Søren Schultz Hansen er uafhængig erhvervsforsker, forfatter og ekstern lektor på CBS. De seneste 14 år har han lavet omfattende empiriske studier af den første generation af digitale indfødte. Han forsker i, hvordan det digitale påvirker vores demokrati, arbejds- og privatliv, samvær og relationer.
09. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvorfor er de unge storforbrugere at sociale medier?
”De sociale medier er, som navnet siger, dér man er sammen med sine venner. Det er dér, man dyrker samvær hele tiden og med rigtig mange. Let men ikke nødvendigvis i en negativ forstand forstået på den måde, at det kun er overfladiske relationer. For det er det ikke. Man dyrker relationer både med sine allerbedste venner, nogen man næsten ikke kender, og nogen man aldrig har mødt i virkeligheden. Så det er den ene del, og den anden del er, at i 2022, vil jeg påstå, at det er lige før, man ikke kan gennemføre en gymnasieuddannelse uden at være på sociale medier. Alt fra events til lektier bliver delt af den vej. Det er meget svært at forestille sig, at man i 2022 kan leve som ungt menneske uden sociale medier. Det er der nok nogle, der gør alligevel men nogle få.”
Hvilke negative sider er der ved sociale medier?
”Nogle gange bliver det overfladisk, det er stressende, der foregår mobning, og det kan nærmest overtage ens liv på en eller anden måde. Men jeg synes tit, at man overser, at grunden til alle de dårlige ting er, at de sociale medier er helt fantastiske. Der er dybe ting, der er overfladiske ting, der er hurtige ting, der er langsomme ting, man bliver afvist, man bliver inkluderet. Det afspejler livet. De sociale medier kan rigtig mange gode ting og udfylder rigtig mange ting i vores liv. Fordi det er så godt, så bliver det problematisk, når det overtager for meget.”
Hvilken betydning har sociale medier i forhold til den stress og mistrivsel mange unge oplever?
”Når du har en mobiltelefon og er på en masse sociale medier med notifikationer og udover det, så kommer der også nogle snaps, og der kommer nogle SMS’er, og hver eneste gang vibrerer telefonen i lommen. En mobiltelefon der vibrerer i lommen, og den taktile fysiske påvirkning sådan en mobiltelefon har på ejermandens krop, det er fuldstændigt det samme som en finger, der prikker én på skulderen. Det betyder, at der er nogle unge mennesker, som næsten bogstavelig talt bliver prikket på skulderen 100, 200, 500 gange om dagen. Overvej hvor stressende det må være, hvis der gik én og prikkede dig på skulderen hele tiden. Det giver en fornemmelse af, hvor ufattelig stressende det er, at man hele tiden bliver mindet om, at man skal reagere på noget, og at der ikke er nogen sortering i, om det man skal reagere på er ligegyldigt, eller meget vigtigt. Nu er jeg generelt optimistisk, fordi jeg gennem mine studier har talt med de unge, og generelt synes jeg, at de er kloge, sjove og fornuftige at tale med, men nogle gange kan jeg godt blive meget bekymret på deres vegne.
Hvis man oven i købet bliver mobbet, så er det ikke bare i skolen, det er hele tiden. Hvis man har en fornemmelse af, at man bliver lukket ude, så bliver tomheden tydelig. Både for dig selv og for alle andre. Der er så mange ting, hvor jeg næsten får en knude i maven over hvor stressende, det er.”
Som underviser kan jeg godt genkende, at det kan være svært for de unge at lade mobilen være i lommen…
”Hvis de ikke reagerer med det samme, så er det det samme som ikke at reagere. Dvs. så risikerer de, at der er sket noget vigtigt, som de så ikke reagerer på, og det kan man godt forstå, at de bliver stresset over. Det er simpelthen et catch-22: damned if you do, damned if you don’t.”
Er der nogle af de sociale medier, der er værre end andre i forhold til at stresse de unge?
”Det er klart, at nogle af de her ting bliver forstærket, fordi de forskellige algoritmer gerne vil have folk til at reagere. For jo mere man reagerer, jo mere data kan de samle ind, og jo mere interaktion er der, og det er det, de tjener penge på. De skruer, indtil de nogle gange har skruet så meget, at der kommer reguleringer ind over, men vi har ikke set mange reguleringer indtil nu.”
Hvilken betydning har den måde de unge fremstiller sig selv på sociale medier?
”Når du altid går rundt med mobiltelefonen, og derfor hele tiden er tilgængelig for hele dit netværk af venner, perifere venner og professionelle, hvor du både kan sende og modtage, så er det jo det samme som, at du faktisk aldrig er alene. Man kan næsten sige, at du går rundt med hele verden i lommen. Det betyder, at du altid er udsat for at skulle give noget af dig selv, og at du altid er på. I virkeligheden kan man sige, at du altid er på scenen og hele tiden skal agere, som om der er nogen, der kigger på dig. Vi fremstiller os selv, men det kan vi ikke gøre hele tiden, så det bliver vi påvirket af. Det er ufatteligt stressende at være på scenen hele tiden. Fordi det er et medie, så handler det jo om at fremstille sig selv. Og du er ikke noget, hvis du ikke fremstiller og formidler dig selv. Så eksisterer du nærmest ikke.”
