Chris Holmsted Larsen, Ph.d. i historie, chefkonsulent ved Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Tidligere postdoc-forsker ved Senter for Ekstremismeforskning (CREX), Oslo Universitet.
15. maj 2024 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Efter nazismens nederlag i 2. Verdenskrig, hvornår begynder disse nazistiske idéer igen at spire frem?
Fascismen, og deraf afledt nazismen, vokser som ideologi og bevægelse frem i kølvandet på 1. Verdenskrig, bl.a. drevet af revanchisme, økonomisk og politisk uro og krise, og følge af en generel fascination af totalitarisme i mellemkrigstiden, hvor de vestlige demokratier var truet af en dobbelt totalitær trussel i form af både fascisme/nazisme og den kommunisme, der fulgte den russiske revolution i 1917.
Nazismen led som følge af 2. Verdenskrig et stort og afgørende nederlag, men mange af de nazistiske grupperinger eller netværk forsvinder ikke. De træder i nogle årtier i baggrunden og bliver mere usynlige, men begynder også en langsom genopbygning. Men det tager flere årtier, før de genvinder styrken og viljen til at blive synlige politisk. De nazistiske partier bliver heller ikke forbudt i Danmark, modsat mange andre lande i Europa, men DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, red.) opløser sig selv i 1945. Nogle af de netværk, der var i partiet, fortsætter dog med at eksistere. Det forbliver i en årrække primært aldrende veteran-netværk, hvor der deles personlige minder om tiden på Østfronten og partiaktiviteten i 1930’erne, mere end det bliver et egentligt udadvendt politisk projekt. Men samtidig begynder en ny nazistisk generation stille og roligt at præge med et ønske og en vilje til at revitalisere den nazistiske bevægelse, især omkring den kommende leder Povl Heinrich Riis-Knudsen. Mange af disse er børn af de tidligere nazistiske veteraner. Fx var Riis-Knudsens far SS-officer.
I løbet af 1970’erne begynder nazisterne at blive mere synlige. I begyndelsen meget i tråd med tidsånden, altså som studenteraktivisme, der er relativt ubemærket i samtidens offentlighed. Man forbinder nok mest 1970’erne med venstreorienteret aktivisme, men der er altså også en voksende nazistisk bevægelse, som begynder at reorganisere sig herhjemme og internationalt. Den danske bevægelse bliver en del af et internationalt netværk, hvor de danske nazister støt og roligt vinder indflydelse. Det ender faktisk med, at Riis-Knudsen bliver formand for WUNS-netværket, World Union of National Socialists, som var det store internationale netværk for nazister dengang. Danskerne får altså ret stor international organisatorisk betydning, også selvom de er en relativt lille afdeling med meget få medlemmer og herhjemme stadig lever en relativt indadvendt politisk tilværelse. Der er i perioden ikke de store ambitioner om at komme ud og stille op til valg ligesom der heller ikke er så meget nazistisk aktivisme i det offentlige rum.
Men samtidig opstår der i perioden nogle beslægtede højreekstreme subkulturer. For eksempel Grønjakkerne, der dukker op i starten 1980’erne. De var mest af alt en gadebande, men havde samtidig højreekstreme holdninger, fx var de stærkt fremmedfjendtlige og anvendte nazistiske symboler. Hertil vokser der en højreekstrem skinhead-subkultur ud af tidens punkbevægelse. Men i Danmark bliver det primært Grønjakkerne, der bliver berygtede i offentligheden.
Der var også i perioden en række højreekstreme terrorangreb rundt om i Europa, især i de lande, hvor spændingsniveauet var meget højt, såsom Tyskland. I Italien, hvor der både var venstre- og højreekstreme terrorbevægelser, var der næsten borgerkrigs-lignende tilstande med meget voldsomme bomber og mange dræbte, udført af højreekstreme nyfascistiske terrorister. International skete der i denne periode også et generationsskifte i den nazistiske bevægelse, hvor de nazistiske bevægelser og partier, frem mod Berlinmurens fald vejrede morgenluft og igen blev mere voldsberedte og synlige. Kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen og Østeuropa skabte politisk og økonomisk usikkerhed, hvilket i en række europæiske lande, bl.a. det genforenede Tyskland og de østeuropæiske lande for en stund medførte et socialt og politisk vakuum som nynazisterne forsøgte at udnytte til egen politisk vinding.
Det er også i forlængelse af denne periode, at det nazistiske parti i Danmark bliver relanceret?
