Sadik Zeki Topcu (f. 1965) ankom med sin familie til Danmark fra Tyrkiet i 1973 og arbejder i dag som chefkonsulent i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Sadik Zeki Topcu har siddet 16 år i Ringsted Byråd for Socialdemokratiet.
Du kommer til Danmark i 1973 som 8-årig. Hvordan så det Tyrkiet ud, som du rejste fra?
Jeg kom fra en landsby i Tyrkiet. 95-98% af tyrkerne her i landet kommer fra landsbyer. Det er ikke uddannet arbejdskraft, der kommer til Danmark. Min far var landmand. Oftest kommer faren først, fordi tanken var, at han skulle komme herop og arbejde og måske tjene til fx et ekstra stykke jord eller en traktor, for så at tage hjem igen. Men sådan blev det ikke for langt, langt de fleste. Min far var en af de første, der hev resten af familien op til Danmark, hvor andre tøvede med det i længere tid. Så vi var en af de første familier med børn i Danmark.
Typisk var det sådan, at hvis der er brug for mere arbejdskraft, spørger arbejdsgiveren, om man har andre familiemedlemmer eller venner, som man kan anbefale. Så sender man et brev til først den nærmeste familie og derefter den nærmeste vennekreds, og så udvider ringen sig. Derfor er demografien sådan i Ringsted, at 40-45% er fra den egn i Tyrkiet, jeg kommer fra, og cirka 50% er fra en anden egn i Tyrkiet.
Hvornår kom din far til Danmark?
I 1970. Det startede med, at min farbror kom herop, og på hans arbejde manglede de yderligere arbejdskraft, så han inviterede min far. Tre år efter – i 1973 – tænkte far, at nu skulle vi andre herop, og så kom jeg til Danmark med min mor og to søskende.
Hvad arbejdede din far og mor med i Danmark?
Det var fabriksarbejde. Min far arbejdede på en maskinfabrik, der hed Rimas. Det var faktisk en meget kendt maskinfabrik dengang, men den er her ikke mere. Industrialiseringen har ændret sig, så den er lukket nu. Efter den lukkede, har far arbejdet forskellige steder og bl.a. bygget både. Mor arbejdede på Danpo kyllingeslagteri, og efter det lukkede arbejdede hun først på et gartneri og siden i køkkenet på Ringsted Sygehus. De blev begge førtidspensioneret på grund af nedslidning og mistet arbejdsevne. Især min mor er blevet meget mærket af det hårde arbejde med at hænge kyllinger op. Hun har arbejdet ved et samlebånd, hvor det bare kørte 120 i timen. Så det kan hun mærke nu i hendes ryg og hendes skulder. Det er et resultat af hendes arbejde.
Hvad var dit første indtryk af Danmark?
Da jeg ankommer til Ringsted, kommer jeg til en vej i et parcelhuskvarter, hvor der er en villa, hvor der boede andre tyrkere. Der boede vel 15-20 mennesker stuvet sammen i køjesenge. I dag ville der bo en ganske almindelig familie. Gaden var trist og ikke farverig som husene hjemme i Tyrkiet. Der er mere farvespil i tyrkiske huse. Så det var det indtryk, jeg fik.
Hvordan boede du og din familie i de første år?
Min far boede til leje i den fabrik, hvor han arbejdede. Der boede vi de første fem år, indtil vi som en af de første tyrkiske familier i Danmark købte et hus. Som 13-årig tolkede jeg for min far hos et advokatfirma ved ejendomshandelen. Vi købte en ejendom med toværelseslejligheder, hvor vi benyttede to af lejlighederne, og fire af dem lejede vi ud.
Hvordan var det for dig at begynde i skole i Danmark?
Jeg begyndte i folkeskolen, og det gjorde min søster også. Når far og mor tog på arbejde, kan jeg huske, at jeg holdt min søsters hånd på vej til skole. Nogle gange kom vi i skole før pedellen var der. Vi havde lidt svært ved tiderne, og måske var vores forældre bange for, at vi kom for sent. Så sad vi bare i skolegården og ventede, indtil resten kom.
Hvordan var det at være i en dansk klasse?
