Interview med studerende Anna Børsen om at være ung og stresset (4,6ns)

Anna Børsen, 23 år, bor og opvokset i Nyborg. Studerer kommunikation på Roskilde Universitet. Ved siden af studiet arbejder hun med kommunikation og sociale medier.

1. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard

Hvordan var det for dig at være teenager?
”Når jeg ser tilbage på hele mit liv, så er det inddelt i to. Det skiller ved 13 år, hvor på den ene side var der barndom, hvor dagene lignede hinanden, og det hele var idyl med kernefamilie og sådan noget. På den anden side så var det bare en lang rejse af forvirring.

Lige omkring da jeg var 13, blev det sagt eksplicit, at jeg var en 12-talspige. Det ord blev brugt, men med stolthed af mine forældre. Jeg var den gode pige, og vi var ordentlige, og det fik jeg også at vide af lærerne. Når jeg siger os, så er det mig og min søster, for hun var lidt det samme. Altså vi blev puttet i en boks, hvor vi vidste, at vi var 12-talspiger.

Da jeg blev teenager, så var der pludselig mange andre faktorer, der spillede ind. Lige pludselig skulle man være lækker over for drengene i 7. klasse, man skulle være sjov, og man skulle være andre ting. Længe havde jeg levet på, at de voksne syntes, at jeg var et godt barn og en god pige, og nu skulle man være alle mulige andre ting. Man skulle være sej og sådan noget, og det var jeg overhovedet ikke. Det overraskede mig ret meget, for jeg havde altid fået at vide – helt eksplicit – at jeg var perfekt.

Jeg havde vildt svært ved at finde ud af, hvem jeg var, fordi jeg blev i tvivl om, hvor meget af mig der var rigtigt, og hvor meget der var indbildsk og var løgn. Jeg blev i tvivl om min status i klassen. Jeg var egentligt glad for at være kæledægge, men lige pludseligt var det overhovedet ikke sejt, og det gjorde mig utryg og usikker.”

Havde det andre konsekvenser, end at du følte dig utryg og usikker?
”Jeg trak mig ind i mig selv og isolerede mig rigtig meget både fra familie og venner. Jeg stolede ikke på nogen. Jeg var ikke lige så åben over for mine venner. Jeg følte, at jeg var lidt mærkelig, så det endte i en klassisk depression. Jeg kom ikke i skole i et par måneder. Da jeg først var blevet hjemme den ene dag, så kunne jeg ikke komme i skole dagen efter, fordi jeg var bange for, at folk ville spørge, hvor jeg havde været, og læreren ville blive sur. Sådan noget gik mig jo meget på, fordi jeg var en 12-talspige.

Jeg tænkte hele tiden på, om folk kunne lide mig, og det er nok det mest centrale, som jeg har med mig endnu. Jeg er altid i tvivl om, hvorvidt folk kan lide mig, og om jeg gør tingene godt nok. Eller om det kun er i mit hoved, at jeg fortæller mig selv, at jeg er mega god.

I 8. klasse kom karakterpresset. På grund af alle de her sociale ting, så var jeg stresset, og så faldt mine karakterer. Den ting jeg vidste, jeg var, det var klog. Det var det eneste, jeg havde, og lige pludselig så faldt mine karakterer. Jeg kunne ikke følge med, og jeg kunne mærke, at jeg skuffede folk, og det gjorde det hele værre. Jeg følte virkelig, at der ikke var noget sted, at jeg havde succes.

Jeg prøvede at cope med det ved at bilde mig selv ind, at jeg var alle de her ting, at jeg var perfekt. Det, tror jeg, er en af grundene til, at jeg kæmper med det endnu, fordi jeg aldrig rigtig accepterede ikke at være perfekt. Det havde jeg altid fået at vide, jeg var, men lige pludselig så faldt det hele væk under mig, da jeg blev teenager.

