Kategorier
Sociologi

Interview med ekspert i politisk ekstremisme Chris Holmsted Larsen om højreekstremismen i Danmark (4,5ns)

Accelerationisme, anerkendelse, Breivik, digitalisering, fjendebilleder, forebyggelse, fælleskab, gamificering, grupper, højreekstremisme, identitetsdannelse, nazisme, nynazisme, radikalisering, siege-kultur, terror

Chris Holmsted Larsen, Ph.d. i historie, chefkonsulent ved Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Tidligere postdoc-forsker ved Senter for Ekstremismeforskning (CREX), Oslo Universitet. 

15. maj 2024 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard

(…)

Hvad kendetegner de højreekstreme grupper i dag?
Højreekstremisme er i dag langt hen ad vejen et online-fænomen, dvs. hvor radikaliseringen sker online og derefter kan udvikle sig til vold og terror offline. Vores samfund er blevet gennemgribende digitaliseret. Nye højreekstreme strømninger, netværk og grupperinger, der dukker frem fra 2010’erne og frem til i dag, er fx stærkt voldsberedte digitale netværk som fx Atomwaffen Division og Feuerkrieg Division, der typisk hverver blandt børn og unge.

Der har været meget stor medieopmærksomhed på sagen fra Holbæk med en ung dreng på 16 år, som i byretten fik en dom på 5½ års fængsel for at tilslutte sig og hverve til Feuerkrieg Division. Sagen er pt. anket til landsretten. Det er sådan set meget sigende for, hvad højreekstremisme er i dag. Det er i dag en anden type unge mennesker, som bliver tiltrukket af disse grupper. Tidligere handlede det om at komme ud på gaden, slås og blive del af et subkulturelt netværk, og det tiltrak en anden personlighedstype. I dag, hvor højreekstremismen er blevet et online-fænomen, tiltrækker det nogle andre typer af drenge og unge mænd. Nogle af dem er endog meget unge, da rekruttering og hvervning er blevet digital. Der er også unge kvinder, de er typisk lidt mere i baggrunden og mindre synlige.

Hvordan rekrutterer grupperne online og hvem er det, som de går efter?
Jeg talte engang med en tidligere ledende amerikansk nynazist, Christian Picciolini. Han fortalte, at da han i 1980erne skulle hverve drenge, så gik han ned i den lokale arkade, som var et sted med nogle spillemaskiner, som man kom en mønt i. Hvis der var drenge dernede om formiddagen, så 1) gik de ikke i skole, og 2) så var deres forældre nok ligeglade, for ellers ville de ikke være dernede. Så havde han to indikatorer på, at der her var nogen, som manglede noget derhjemme, måske omsorgssvigtede, nogen som ønskede at blive anerkendt for noget her i livet. Han kunne så tilbyde den anerkendelse, og langsomt fik han dem så ind i gruppen, og radikaliserede dem. Det er ikke meget anderledes, det der foregår i dag. Det er bare digitalt. Typisk foregår det i det åbne i apps eller computerspil, som fx Roblox, Counter-Strike og Minecraft. Dem, som rekrutterer, går ind og kigger efter nogle tegn. Det kan være, at de skriver et hagekors i chatten for at se, om der er nogen, der svarer LOL eller griner. Så kan de begynde en samtale med vedkommende og måske få vedkommende med over i et andet fora, hvor tingene kan siges mere direkte.

Vi ser meget sjældent, at helt velfungerende unge mennesker bliver hvervet. Der er altid et eller andet, som er i vejen eller mangler. De unge, der er i risikozonen, mangler ofte nogle sociale fællesskaber og anerkendelse, måske fungerer skolen ikke, eller der er noget i relationen til forældrene. Det kan være mange ting, men der er altid noget, der går galt i livet og gør ondt, fx øger nogle diagnoser risikoen. Det er netop dette, som dem der rekrutterer udnytter for at få en krog i det unge menneske.