Jamen vi var jo spændende for resten af klassen. Der var en dreng, som hed Henrik, som syntes, at vi skulle være sammen så han tog sig meget af mig i starten. Jeg kan huske det første danske ord jeg stavede på tavlen, det var ordet “mor”. Det var jeg stolt over.
Min tid i skolen var faktisk meget positiv. Det kan godt være, at jeg ikke kunne sproget så godt, men jeg tror bare, at dengang var der også en helt anden tilgang til, hvordan man håndterede fremmede, der kom til Danmark. Mine forældre gjorde meget ud af at fortælle os, at vi skulle opføre os ordentligt. Børn er ret gode til at tilpasse sig nye omgivelser, så jeg har ikke haft sådanne dårlige oplevelser fra den tid i mit liv. Det var faktisk en positiv start på mit liv i Danmark, som jeg husker det.
Blandt danskere hedder jeg Sadik. Jeg har mellemnavnet Zeki, som var mit oprindelige fornavn. Sadik er min farfars navn, og da han døde, skulle jeg have hans navn, men det blev aldrig brugt. Da jeg så stillede op til byrådet i 2005 præsenterede jeg mig som Sadik, fordi da læreren i min folkeskole råbte navnene op i klassen, så råber hun jo det første navn op. Jeg hedder Sadik Zeki Topcu, og når hun siger Sadik, så rækker jeg bare hånden op. Jeg havde hverken sprog eller mod til at sige, at jeg faktisk hedder Zeki. Så i skolen og i danske kredse hedder jeg Sadik, og i tyrkiske kredse hedder jeg Zeki.
Hvordan oplevede du, at din familie adskilte sig fra danskerne?
Selvfølgelig var tingene anderledes. Når vi kom hjem til danskerne, havde de nogle helt andre traditioner. Jeg husker ikke, at jeg havde så mange danske kammerater med hjem. Det var mere omvendt. Jeg havde en dansklærer, som tog sig af os, og hun tog os med hjem til sig selv, fordi hun havde drenge svarende til vores alder. Der var også en dame, som boede på den anden side af vejen og havde et vaskeri. Hun havde et barnebarn på min alder, og på en eller anden måde fik vi en relation til hende. Vi kaldte hende mormor. Jeg husker, at hun havde et æbletræ, hvor vi kunne kravle op og spise æbler. Det var fint.
Jeg kan huske, at der var en købmand tæt på, hvor vi boede. Uden for butikken lå der nogle fint pakkede pærer. De var så indbydende, at jeg efter kun at have været i Danmark i syv dage sagde til min søster, at jeg synes, at vi skulle tage en pakke og spise. Det gjorde vi, men min far opdagede det. Han blev rødglødende rasende på mig. Han spurgte, om jeg skulle smides hjem igen. Det var det udtryk, der blev brugt. Om jeg skulle smides hjem. Det satte sig i mig.
Hvordan er danskernes syn indvandrere i din første tid i Danmark?
Gennem min opvækst, og særligt i skolen, har jeg primært haft positive oplevelser. Men i mine teenageår, når jeg var i byen sammen med mine tyrkiske venner, var det sværere at komme hen til danske grupper. Der var en afstandtagen. Men når jeg så var sammen med danske venner i byen, var der ikke noget problem, fordi de kunne se, at jeg var sammen med andre danskere, og så var der ikke nær så meget afstandtagen. Så var jeg jo på en eller anden måde accepteret af danskere, og så kunne de andre også godt acceptere mig.
Hvilken betydning har det haft for dig, at du relativt hurtigt lærte det danske sprog?
Der var ikke så mange andre, der snakkede tyrkisk, så jeg blev nødt til hurtigt at lære sproget. Blandt tyrkerne i Ringsted var det især mig, men efterhånden også min søster, der fungerede som tolk. Så hver gang der skulle tolkes i skolen, tolkede vi vores egne situationer over for vores forældre. Vi gjorde det også for andre, for eksempel når tyrkere skulle søge job på fabrikker. Mange gange var jeg ude og søge job sammen med dem. Det har givet mig indsigt i, hvordan systemet fungerer, som jeg har kunnet bruge videre i livet.
