Søren Schultz Hansen er uafhængig erhvervsforsker, forfatter og ekstern lektor på CBS. De seneste 14 år har han lavet omfattende empiriske studier af den første generation af digitale indfødte. Han forsker i, hvordan det digitale påvirker vores demokrati, arbejds- og privatliv, samvær og relationer.
09. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvordan har de unge det med vores repræsentative demokrati?
”Så vidt jeg kan se, så engagerer de unge sig på to niveauer. Der er et globalt niveau med Fridays For Future, Gretha Thunberg og så videre, som handler om at ændre verden, klimaet, fattigdommen på globalt plan. Det andet niveau det er det helt personlige: Jeg lader vær med at spise oksekød, jeg bliver veganer, jeg går i genbrugstøj. Så der er det helt globale og det helt lokale. Det repræsentative demokrati falder simpelthen ned mellem de to niveauer, for det danske demokrati er ikke globalt, og det har heller ikke med det helt personlige at gøre.”
Men alligevel så er førstegangsvælgerne faktisk ret gode til at komme ned og få stemt?
”Det er faktisk også den læsning, som jeg kan se i mine studier. Der er tale om, at de kommer ind i demokratiet med en helt fantastisk optimisme, men de bliver simpelthen skuffet. Dét, de oplever, er, at efter de har stemt, så sker der ikke en skid. Og det har de jo ret i. Vi snakkede om at 2019-valget var et klimavalg, og så skete der intet for klimaet. Det kan ikke forklare, hvorfor førstegangsvælgere stemmer meget, og andengangsvælgere stemmer mindre, for det eksisterede også før klimavalget. Men jeg tror desværre, at det handler om, at man kommer ind i demokratiet med nogle forventninger og så bliver man skuffet. Der er også alle mulige andre grunde; man flytter hjemmefra, man synes, andet er vigtigere osv. Men det jeg kan se af mine studier, det er simpelthen store forventninger, som ikke bliver indfriet.”
Hvad påvirker de unge til at stemme, som de gør?
”Ifølge både mine studier og andre studier så er der tre nære kanaler og nogle mediekanaler. Der er familien, der er skolen og så selvfølgelig vennerne. Det er de tre nære kanaler, og så er det klart, at dér hvor de henter deres viden og debatterer demokratiet, det er på de sociale medier. Det er meget tydeligt. En af grundene til at de sociale medier er så vigtige, det er, at vennerne også er på de sociale medier, og dem man har relationer til på de sociale medier bliver venner. Et eksempel fra mine studier er influenceren Samanta Stojkovic (tidligere deltager i Paradise Hotel, red.). Hun er selvfølgelig ikke en ven i klassisk forstand, men en af de unge fra mit studie havde kendt hende i ti år, fordi hun havde fulgt hende i ti år. Det vil sige, de er simpelthen vokset op sammen på en eller anden måde. Hun er blevet voksen sammen med Samanta Stojkovic, så når Samanta Stojkovic poster et eller andet på sin Instagram, så lytter hun selvfølgelig til det. Et andet eksempel er fra en lukket gruppe på Facebook med unge piger, der diskuterer mode og drenge og alt muligt andet. En gang imellem diskuterer de også noget politisk, eller der bliver postet noget politisk, og så er det klart, at hvis det er en gruppe, man ofte er på, og hvor man har opbygget en eller anden form for venskaber, så læser man, hvad andre skriver. Så lytter man mere på det, end når en gammel en som mig agesplainer de unge om, hvad der er fornuftigt at gøre. Det gider man jo ikke høre på. Så hører man mere på vennerne på de sociale medier.”
Hvilken betydning har det, at de unge ikke længere får deres viden fra traditionelle nyhedskilder, men i stedet henter dem fra alle mulige andre steder og gennem alle mulige andre på de sociale medier?
”Gennem synes jeg egentligt er mere præcist end alle mulige andre steder. For det er ofte en artikel på Politiken.dk eller på TV2 News’ platform. Men det er klart, at det bliver blåstemplet af den, som deler det, hvis det er én, man stoler på. Det er ikke Politiken man stoler på, man stoler på, men den person der har delt det. Politiken som medie er længere nede i hierarkiet, i forhold til hvad der er troværdigt. Hvorimod i min generation der skulle en redaktionel proces til for at blåstemple en artikel.”
Mangler de unge at lære at være kritiske over for kilden?
”Aldrig har der været så stort et behov for at lære kildekritik. Problemet er, at for at man skal være kritisk over for kilden, så skal man også have fokus på kilden. Det vil sige, man skal vide, hvor den kommer fra, men det tænker man ikke over. Det er kun vigtigt, hvem der deler det. Den oprindelige artikel bliver måske postet fra Politiken, og så bliver den måske delt af en eller anden, som deler den videre, og så kommer den ind i en gruppe. Der er langt ned til den oprindelige kilde, og derfor betyder den mindre for deres vurdering af troværdigheden. Derfor har kildekritikken på den ene side aldrig været så vigtig som nu men på den anden side heller aldrig været så problematisk.”
Deltager de unge i politiske diskussioner på nettet?
”Ikke traditionelle politiske diskussioner forstået som debatsiderne på Politiken eller politikernes Facebook og lignende, og det er der flere grunde til. I min bog er der en ung, der netop beskriver deltagerne i den traditionelle politiske debat som gamle sure mænd. De er ikke altid gamle. De er ikke altid mænd. Men de er altid sure. Som ung føler man ikke rigtig, at man bliver inviteret ind i debatten, fordi der sidder nogle gamle, sure mænd. Jeg kan godt forstå, hvis man som ung ikke føler jeg velkommen af sådan nogle typer.
En anden årsag er debattonen. Man tør simpelthen ikke. Der er et tvist ved debattonen, som er, at det aldrig er selvoplevet. Det er fortællingen om debattonen. Når jeg så spørger de unge, om det er noget, de selv har oplevet, så svarer de nej. Hvis jeg skriver en kronik på for eksempel Politiken eller Information, så kommer der sjældent nogle kommentarer, som er særligt relevante eller interessante, og nogle gange stikker det helt af, hvor dem, der kommenterer, begynder at true hinanden med at politianmelde for injurier. Det er helt galt, så jeg kan godt forstå, at de unge ikke gider at deltage. Det gider jeg heller ikke. Hvis man definerer den demokratiske debat, som den der foregår, der hvor man kun taler om demokrati eller politiske emner, så deltager de unge ikke, og der er debattonen problematisk.
Mine studier og andre studier viser, at det i virkeligheden slet ikke er på den traditionelle politiske arena, de unge debatterer politik. Det er på for eksempel Samanta Stojkovic’ eller Anders Hemmingsens sider. Eller det kan være i pigegrupper, hvor man diskuterer alt muligt, og en gang imellem kommer der noget, man traditionelt ville sige var politisk debat. Altså i virkeligheden lidt ligesom en samtale om et middagsbord hvor man diskuterer alt muligt, og så diskuterer man måske lidt politik en gang imellem. Her er den politiske debat faktisk okay. Der er hverken udskamninger og disninger. Tonen afhænger også af, hvem det er, der udtaler sig. Det er værre, hvis man er kvinde, ung, og hvis man oven i købet ikke er ciskønnet, eller hvis man har en lidt anden hudfarve. Det er selvfølgeligt et problem.”