Hvad kan man så gøre for at hjælpe de unge mennesker?
”Helt grundlæggende er jeg meget optimistisk. Jeg håber og tror, at når vi netop har at gøre med den første generation, der ikke har prøvet andet, så kommer de med nogle erfaringer qua deres opvækst som digitalt indfødte. Vi skal kombinere deres erfaringer med at sætte nogle klare rammer for de unge. Jeg mærker, når jeg taler med de unge, at der faktisk er en efterspørgsel efter hjælp til at sætte grænser. Præcis hvordan de grænser skal være, det er op til den enkelte lærer eller forældre. Det kan man passende gøre i samarbejde med de unge selv, for de har nogle erfaringer og input til det. Jeg tror ikke, at et generelt forbud, hvor man bare lægger mobilen på forhånd, er en løsning, for så lærer de unge ikke at håndtere det. Men man har et ansvar som lærer eller som forældre for at sætte nogle grænser, for det har de unge ikke prøvet. Det er jo en grænseløs verden, de er vokset op i.”
Hvordan har de unge det med vores repræsentative demokrati?
”Så vidt jeg kan se, så engagerer de unge sig på to niveauer. Der er et globalt niveau med Fridays For Future, Gretha Thunberg og så videre, som handler om at ændre verden, klimaet, fattigdommen på globalt plan. Det andet niveau det er det helt personlige: Jeg lader vær med at spise oksekød, jeg bliver veganer, jeg går i genbrugstøj. Så der er det helt globale og det helt lokale. Det repræsentative demokrati falder simpelthen ned mellem de to niveauer, for det danske demokrati er ikke globalt, og det har heller ikke med det helt personlige at gøre.”
Men alligevel så er førstegangsvælgerne faktisk ret gode til at komme ned og få stemt?
”Det er faktisk også den læsning, som jeg kan se i mine studier. Der er tale om, at de kommer ind i demokratiet med en helt fantastisk optimisme, men de bliver simpelthen skuffet. Dét, de oplever, er, at efter de har stemt, så sker der ikke en skid. Og det har de jo ret i. Vi snakkede om at 2019-valget var et klimavalg, og så skete der intet for klimaet. Det kan ikke forklare, hvorfor førstegangsvælgere stemmer meget, og andengangsvælgere stemmer mindre, for det eksisterede også før klimavalget. Men jeg tror desværre, at det handler om, at man kommer ind i demokratiet med nogle forventninger og så bliver man skuffet. Der er også alle mulige andre grunde; man flytter hjemmefra, man synes, andet er vigtigere osv. Men det jeg kan se af mine studier, det er simpelthen store forventninger, som ikke bliver indfriet.”
Hvad påvirker de unge til at stemme, som de gør?
”Ifølge både mine studier og andre studier så er der tre nære kanaler og nogle mediekanaler. Der er familien, der er skolen og så selvfølgelig vennerne. Det er de tre nære kanaler, og så er det klart, at dér hvor de henter deres viden og debatterer demokratiet, det er på de sociale medier. Det er meget tydeligt. En af grundene til at de sociale medier er så vigtige, det er, at vennerne også er på de sociale medier, og dem man har relationer til på de sociale medier bliver venner. Et eksempel fra mine studier er influenceren Samanta Stojkovic (tidligere deltager i Paradise Hotel, red.). Hun er selvfølgelig ikke en ven i klassisk forstand, men en af de unge fra mit studie havde kendt hende i ti år, fordi hun havde fulgt hende i ti år. Det vil sige, de er simpelthen vokset op sammen på en eller anden måde. Hun er blevet voksen sammen med Samanta Stojkovic, så når Samanta Stojkovic poster et eller andet på sin Instagram, så lytter hun selvfølgelig til det. Et andet eksempel er fra en lukket gruppe på Facebook med unge piger, der diskuterer mode og drenge og alt muligt andet. En gang imellem diskuterer de også noget politisk, eller der bliver postet noget politisk, og så er det klart, at hvis det er en gruppe, man ofte er på, og hvor man har opbygget en eller anden form for venskaber, så læser man, hvad andre skriver. Så lytter man mere på det, end når en gammel en som mig agesplainer de unge om, hvad der er fornuftigt at gøre. Det gider man jo ikke høre på. Så hører man mere på vennerne på de sociale medier.”
Hvilken betydning har det, at de unge ikke længere får deres viden fra traditionelle nyhedskilder, men i stedet henter dem fra alle mulige andre steder og gennem alle mulige andre på de sociale medier?
”Gennem synes jeg egentligt er mere præcist end alle mulige andre steder. For det er ofte en artikel på Politiken.dk eller på TV2 News’ platform. Men det er klart, at det bliver blåstemplet af den, som deler det, hvis det er én, man stoler på. Det er ikke Politiken man stoler på, man stoler på, men den person der har delt det. Politiken som medie er længere nede i hierarkiet, i forhold til hvad der er troværdigt. Hvorimod i min generation der skulle en redaktionel proces til for at blåstemple en artikel.”
