er jo fordi jeg inderst inde ved, at det ikke er mig de klapper af. De klapper af det, som jeg ved de gerne vil høre, og som er det, jeg siger.
Det er hele min personlighed, mit selvværd og mit liv, der er hængt op på det, så jeg kan ikke bare forlade det. Men jeg begynder at trække mig, tager et biavlerkursus og jagttegn. Jeg ser “Bonderøven” og får en masse idéer om selvforsyning og begynder at bygge en masse ting derhjemme. Det bliver selvfølgelig bemærket. På det tidspunkt er jeg også psykisk nede, og jeg ender med at få pension på grund af PTSD.
(…)
I dag der er du præsident i K.O.S.A. Kan du fortælle lidt om hvad det er for en organisation?
K.O.S.A. står for Knights of St. Anthony. St. Anthony er skytsenglen for fortabte sjæle. Det er et motorcykelfællesskab for tidligere misbrugere, tidligere bandemedlemmer og folk med PTSD.
Fællesskabet går egentlig ud på at hjælpe hinanden med at passe ind i det normale samfund. Mange af os er opvokset i familier med misbrug, som jeg selv, der er vokset op på et værtshus sammen med min far. Her lærer man ikke, hvordan man er en god kæreste, en god kammerat eller en god kollega, eller hvordan man håndterer konflikter. Hvad gør man, hvis man ikke kan løse sine problemer med vold? Hvad gør man, når man ikke har lært noget andet? Det er sådan nogle ting, vi hjælper hinanden med.
Det må give et enormt stærk sammenhold?
Det giver et rigtig stærkt sammenhold. Det giver selvfølgelig ikke det samme forhold som dengang, hvor man sloges og hadede andre mennesker. Det er det største bånd. Altså soldater, der har været i krig, har et bånd, der simpelthen er det stærkeste, jeg nogensinde har mødt. Det er ikke helt det samme, men det er så tæt på, som det kan komme, hvis man vil leve et ordentligt liv. (…)
Det må være utroligt meningsfuldt for dig at kunne hjælpe andre mennesker, især når du ved, hvor meget de virkelig har brug for støtte til at få en bedre hverdag?
Ja, det giver mig jo et formål. Ligesom det gjorde i DNSB. Forskellen er bare, at det her er mig selv. Jeg er autentisk. Jeg behøver ikke at lade som om eller at gå hele tiden og stresse over, om de finder ud af, hvordan jeg virkelig føler indeni eller hvordan jeg virkelig synes, jeg er. Så den autentiske del giver mig meget mere ro og indre fred. Samtidig får alt det lort, jeg har oplevet, også et formål. Jeg kan rent faktisk bruge det til noget positivt. Jeg kan bruge mit lorteliv til at hjælpe andre, så de ikke får det samme liv, som jeg har levet. Det er den største gave, jeg har fået ud af alt det her, at det er blevet min mission i livet. (…)
Hvad skulle samfundet have gjort anderledes, så en ung Thomas ikke havde søgt mod DNSB?
(…) Man skulle have grebet ind over for min familie, så jeg ikke skulle have haft lov til at gå med min far dengang. Jeg er godt klar over, at det er en svær opgave. Problemet er bare, at det altid handler om penge. Desværre, for når man gør regnestykket op, så er det langt billigere og bedre at hjælpe skadede børn, end at reparere ødelagte voksne.