Der var ikke rigtig nogen, jeg kunne gå til; Det var svært at gå til mor og far, det var virkelig svært at gå til lærerne. Venner var også svære at snakke med, fordi man i forvejen var i det der 7. klasses-vibe, så det var ikke lige dér, man følte sig mest tryg. Så jeg følte mig meget alene og havde ikke nogen, der kunne fortælle mig, at det var normalt ikke at være perfekt. Det havde jeg faktisk troet altid, at jeg var.”

Hvilke parametre – udover karakterer – var vigtige for dig?
”Jeg gik enormt meget op i, om lærerne kunne lide mig. Om voksne mennesker kunne lide mig, og om de syntes, at jeg var sjov. Lige pludseligt var der nogle af pigerne i klassen, der var sjovere end mig.

Det var karakterer, det var udseende og at være udadvendt, og det var jeg overhovedet ikke. Det var rigtig svært ikke at være udadvendt. I det hele taget var det vigtigt at være populær i klassen. Jeg ved ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg ikke var populær. Det er svært at finde ud af.”

Hvilken betydning havde krop og udseende?
”Det var i 8. klasse, det hele clashede for mig. Jeg følte mig meget alene og isolerede mig. Der begyndte jeg at overspise. Jeg tænkte ikke over det overhovedet, det skete bare. Jeg vidste ikke, at der var noget galt, og at det at overspise var en spiseforstyrrelse.

Der var selvfølgelig piger og folk online at sammenligne sig med, og jeg kunne godt se, at jeg ikke lignede dem, især i forhold til vægt. Så omkring 2. g eller 3. g begyndte jeg at gøre det omvendte og sulte mig selv. Jeg vejede mig hver dag eller flere gange om dagen og trænede og begyndte også at overtræne. Jeg fik en decideret spiseforstyrrelse for to år tilbage, da jeg var 21. I et år spiste jeg nærmest ikke, og jeg trænede hele tiden. Jeg gik eller løb alle steder for at forbrænde kalorier.

Jeg følte, at jeg havde mistet kontrollen over alt andet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var. Jeg syntes ikke, at jeg havde nogen identitet: Jeg var ikke hende den kloge, jeg var ikke hende den sjove, og jeg var ikke hende den flotte. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var, men så gav det mig ligesom en form for kontrol, at jeg kunne finde ud af at kontrollere min krop. Jeg kunne finde ud af at løbe to gange om dagen, og jeg kunne finde ud af at holde mig fra at spise.  Jeg følte, at jeg havde en eller anden form for succes, og det overtog bare alting. Jeg tænkte altid over det. Jeg tænkte altid over mad og krop, og hvordan jeg så ud, og hvad jeg havde på.”

Fik du noget hjælp?
”Ja, jeg gik i forvejen til psykolog, som jeg startede ved, da jeg var 18 eller 19. Hun sagde, at det ikke var på min vægt, hun kunne se, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Det var ikke det. Hun kunne se det i mine øjne. Jeg havde helt tomme øjne. Jeg var rigtig heldig, at der var en professionel, der var der og med det samme kunne se, at det var en spiseforstyrrelse.”

Hvilken betydning havde de sociale medier for dig?
”Første gang, det spillede en rolle, var i 8. klasse, hvor jeg var rigtig trist. Der fandt jeg nogle communities, hvor vi kunne have det ad helvede til sammen på en virkelig, virkelig dårlig måde. Jeg kan huske, at jeg fandt både spiseforstyrrelsessider og depressions- og selvskadesider. Jeg fulgte dem og fik nogle at snakke med, der snakkede om de samme ting. Vi havde det alle sammen dårligt, men det blev også en konkurrence. Jeg kan huske, at jeg kommenterede på en pige med anoreksi, at jeg ville ønske, at jeg havde anoreksi. Hun svarede, ”hvorfor vil du det?”, men det var det mindset, jeg var i. Jeg så nogle, der gjorde alle mulige ting, og jeg begyndte også selv at selvskade, men aldrig meget eller dybt. Bare nok til at det blødte, så jeg kunne sige, at jeg havde gjort det. Jeg havde en indre frustration over, at jeg ikke følte, at der var nogen, jeg kunne gå til, så der gjorde sociale medier vildt meget. Jeg gik derind, og så forsvandt man ned i et eller andet rabbit hole.