Ja, i 1991. Det hedder ikke længere Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). I stedet opstår Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). I første omgang med Riis-Knudsen som fører, men det varede ikke ret lang tid. Der er forskellige internt stridende fløje i partiet. Riis-Knudsen repræsenterer en ortodoks, intellektuel og klassisk elitær retning i partiet, hvor man skulle opbygge bevægelsen politisk, ideologisk og skole medlemmerne, og så på et eller andet tidspunkt træde i aktion og få den voldelige omvæltning af demokratiet, som de ønskede. Men der er også en anden fløj, som er meget mere gadeaktivistisk, mindre elitær og gerne vil lave en masse ballade og være synlige. Det er sådan en gammel fløjkrig i den nazistiske bevægelse. I Tyskland i 1930’erne havde man fløjkrigen mellem SS, som var meget elitær og intellektuelt funderet, og så SA, som var stormtropperne på gaden, der var det modsatte. Det er to modsætninger, som stadigvæk findes i den nazistiske bevægelse i dag. Fløjkrigen i DNSB får den konsekvens, at Riis-Knudsen bliver væltet. Anledningen bliver, at han har en palæstinensisk kæreste, men bag det ligger altså nogle politiske og ideologiske stridigheder. I stedet bliver Jonni Hansen ny formand for partiet. Han repræsenterer den mere gadeorienterede og voldsberedte fløj af DNSB.
Hvem er det, der bliver medlem her under Jonni Hansen?
Nynazismen og DNSB appellerer også, udover til Grønjakkerne, til andre af tidens nye subkulturer. Dels er der en hooliganbevægelse i Danmark, der så småt vokser frem i anden halvdel af 1980’erne, dels er der skinheadbevægelsen, som aldrig har været særlig stor i Danmark, men hvor en del af bevægelsen bliver højreekstrem. Grupperinger som Blood & Honour og Combat 18, for eksempel, er ekstremt voldelige skinheadgrupperinger, der etablerer sig i Danmark, i 1990erne. DNSB forsøger i perioden af fungerer som det samlende nazistiske parti, men har i realiteten ikke megen kontrol over de uregerlige subkulturelle grupperinger.
Jonni Hansen sidder som formand i næsten 20år. Hvordan ændrer DNSB sig med ham som formand?
De danske nazister er i 1990erne i offensiven, særligt i første halvdel, hvor de uden megen succes forsøger at vinde kontrol over gaderummet i en række større danske byer. Det er en periode med meget ballade og politisk vold i det offentlige rum. Der er mange sammenstød med BZ-bevægelsen, der i perioden bliver til de autonome. Disse skifter fokus fra besatte huse og kampen mod fx Apartheid i Sydafrika til primært at bekæmpe højreekstremisme og nynazister. Der skaber en øget polarisering mellem de politiske yderfløje i Danmark.
Samtidig er der store internationale demonstrationer, hvor nazisterne i Greve fx forsøger at mobilisere med hjælp fra tilrejsende nynazister fra andre vestlige lande, bl.a. fra Tyskland, Storbritannien og Sverige. Det drejer sig kortvarigt om ret store demonstrationer, der møder massiv modstand fra den yderste venstrefløj, samt fagforeninger og andre modstandere af nazisme i det danske samfund. Det resulterer i nogle voldsomme sammenstød i Greve, men også Århus og Aalborg og mindre byer som Kværs, Kollund og på Langeland. Disse voldelige sammenstød kulminere i midten af 1990erne og ebber ud omkring årtusindeskiftet. Politisk var det ikke nogen succes for de danske nazister og samme udvikling så man internationalt. DNSB formåede i realiteten ikke at bryde ud af deres isolation, fra deres lille indhegnede borg i Greve. Deres forsøg på at mobilisere yderligere havde kun begrænset succes. Dog havde de kortvarigt en vis tilstedeværelse i nogle andre områder, fx omkring Sydhavnen i København, hvor der i en kortere periode var uro og vold, der udsprang fra nogle få lokale nazister. DNSB forsøger også kortvarigt at etablere sig i Kværs ved Kolding, men det går ikke særlig godt. Derefter får de et hus i Aalborg, hvor de opholder sig i flere år, men ender med at blive fordrevet. Huset i Aalborg er mest kendt for, at folk hver dag mødte op foran det til aftensang. En dansk afdeling af Blood & Honour etablere sig også kortvarigt på Langeland, men forsvinder ret hurtigt igen.
Det store skift er terrorangrebet den 11. september 2001. Pludselig flyttes fokus til at handle om islam, muslimer, islamistisk terror, osv. Det er DNSB ikke rigtigt gearet til. De er mere klassisk nationalsocialistiske, dvs. optaget af jøder, antikommunisme og holocaustbenægtelse. Holocaustbenægtelse er et stort projekt for nazisterne efter 2. Verdenskrig. De ved jo godt, at holocaust fandt sted, og de vil jo også glædeligt gentage det, men for at rehabilitere nazismen politisk, så bliver de nødt til at få det her enorme folkedrab til at forsvinde fra folks bevidsthed eller som minimum så tvivl herom. Derfor bruger de rigtig meget politisk energi på det, som jo egentlig er sådan lidt et sideprojekt i forhold til den nazistiske ideologi. Den nazistiske bevægelse i Danmark kommer også her til at spille en rolle internationalt, fordi de danske nazister bliver et logistisk centrum, hvorfra man kan oplagre, sælge og sende white power musik, holocaustbenægtende litteratur, bl.a. fordi Danmark, modsat fx Tyskland, har en meget liberal lovgivning på området.
Efter terrorangrebet i 2001 tager højreekstremismen imidlertid en ny drejning. Krigen mod terror og antimuslimske narrativer fylder i 00’erne meget i offentligheden og det giver et vist rum til nye antimuslimske bevægelser som fx Danish Defence League og Stop Islamisering af Danmark. Disse grupper er typisk ikke nazistiske, men mere er single issue højreekstreme grupperinger, hvor ideologi spiller en mindre vigtig rolle og fjendebillederne typisk heller ikke er antisemitiske, hvilket præger de nazistiske grupperingers verdenssyn. Der opstår også mere diffuse højreeekstreme selvtægtsgrupper som fx Soldiers of Odin, der dog typisk hurtigt forsvinder igen. Samtidigt sker der en hastig digitalisering af vores samfund, hvilket giver nye muligheder for at sprede højreekstrem propaganda, mobiliserer og samarbejde på tværs af landegrænser. Denne højreekstreme epoke kulminerer med den norske højreekstreme terrorist Anders Behring Breivik, der var drevet af antimuslimske konspirationsteorier og fjendebilleder, i hans blodige terrorangreb i Oslo og på Utøya.
I denne periode udbredes også en højreekstremistisk konspirationsteori kaldet “the great replacement”, som handler om, at den muslimske indvandring er en bevidst politisk strategi, drevet af liberale politiske eliter i vores samfund, som vil betyde, at de hvide befolkninger vil blive udskiftet med muslimsk masseindvandring. Den konspirationsteori får meget stor international gennemslagskraft i højreekstreme kredse. Man kan i nutiden fx se en flig af det i Rasmus Paludans måde at bedrive aktivisme på i gaderummet. Han provokerer bevidst for at få en modreaktion og derigennem generere omtale og skabe polemik i medier osv.
Hvad kendetegner de højreekstreme grupper i dag?
Højreekstremisme er i dag langt hen ad vejen et online-fænomen, dvs. hvor radikaliseringen sker online og derefter kan udvikle sig til vold og terror offline. Vores samfund er blevet gennemgribende digitaliseret. Nye højreekstreme strømninger, netværk og grupperinger, der dukker frem fra 2010’erne og frem til i dag, er fx stærkt voldsberedte digitale netværk som fx Atomwaffen Division og Feuerkrieg Division, der typisk hverver blandt børn og unge.
Der har været meget stor medieopmærksomhed på sagen fra Holbæk med en ung dreng på 16 år, som i byretten fik en dom på 5½ års fængsel for at tilslutte sig og hverve til Feuerkrieg Division. Sagen er pt. anket til landsretten. Det er sådan set meget sigende for, hvad højreekstremisme er i dag. Det er i dag en anden type unge mennesker, som bliver tiltrukket af disse grupper. Tidligere handlede det om at komme ud på gaden, slås og blive del af et subkulturelt netværk, og det tiltrak en anden personlighedstype. I dag, hvor højreekstremismen er blevet et online-fænomen, tiltrækker det nogle andre typer af drenge og unge mænd. Nogle af dem er endog meget unge, da rekruttering og hvervning er blevet digital. Der er også unge kvinder, de er typisk lidt mere i baggrunden og mindre synlige.
Hvordan rekrutterer grupperne online og hvem er det, som de går efter?
Jeg talte engang med en tidligere ledende amerikansk nynazist, Christian Picciolini. Han fortalte, at da han i 1980erne skulle hverve drenge, så gik han ned i den lokale arkade, som var et sted med nogle spillemaskiner, som man kom en mønt i. Hvis der var drenge dernede om formiddagen, så 1) gik de ikke i skole, og 2) så var deres forældre nok ligeglade, for ellers ville de ikke være dernede. Så havde han to indikatorer på, at der her var nogen, som manglede noget derhjemme, måske omsorgssvigtede, nogen som ønskede at blive anerkendt for noget her i livet. Han kunne så tilbyde den anerkendelse, og langsomt fik han dem så ind i gruppen, og radikaliserede dem. Det er ikke meget anderledes, det der foregår i dag. Det er bare digitalt. Typisk foregår det i det åbne i apps eller computerspil, som fx Roblox, Counter-Strike og Minecraft. Dem, som rekrutterer, går ind og kigger efter nogle tegn. Det kan være, at de skriver et hagekors i chatten for at se, om der er nogen, der svarer LOL eller griner. Så kan de begynde en samtale med vedkommende og måske få vedkommende med over i et andet fora, hvor tingene kan siges mere direkte.
Vi ser meget sjældent, at helt velfungerende unge mennesker bliver hvervet. Der er altid et eller andet, som er i vejen eller mangler. De unge, der er i risikozonen, mangler ofte nogle sociale fællesskaber og anerkendelse, måske fungerer skolen ikke, eller der er noget i relationen til forældrene. Det kan være mange ting, men der er altid noget, der går galt i livet og gør ondt, fx øger nogle diagnoser risikoen. Det er netop dette, som dem der rekrutterer udnytter for at få en krog i det unge menneske.
Mennesker har også forskellige grader af modstandsdygtighed overfor manipulation og hvervning. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man føler sig uretfærdigt behandlet, så bliver man nødvendigvis ekstremist eller terrorist. Mennesker reagerer forskelligt på pres eller stimuli fra det samfund, der er omkring dem. Men nogle er bare mere sårbare over for den slags påvirkninger. Unge mennesker er jo særligt i risikozonen, fordi når man er ung, så mangler man livserfaring. Man har ikke gjort sig særligt mange erfaringer, man har måske heller ikke det samme kritiske filter og erfaringer med andre mennesker som man typisk vil have senere i livet, og man træffer måske beslutninger på et grundlag, som ikke altid er helt gennemtænkt.
Det handler også om identitetsdannelse, som jo er helt grundlæggende for at være et ungt menneske. Hvem er jeg? Hvad vil jeg her i livet? Hvad mener jeg? Hvad tænker jeg? Hvad tænker og mener andre om mig? Og det er jo for så vidt en helt naturlig proces frem mod voksenlivet. Det er jo også derfor, at unge engagerer sig i alle mulige subkulturer og sociale fællesskaber. Altså, at unge klæder sig på en bestemt måde, hører en bestemt slags musik og har nogle særlige holdninger. Det er jo for det meste uskyldigt, dvs. hvis man fx tiltrukket af at høre heavy metal eller samle Pokémon, så er der jo ikke noget problem. Men det bliver et problem, både for den unge og samfundet, hvis det i stedet er højreekstreme fællesskaber som bliver det sociale omdrejningspunkt.
Et eksempel på dette afdækkede en gruppe journalister fra avisen Information. De infiltrerede en Discord-gruppe, som hed Fædrelands Front og som delte nazistisk og antisemitisk propaganda samt forskellige voldsvideoer. Det gav et helt unikt indblik i et netværk bestående af helt unge mennesker, der som udgangspunkt overhovedet ikke var typiske højreekstremister, men som savnede et eller andet fællesskab og fandt bekræftelse i at være en del af fællesskabet. Det kan man betegne som et negativt socialt fællesskab.
Fx deltog en ung pige, som efter i længere tid at have været med i gruppen, der var voldsomt antisemitisk, spørger: “Hvorfor hader vi egentlig jøder?” Hun manglede altså helt grundlæggende forståelse for det ideologiske fundament, så hun var der nok ikke for ideologiens skyld. Men det var tydeligt, at hun savnede nogen, der klappede hende på skulderen og sagde, at hun var dygtig til noget eller bare en del af noget.
Når man kommer ind i sådan et ekstremistisk netværk, så erstatter det typisk de sociale relationer, der var der i forvejen. Det betyder, at hvis de skal ud af gruppen igen, så skal mange starte helt forfra. Mange mister også forbindelsen til deres familie, fordi familien ikke kan holde det ud. Så de mister kontakten til alle de sociale relationer, som tidligere har betydet noget. Og dermed mister de også realitetssansen og jordforbindelsen og kører ud på en tangent radikaliseringsmæssigt.
Det må være enormt svært både at opdage og at gøre noget ved det?
Det er svært at forebygge noget, der foregår på en skærm, som kun den unge har adgang til. Tidligere var risikoadfærd noget, der foregik ude på gaden. Det kunne fx være, at man malede graffiti, eller man solgte/købte hash ved den lokale S-togsstation, og så var det jo synligt. Og når det er synligt, så er der nogen, der kan handle på det. Men hvis det ikke er synligt, så er det rigtig svært at handle rettidigt på det.
Det kræver, at en SSP-medarbejder eller måske en skolelærer har en aktiv interesse i den unges liv og spørger ind til den unges online-liv. Det er noget, som mange i den lidt ældre generation godt kan glemme eller har en berøringsangst overfor.
Tidligere fandtes der nazistiske skinheads på gaden med bomberjakker, støvler og hagekors, så der kunne man godt se, hvem der var højreekstremister. Det er langt sværere i dag, fordi unge i dag typisk ikke udtrykker deres identitet på samme måde. De kan sagtens have deres identitet online og så lægge den fra sig, når de lukker computeren. Det kan godt være, at de har en lille tatovering eller et klistermærke, men det er nogle små og ofte tvetydige symboler. Internt drøfter unge højreekstremister også, hvad man gør, hvis man bliver opdaget. Så skal man bare sige, at det er LOL, altså for sjov, og at det bare er udtryk for en anden slags humor. Unge i dag har nogle andre grænser end den ældre generation, men det er også blevet en strategi for højreekstremister, for de ved godt, at det er en effektiv måde at afvæbne kritikken på.
Kan du prøve at sætte nogle ord på siege-kulturen?
Det er en samfundsomstyrtende og ultravoldelig tankegang og strategi, der tager udgangspunkt i nynazismen. Grundidéen er, at hvis man laver tilstrækkeligt mange voldelige angreb, alt fra masseskyderier til tilfældig vold, så vil det skabe en polarisering, en modsætning i vores samfund, som på et tidspunkt vil føre til, at samfundet og dermed demokratiet kollapser. Målet er en racekrig, som skal udkæmpes, mens de hvide er i flertal. Det bliver også kaldt for accelerationisme, altså at accelerere en bestemt udvikling i samfundet.
Tilbage i 1980’erne og 1990’erne var trenden blandt højreekstremister leaderless resistance. Ideen var her, at den enkelte højreekstremist selv skulle handle, gå ud og slå på nogen, skyde nogen, gøre et eller andet. Det var ikke nogen succes, og stort set alle dem, der lavede disse aktioner, røg i fængsel. Et eksempel er Klas Lund, der var var den første leder af den pt. største nazistiske bevægelse i Skandinavien, Den Nordiske Modstandsbevægelse, i Danmark kaldet for Nordfront. Som ung slog han en tilfældig ihjel på gaden. Det var klassisk for datidens meget voldsberedte og gadeaktivistiske skinheadbevægelse. Han fik efterfølgende en lang fængselsdom for drab uden at det ændrede noget politisk, så det virkede ikke efter hensigten. I stedet har han så efterfølgende skabt en organisation, som følger en politisk strategi. Men mange nutidige højreekstremister mener, at det handler om at agere og handle, om nødvendigt med vold og terror.
Er siege-kulturen noget vi bør frygte?
Truslen er selvfølgelig, at dette udmønter sig i konkrete angreb. PET laver en årlig vurdering af terrortruslen mod Danmark, og i de seneste trusselsvurderinger er netop siege/accelerationisme nævnt som en reel bekymring. Men samfundet er også blevet dygtige til at stoppe netop den slags angreb. Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya i 2011 er stadigvæk det værste eksempel. Men desværre ikke det eneste. Der har været mange blodige højreekstreme masseskyderier siden da.
Efter Anders Breiviks terrorangreb kom der en periode, hvor der var en masse copycat-angreb, altså nogle, der forsøgte at imitere. Der har været angreb i Christchurch i New Zealand, Halle i Tyskland og en række masseskyderier i USA, hvor nogle er udført af højreekstremister, og andre ikke er det.
I dag er der sket en gamificering af højreekstremismen. Det vil sige, at for nogle unge højreekstremister bliver masseskyderier sat ind i en ramme af at spille computerspil. Altså som et first person shooter-spil, som fx Counter-Strike. Det handler om at lave et angreb og overgå andre i antallet af døde og gøre det på bestemte måder med fx bestemte våben, så man får ekstra point for det. Nogle af disse fora ligger gemt på det dybe mørke internet, hvor man også finder de højreekstremister, der typisk er mest radikaliserede og virkelig voldsberedte.
Hvad kan samfundet gøre for at få unge ud af ekstremistiske grupper?
Det er meget svært. Derfor investerer vi, som samfund, meget i forskning og forebyggelse i at hjælpe folk ud af de her miljøer. Det er jo noget, vi som samfund efterhånden har mange års erfaring med. Fx hjulpet af viden fra forebyggelse og bekæmpelse af de kriminelle bandemiljøer, hvor det jo er helt de samme dynamikker, der gør sig gældende. Vi ved, at exit fra disse miljøer er vanvittigt svært, og det er heller ikke altid en succes. Nogle falder tilbage igen, fordi det ikke lykkes at etablere et normalt liv.
Det er jo stærke sociale fællesskaber, og når man først har været en del af sådan et fællesskab, så vil der ofte følge en søgen efter et tilsvarende stærkt fællesskab, der kan erstatte de tabte sociale relationer. I bedste fald finder man noget, som ikke er ekstremt eller kriminelt, men det er svært. Man kan sammenligne fællesskabet med soldater der har været i krig. Det kan være rigtig svært at komme hjem, fordi fællesskabet er væk. Det er interessant at rockergrupper, som Bandidos og Hells Angels blev lavet af krigsveteraner, som er kommet hjem fra 2. Verdenskrig og Vietnamkrigen. Der er i disse miljøer nogle meget stærke os-mod-dem-dynamikker, hvor der handler om liv og død. Når det handler om ekstremistiske miljøer, så er de jo udsat for enorm fjendtlighed fra omkringliggende samfund.
Når det er så svært at komme ud er det så forebyggelse der skal til?
Det giver på mange niveauer, rigtig god mening at forebygge. Økonomisk set, så er det langt billigere at sørge for, at unge mennesker ikke lander i disse negative sociale fællesskaber. Regner man på prisen af exit-arbejdet, og hvad en fængselscelle koster per dag, osv., så kan et menneske på ekstremistiske afveje koste samfundet rigtig dyrt. Problemet er, at det er meget svært at måle på, og det er meget langsigtet og i demokratiske samfund, hvor politikerne bliver målt, vejet og valgt på deres resultater så skal man helst se resultaterne hurtigt.
Heldigvis er der her i Danmark en bred accept af, at det er en rigtig god idé med forebyggelse. Det hænger bl.a. sammen med, at vi har et velfungerende velfærdssamfund. Dvs. vi lever i et samfund med et finmasket socialt net, der også er kendetegnet ved en høj grad af tillid fra borger til stat. Dette gør, at man faktisk godt kan arbejde forebyggende, fx opbygge gode relationer til repræsentanter for civilsamfundet, minoriteter og foreninger. Dette er imidlertid ikke en selvfølge. I andre lande er det langt sværere, og så vil man så typisk i højere grad skride til mere repressive metoder som det primære redskab imod ekstremisme.
Både den nævnte 16-årige dreng fra Holbæk og tidligere den unge pige fra Kundby-sagen blev idømt langvarige fængselsdomme. Det koster i ødelagte liv og det har vi som samfund alverdens interesser i at forebygge. Det er ikke altid, at unge mennesker kan gennemskue konsekvenserne af deres valg og handlinger, men konsekvenserne heraf kan være hårde og uigenkaldelige. Det danske samfund har i dag en anden og hårdere terrorlovgivning end tidligere, hvilket jo afspejler en reel terrortrussel og på længere sigt også en potentiel trussel imod vores demokrati, der udgår fra mange forskellige ekstremismer, herunder højreekstremismen. Derfor er det også nødvendigt, at der er nogen, der tidligt kan hjælpe den unge, inden han eller hun kommer så langt ud, fordi så har alle tabt. Deres liv er ødelagt, og andre menneskers liv, ofrenes liv, er muligvis ødelagt, og hvis ikke forebyggelse lykkedes, så har vores samfund også tabt.