Mangler de unge at lære at være kritiske over for kilden?
”Aldrig har der været så stort et behov for at lære kildekritik. Problemet er, at for at man skal være kritisk over for kilden, så skal man også have fokus på kilden. Det vil sige, man skal vide, hvor den kommer fra, men det tænker man ikke over. Det er kun vigtigt, hvem der deler det. Den oprindelige artikel bliver måske postet fra Politiken, og så bliver den måske delt af en eller anden, som deler den videre, og så kommer den ind i en gruppe. Der er langt ned til den oprindelige kilde, og derfor betyder den mindre for deres vurdering af troværdigheden. Derfor har kildekritikken på den ene side aldrig været så vigtig som nu men på den anden side heller aldrig været så problematisk.”
Deltager de unge i politiske diskussioner på nettet?
”Ikke traditionelle politiske diskussioner forstået som debatsiderne på Politiken eller politikernes Facebook og lignende, og det er der flere grunde til. I min bog er der en ung, der netop beskriver deltagerne i den traditionelle politiske debat som gamle sure mænd. De er ikke altid gamle. De er ikke altid mænd. Men de er altid sure. Som ung føler man ikke rigtig, at man bliver inviteret ind i debatten, fordi der sidder nogle gamle, sure mænd. Jeg kan godt forstå, hvis man som ung ikke føler jeg velkommen af sådan nogle typer.
En anden årsag er debattonen. Man tør simpelthen ikke. Der er et tvist ved debattonen, som er, at det aldrig er selvoplevet. Det er fortællingen om debattonen. Når jeg så spørger de unge, om det er noget, de selv har oplevet, så svarer de nej. Hvis jeg skriver en kronik på for eksempel Politiken eller Information, så kommer der sjældent nogle kommentarer, som er særligt relevante eller interessante, og nogle gange stikker det helt af, hvor dem, der kommenterer, begynder at true hinanden med at politianmelde for injurier. Det er helt galt, så jeg kan godt forstå, at de unge ikke gider at deltage. Det gider jeg heller ikke. Hvis man definerer den demokratiske debat, som den der foregår, der hvor man kun taler om demokrati eller politiske emner, så deltager de unge ikke, og der er debattonen problematisk.
Mine studier og andre studier viser, at det i virkeligheden slet ikke er på den traditionelle politiske arena, de unge debatterer politik. Det er på for eksempel Samanta Stojkovic’ eller Anders Hemmingsens sider. Eller det kan være i pigegrupper, hvor man diskuterer alt muligt, og en gang imellem kommer der noget, man traditionelt ville sige var politisk debat. Altså i virkeligheden lidt ligesom en samtale om et middagsbord hvor man diskuterer alt muligt, og så diskuterer man måske lidt politik en gang imellem. Her er den politiske debat faktisk okay. Der er hverken udskamninger og disninger. Tonen afhænger også af, hvem det er, der udtaler sig. Det er værre, hvis man er kvinde, ung, og hvis man oven i købet ikke er ciskønnet, eller hvis man har en lidt anden hudfarve. Det er selvfølgeligt et problem.”
Hvordan bruger politikerne de sociale medier til at nå ud til de unge?
”Hvis jeg skal tage udgangspunkt – og det kan jo have ændret sig – i studierne fra sidste Folketingsvalg (Folketingsvalget 5. juni 2019, red.), så var der ret få politikere, der rent faktisk havde gennemslagskraft via de sociale medier. Det var faktisk det, der overraskede mig mest. Det var ikke så overraskende at mine studier viste, at de unge bruger sociale medier, men derimod overraskede det mig, i hvor ringe grad politikerne lykkedes med at ramme de unge via de sociale medier, med nogle få markante undtagelser. Mette Frederiksen som den ene markante undtagelse lykkedes med nogle youtubevideoer med en influencer (Anna Briand, red.), og den anden markante undtagelse var Rasmus Paludan, som også lykkedes med at komme igennem til de unge. Af samtlige politikere var det Rasmus Paludan, som var den vigtigste eller i hvert fald den mest kommunikerende politiker over for de unge.
Her kommer afsenderhierarki ind igen, fordi det, der var afgørende, var fx netop, hvad Samanta Stojkovic sagde, eller hvad personerne i grupperne sagde. Hvis det er første gang, man skal stemme, så kender man selvfølgelig ikke særlig mange politikere. Hvor skulle man kende dem fra? Man har ikke haft brug for det før. Derfor lytter man til, hvad andre siger.”
Kommunikationsformen på sociale medier er ofte med fx meget korte videoer. Kan det ikke blive for overfladisk for politikerne?
”Det er klart, at noget af det vil være overfladisk. Men i betragtning af hvor meget tid de unge bruger på de sociale medier, så er det som om, man ikke tager de unge seriøst, hvis man ikke tager kommunikationen på de sociale medier seriøst. Så er det som om, man siger, at den måde I går til tingene på, den er netop overfladisk og ikke helt den rigtige.”