Mennesker har også forskellige grader af modstandsdygtighed overfor manipulation og hvervning. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man føler sig uretfærdigt behandlet, så bliver man nødvendigvis ekstremist eller terrorist. Mennesker reagerer forskelligt på pres eller stimuli fra det samfund, der er omkring dem. Men nogle er bare mere sårbare over for den slags påvirkninger. Unge mennesker er jo særligt i risikozonen, fordi når man er ung, så mangler man livserfaring. Man har ikke gjort sig særligt mange erfaringer, man har måske heller ikke det samme kritiske filter og erfaringer med andre mennesker som man typisk vil have senere i livet, og man træffer måske beslutninger på et grundlag, som ikke altid er helt gennemtænkt.

Det handler også om identitetsdannelse, som jo er helt grundlæggende for at være et ungt menneske. Hvem er jeg? Hvad vil jeg her i livet? Hvad mener jeg? Hvad tænker jeg? Hvad tænker og mener andre om mig? Og det er jo for så vidt en helt naturlig proces frem mod voksenlivet. Det er jo også derfor, at unge engagerer sig i alle mulige subkulturer og sociale fællesskaber. Altså, at unge klæder sig på en bestemt måde, hører en bestemt slags musik og har nogle særlige holdninger. Det er jo for det meste uskyldigt, dvs. hvis man fx tiltrukket af at høre heavy metal eller samle Pokémon, så er der jo ikke noget problem. Men det bliver et problem, både for den unge og samfundet, hvis det i stedet er højreekstreme fællesskaber som bliver det sociale omdrejningspunkt.

Et eksempel på dette afdækkede en gruppe journalister fra avisen Information. De infiltrerede en Discord-gruppe, som hed Fædrelands Front og som delte nazistisk og antisemitisk propaganda samt forskellige voldsvideoer. Det gav et helt unikt indblik i et netværk bestående af helt unge mennesker, der som udgangspunkt overhovedet ikke var typiske højreekstremister, men som savnede et eller andet fællesskab og fandt bekræftelse i at være en del af fællesskabet. Det kan man betegne som et negativt socialt fællesskab.

Fx deltog en ung pige, som efter i længere tid at have været med i gruppen, der var voldsomt antisemitisk, spørger: “Hvorfor hader vi egentlig jøder?” Hun manglede altså helt grundlæggende forståelse for det ideologiske fundament, så hun var der nok ikke for ideologiens skyld. Men det var tydeligt, at hun savnede nogen, der klappede hende på skulderen og sagde, at hun var dygtig til noget eller bare en del af noget.

Når man kommer ind i sådan et ekstremistisk netværk, så erstatter det typisk de sociale relationer, der var der i forvejen. Det betyder, at hvis de skal ud af gruppen igen, så skal mange starte helt forfra. Mange mister også forbindelsen til deres familie, fordi familien ikke kan holde det ud. Så de mister kontakten til alle de sociale relationer, som tidligere har betydet noget. Og dermed mister de også realitetssansen og jordforbindelsen og kører ud på en tangent radikaliseringsmæssigt.

Det må være enormt svært både at opdage og at gøre noget ved det?
Det er svært at forebygge noget, der foregår på en skærm, som kun den unge har adgang til. Tidligere var risikoadfærd noget, der foregik ude på gaden. Det kunne fx være, at man malede graffiti, eller man solgte/købte hash ved den lokale S-togsstation, og så var det jo synligt. Og når det er synligt, så er der nogen, der kan handle på det. Men hvis det ikke er synligt, så er det rigtig svært at handle rettidigt på det.
Det kræver, at en SSP-medarbejder eller måske en skolelærer har en aktiv interesse i den unges liv og spørger ind til den unges online-liv. Det er noget, som mange i den lidt ældre generation godt kan glemme eller har en berøringsangst overfor.