Da jeg var 13, hvor det startede, der havde jeg en fascination af supermodels. Det var også meget oppe i tiden på det tidspunkt, og deres kroppe var jo underernærede alle sammen, men jeg ville gerne ligne dem. Det gjorde helt sikkert også noget ved mit selvbillede, at jeg fulgte dem.

Da det ramlede for få år siden, måtte jeg ind og unfollow alle dem, som jeg bare fulgte, fordi jeg kiggede på deres krop og tænkte, at dem ville jeg ligne. Der var virkelig mange, som jeg ikke havde tænkt over, at jeg fulgte, fordi jeg gerne ville være dem og se ud som dem.”

Er det så supermodeller, eller er det helt almindelige venner?
”Det var mest, da jeg var 13, at det var supermodeller. Nu har det mere været alle mulige forskellige mennesker.”

Hvorfor tror du, at det særligt er unge piger, der føler sig stressede?
”Når man er barn, som pige, bliver man defineret ud fra nogle faktorer, der er meget sværere. For mig var det at være klog eller at være smuk eller artig. Når du så bliver teenager, så kan du ikke bruge det til noget. Fordi smuk som barn betyder sjældent, at du er den mest attraktive, når du er teenager. Og klog, jamen så kommer du på universitetet, og så er du lige pludselig ikke den klogeste længere. Og det med at være artig, det holder slet ikke. Det har været svært at bruge de ting, jeg har fået at vide, jeg var, til noget.

Folkeskolen er heller ikke lavet til drenge. Piger klarer sig ofte bedre, og de er hurtigere modne end drenge. Drenge lærer derfor ret hurtigt, at man ikke skal passe ind i en kasse, for det kan de ikke. Men jeg passede ind i systemet og voksede op som en, der passede ind i systemet, og jeg lærte aldrig på den hårde måde, at nogle kasser passer man ikke ind i.”

Hvad er det ved vores samfund i dag, der gør det svært at være ung?
”Der er det nemme at tage fat i: Karakterpres, forventningspres og konkurrencesamfund. Jeg tror, at det frie valg er svært. Jeg har i hvert fald altid haft meget svært ved, at jeg ikke kan bebrejde andre, når jeg har valgt forkert. Samtidig kan jeg godt lide at være enormt selvstændig, så jeg laver altid fejlene selv, og jeg kan ikke finde ud af at acceptere, når jeg har lavet fejl.

Jeg er også rædselsslagen for at tage en anden beslutning nu og droppe ud af universitet, selvom jeg har vildt meget lyst. Jeg har ikke lyst til at sidde på et eller andet kontor resten af mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg vil hellere ud og prøve alt muligt, men jeg tør ikke. For jeg er bange for, at jeg vælger forkert, og hvis jeg vælger forkert, så er det min skyld.

Der er også et tidspres, som jeg også mærker som kvinde. Jeg tæller årene, og hvornår man skal være færdig med universitet, og så skal man have en baby, og så skal man have råd til bryllup og så videre. Det stresser mig. Jeg er 23, men jeg tænker faktisk rimelig meget over det. Det er også derfor, jeg ikke har taget sabbatår, for jeg synes ikke, jeg har tid til det, hvilket jo er sindssygt.”

Hvis du skulle komme med et godt råd til de unge i dag, hvad skulle det så være?
”Sociale medier: Drop det. Og acceptér at du er i en gråzone. Livet er en gråzone. Der er dårlige, og der er gode dage, men størstedelen af dem er ret så grå og ret kedelige, og det er okay. Tingene skal ikke gå hurtigt. Gå en tur. Slap af. Tænk ikke for meget på noget der har noget med dig selv at gøre. Tænk på alt det omkring dig, det du ser, det du hører. Man bliver så selvoptaget af at være nervøs, bange og utryg hele tiden. Det hjælper ikke at gå og være hyperopmærksom på sig selv.

Og tag dine følelser seriøst. Hvis du føler, at du har det dårligt, så har du det nok dårligt. Man skal turde at snakke om det. Det er sgu nok det vigtigste. Sig det højt.”