Jeg havde også et indre drive og var meget målbevidst om, at jeg gerne ville være elektronikingeniør, så derfor læste jeg til svagstrømsingeniør. Den position, jeg havde i det tyrkiske samfund, har nok gjort det lettere at bryde den sociale arv i familien. Vi har typisk ikke været særligt belæste eller uddannede. Vi kom som sagt fra et landsbysamfund, men jeg havde en farbror, der var uddannet ingeniør. Det var ham, der var min ledestjerne på det tidspunkt.
Hvor godt er dine forældre blevet integreret?
De havde ikke så meget med det danske samfund at gøre efter arbejdstid. De accepterede betingelserne og var meget påpasselige med ikke at træde nogen over tæerne. De var taknemmelige for, at de havde arbejde, kunne tjene penge, og at deres børn kunne gå i skole. Jeg tror, at den taknemmelighed gjorde, at de accepterede tingenes tilstand. I 1970’erne var der ikke nogen, der snakkede om integration, hverken danskere eller tyrkere. Så jeg vil egentlig ikke sige, at de var integrerede, men de fandt sig tilpas.
Langt ind i 1980’erne var der en indre tanke hos mine forældre om at vi en dag skulle hjem igen. Den tanke udviskes først i sidste halvdel af 1980’erne. Så indså de, at det gør vi nok ikke. Vi bliver her, fordi deres børn havde slået rod, og hvad skulle jeg flytte til? Jeg har ikke boet i Tyrkiet siden jeg var 8 år. Vi gik væk fra tanken om at flytte, og det samme gjorde 95% af de andre tyrkere.
Har dine forældre lært dansk?
Ja, til husbehov. Mor, hun bestod dengang, der var ret lette krav til at blive dansk statsborger. Det kunne far ikke. Så det var meget sjovt, at det var far, der dumpede og ikke mor. Sproget var ikke førsteprioritet at få lært. Jeg tror heller ikke, at de havde tid. Det var heller ikke uddannede folk, så jeg tror, at for den generation har det været sværere at tilegne sig et nyt sprog.
Oplevede du, at dine forældre var bekymrede for, at du blev for dansk?
Ja, de kan godt sige, at sådan gør vi ikke ifølge vores traditioner og religion. Men i en meget tidlig alder tog jeg et opgør med min far om religionen. Jeg var 17-18 år, hvor far ikke kunne forklare mig, hvorfor han syntes, vi skulle være muslimer. Det endte med, at vi accepterede hinandens holdninger, og så lod vi ellers være med at diskutere det for meget. Men mine forældre kunne blive helt bange, når jeg betvivlede Allah.
Hvordan var det for dig at være i Danmark i 1980’erne?
1980’erne var præget af arbejdsløshed, kartoffelkur, høje renter og udlændinge, som mange mente tog danskernes arbejde, så der opstod gnidninger mellem danskere og indvandrere.
Hvordan kunne du mærke, at synet på indvandrere havde ændret sig?
Der er selve italesættelsen af os. Vi går fra at være gæstearbejdere til at være indvandrere. Samtidig er der Mogens Glistrups frembrusen på den politiske scene. Han kalder os for “mohamedanere” og siger, at vi yngler som rotter og alt sådan noget. Det sætter sig jo i en. Der bliver dannet et billede af os.
Jeg har altid haft det nemt med at tale mig til rette. Jeg er aldrig havnet i håndgemæng, men nogle af mine tyrkiske kammerater har haft lettere ved at komme op at toppes med danskere, fordi de måske ikke forstod den danske ironi eller ikke helt forstod sproget. Så der har jeg nogle gange måttet mægle mellem grupperne.
Er der tidspunkter, hvor du ikke føler dig velkommen i Danmark?
Ja, da Anders Fogh Rasmussen (dansk statsminister 2001-2009, red.) begyndte at italesætte problematikken med indvandrere igen, følte jeg mig ikke velkommen. Jeg føler, at jeg er integreret; jeg bor i et villakvarter, har et godt arbejde og betaler min skat, så jeg var ved at få nok. Hvor er det, jeg hører til? Hører jeg overhovedet til Danmark?
Det paradoksale var, at han på et tidspunkt tog til Sydamerika, hvor der er et mindre dansk samfund med efterkommere af danskere, som udvandrede for 100-125 år siden. Dem hyldede han for, at de stadig holdt fast i de danske traditioner. Da han så kom hjem, tordnede han mod de utilpassede udlændinge. Jeg er også træt af de utilpassede udlændinge. Men det kan være utilpassede udlændinge, og det kan også være utilpassede danskere. Det kan være hvem som helst. Det er jeg blevet meget træt af. Men jeg tænkte, hvor skal jeg flytte hen? Jeg flyttede fra Tyrkiet, da jeg var otte år. Når jeg kommer til Tyrkiet, er jeg også udlænding der. Der er jeg tysker. Man er tysker i Tyrkiet, når man bor i Vesteuropa, uanset om det er Belgien, Holland, Danmark, Norge, Sverige eller Tyskland, fordi der er så mange tyrkere i Tyskland. Så i Tyrkiet er jeg tysker, og i Danmark er jeg tyrker.
Seneste eksempel er Frederik Vads tale i Folketinget om, hvordan nogle umiddelbart velintegrerede indvandrere bruger deres position til at undergrave det danske samfund indefra. Det fik mig op af stolen. Det kan godt være, at et par socialrådgivere har haft kontroltrang, men sådan udtalelser rammer os alle. I talen nævner han bl.a. styrelserne, hvor jeg arbejder, så skal mine kolleger nu til at se skævt til mig?
Har du overvejet at melde dig ud af Socialdemokratiet?
Jeg har været byrådsmedlem i 16 år, og i den periode er mit parti gået meget til højre i forhold til det parti, jeg oprindeligt meldte mig ind i. Så sent som i år havde jeg stærke overvejelser om, hvor jeg hører til, efter Frederik Vad holdt sin tale.
Men jeg tog så den beslutning, at hvis jeg melder mig ud, så kan jeg ikke lave det udfald og få den vægt bag mit udfald, som hvis jeg bliver inde i partiet. Så jeg er blevet i partiet for at være en af dem, der kan give en modvægt. For mig ville det være nemt at sige stop, men så får du heller ikke taleret i partiet. Men det er sådan nogle episoder, der gør, at man bliver træt og tænker, er der en fremtid i Danmark? Hvor er Danmark på vej hen? Det parti, jeg meldte mig ind i, og mange andre indvandrere havde sympati for, er gået langt over stregen.
Mit parti prøver at hente stemmer tilbage fra DF. Frederik Vad kan i de enkelte sager godt have ret, det benægter jeg ikke, men jeg kan ikke lide den stigmatisering, hans udtalelser er med til at skabe. Det virker som om, at Socialdemokratiet vil komme først og sætte dagsordenen, men det har bare sine omkostninger. Og så undrer man sig over SFs fremgang, men det skyldes, at mange af indvandrerstemmerne er gået fra Socialdemokratiet til SF. Jeg er helt sikker på, at den reaktion, vi ser ved Europa-Parlamentsvalget, er et udtryk for det samme.
Hvordan synes du, at det går med integrationen i dag?
Hvis vi tager udgangspunkt i de marokkanere og tyrkere, som kom i starten af 1970’erne, så har de været meget påpasselige med ikke at genere danskerne. Den holdning har de efterhånden rystet af sig. Måske rystet så meget af sig, at der desværre er opstået nogle bander og andre grupperinger, som har kostet i anseelsen af os. Nogle af disse grupper inden for den muslimske verden har selvfølgelig skræmt danskerne. De skræmmer også mig. For nogen vil det være svært at se forskel på disse grupperinger og den større moderate muslimske befolkning. Det gør, at jeg oplever, at der er nogle fronter. Selvom jeg har arbejde, har etableret mig og fungerer i hverdagen, kan man godt føle sig ikke-integreret. Altså at jeg ikke er accepteret. Af Danmark. Af danskere.
Jeg er selv ateist, men jeg bliver af danskere set som muslim. Når jeg spiser svinekød, vil der være nogen, der lige løfter øjenbrynene. Muslimer i Danmark vil gerne bare accepteres. De er trætte af, at man træder på deres religion og generaliserer islam. Man ser ikke islam, som langt de fleste prøver at praktisere den, men ser i stedet de mere yderligtgående – altså dem, der bruger islam til at undertrykke kvinder og Islamisk Stats grusomheder. Det har ikke noget med islam at gøre. Men det er det billede, der bliver tegnet. Derfor er det meget vigtigt, hvordan politikerne italesætter islam offentligt. De moderate muslimer, som praktiserer deres religion, men egentlig fungerer i samfundet, kommer man mange gange til at marginalisere.
Hvorfor tror du, at nogle unge indvandrere søger mod bandemiljøet?
Det handler om økonomisk vinding. Jeg tror, at det er nogle kyniske bagmænd, der udnytter de unge mennesker og får dem ind i folden. Når de først er blevet kriminelle, er det svært at komme ud igen. Langt de fleste tyrkere er også trætte af banderne, fordi de føler, at det er deres børn, der bliver nedbrudt med stoffer og kriminalitet. Nogle bandemedlemmer føler sig set ned på af samfundet og bruger det som en undskyldning for at begå kriminalitet, men det er jo i høj grad dem selv, der er med til at skabe det billede. Hvis et ungt menneske bliver medlem af en bande eller en rockerklub, så skal man i højere grad kigge på det sociale element i det. Hvad er det, der får folk til at søge ind i sådanne grupperinger? I stedet for at gruppere folk i indvandrebander, rockerklubber og så videre.
Hvis vi vender tilbage til 1970’erne, var der så noget, man skulle have gjort anderledes for at få gæstearbejderne bedre integreret?
Jeg tror faktisk ikke, at man kunne have gjort det meget anderledes. Dengang følte indvandrerne sig ikke som en udstødt gruppe, som de gør i dag. Det er i dag, at man virkelig føler sig som en udstillet og udstødt gruppe.
Da der blev kamp om arbejdspladserne, var indvandrerne en nem gruppe – uanset om de kunne snakke dansk – at rette skytset mod. Det er min teori, men dem der kunne dansk kunne så være med til at forklare og forsvare sig. Dem, der ikke kunne dansk nok, kunne ikke gøre det samme.
Bor dine forældre stadig i Danmark?
Ja, men da de blev førtidspensionerede i 1993, begyndte de at bo mere og mere i Tyrkiet. Så forsøgte de at realisere deres Tyrkiet-drømme ved at rejse til Tyrkiet flere måneder af gangen i stedet. Men det var uden resten af familien.
Hvor meget kontakt til danskerne har dine forældre i dag?
Nej, mine forældre har stadig ikke meget kontakt til danskerne, men det har resten af familien. Min bror har tre døtre, hvoraf to har danske kærester. Min søsters datter har også haft en dansk kæreste. Tidligere var det ofte sådan blandt tyrkere, at man ikke måtte gå i seng med hinanden før man blev gift. Sådan var det dengang jeg var ung, men sådan er det ikke længere i dag.
Hvilke tanker gør du dig om fremtiden i Danmark?
Selvom mine børn og mine børnebørn lever fuldstændig som danskere, vil deres udseende betyde, at de bliver opfattet som tyrkere. Hvis du møder mig på gaden, vil du ikke se mig som dansker, men som tyrker på grund af mit udseende. Når vi taler sammen, og du bliver fortrolig med mig, kan det godt være, at du ikke længere tænker så meget over det. Men jeg tror ikke, at der om 100 år ikke vil blive talt om tyrkere.
Det samme ser jeg i Tyrkiet. Der er kurdere og kurdiske områder, og man omtaler dem ikke som tyrkere, men som kurdere på baggrund af deres etnicitet og udseende. Det samme gælder for eksempel tjetjenere og bulgarske flygtninge, der også bliver omtalt ud fra deres etnicitet. Så nej, vi vil nok forblive tyrkere i Danmark. Vi skal ikke have illusioner om, at vi på et tidspunkt vil blive set som lige med danskere. Vi vil ikke blive omtalt som danskere, det er en præmis.
Er det så dårligt at blive omtalt som tyrker? Lige nu har ordet “tyrker” ikke en positiv betydning, da vi ofte bliver associeret med bandemedlemmer og forskellige problemer.