Tidligere fandtes der nazistiske skinheads på gaden med bomberjakker, støvler og hagekors, så der kunne man godt se, hvem der var højreekstremister. Det er langt sværere i dag, fordi unge i dag typisk ikke udtrykker deres identitet på samme måde. De kan sagtens have deres identitet online og så lægge den fra sig, når de lukker computeren. Det kan godt være, at de har en lille tatovering eller et klistermærke, men det er nogle små og ofte tvetydige symboler. Internt drøfter unge højreekstremister også, hvad man gør, hvis man bliver opdaget. Så skal man bare sige, at det er LOL, altså for sjov, og at det bare er udtryk for en anden slags humor. Unge i dag har nogle andre grænser end den ældre generation, men det er også blevet en strategi for højreekstremister, for de ved godt, at det er en effektiv måde at afvæbne kritikken på.

Kan du prøve at sætte nogle ord på siege-kulturen?
Det er en samfundsomstyrtende og ultravoldelig tankegang og strategi, der tager udgangspunkt i nynazismen. Grundidéen er, at hvis man laver tilstrækkeligt mange voldelige angreb, alt fra masseskyderier til tilfældig vold, så vil det skabe en polarisering, en modsætning i vores samfund, som på et tidspunkt vil føre til, at samfundet og dermed demokratiet kollapser. Målet er en racekrig, som skal udkæmpes, mens de hvide er i flertal. Det bliver også kaldt for accelerationisme, altså at accelerere en bestemt udvikling i samfundet.

(…)

Er siege-kulturen noget vi bør frygte?
Truslen er selvfølgelig, at dette udmønter sig i konkrete angreb. PET laver en årlig vurdering af terrortruslen mod Danmark, og i de seneste trusselsvurderinger er netop siege/accelerationisme nævnt som en reel bekymring. Men samfundet er også blevet dygtige til at stoppe netop den slags angreb. Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya i 2011 er stadigvæk det værste eksempel. Men desværre ikke det eneste. Der har været mange blodige højreekstreme masseskyderier siden da.

(…)

I dag er der sket en gamificering af højreekstremismen. Det vil sige, at for nogle unge højreekstremister bliver masseskyderier sat ind i en ramme af at spille computerspil. Altså som et first person shooter-spil, som fx Counter-Strike. Det handler om at lave et angreb og overgå andre i antallet af døde og gøre det på bestemte måder med fx bestemte våben, så man får ekstra point for det. Nogle af disse fora ligger gemt på det dybe mørke internet, hvor man også finder de højreekstremister, der typisk er mest radikaliserede og virkelig voldsberedte.

Hvad kan samfundet gøre for at få unge ud af ekstremistiske grupper?
Det er meget svært. Derfor investerer vi, som samfund, meget i forskning og forebyggelse i at hjælpe folk ud af de her miljøer. Det er jo noget, vi som samfund efterhånden har mange års erfaring med. Fx hjulpet af viden fra forebyggelse og bekæmpelse af de kriminelle bandemiljøer, hvor det jo er helt de samme dynamikker, der gør sig gældende. Vi ved, at exit fra disse miljøer er vanvittigt svært, og det er heller ikke altid en succes. Nogle falder tilbage igen, fordi det ikke lykkes at etablere et normalt liv.

Det er jo stærke sociale fællesskaber, og når man først har været en del af sådan et fællesskab, så vil der ofte følge en søgen efter et tilsvarende stærkt fællesskab, der kan erstatte de tabte sociale relationer. I bedste fald finder man noget, som ikke er ekstremt eller kriminelt, men det er svært. Man kan sammenligne fællesskabet med soldater der har været i krig. Det kan være rigtig svært at komme hjem, fordi fællesskabet er væk. Det er interessant at rockergrupper, som Bandidos og Hells Angels blev lavet af krigsveteraner, som er kommet hjem fra 2. Verdenskrig og Vietnamkrigen. Der er i disse miljøer nogle meget stærke os-mod-dem-dynamikker, hvor der handler om liv og død. Når det handler om ekstremistiske miljøer, så er de jo udsat for enorm fjendtlighed fra omkringliggende samfund.

(…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *