Anna Børsen, 23 år, bor og opvokset i Nyborg. Studerer kommunikation på Roskilde Universitet. Ved siden af studiet arbejder hun med kommunikation og sociale medier.
1. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Hvordan var det for dig at være teenager?
”Når jeg ser tilbage på hele mit liv, så er det inddelt i to. Det skiller ved 13 år, hvor på den ene side var der barndom, hvor dagene lignede hinanden, og det hele var idyl med kernefamilie og sådan noget. På den anden side så var det bare en lang rejse af forvirring.
Lige omkring da jeg var 13, blev det sagt eksplicit, at jeg var en 12-talspige. Det ord blev brugt, men med stolthed af mine forældre. Jeg var den gode pige, og vi var ordentlige, og det fik jeg også at vide af lærerne. Når jeg siger os, så er det mig og min søster, for hun var lidt det samme. Altså vi blev puttet i en boks, hvor vi vidste, at vi var 12-talspiger.
Da jeg blev teenager, så var der pludselig mange andre faktorer, der spillede ind. Lige pludselig skulle man være lækker over for drengene i 7. klasse, man skulle være sjov, og man skulle være andre ting. Længe havde jeg levet på, at de voksne syntes, at jeg var et godt barn og en god pige, og nu skulle man være alle mulige andre ting. Man skulle være sej og sådan noget, og det var jeg overhovedet ikke. Det overraskede mig ret meget, for jeg havde altid fået at vide – helt eksplicit – at jeg var perfekt.
(…)
Hvilken betydning havde krop og udseende?
”Det var i 8. klasse, det hele clashede for mig. Jeg følte mig meget alene og isolerede mig. Der begyndte jeg at overspise. Jeg tænkte ikke over det overhovedet, det skete bare. Jeg vidste ikke, at der var noget galt, og at det at overspise var en spiseforstyrrelse.
Der var selvfølgelig piger og folk online at sammenligne sig med, og jeg kunne godt se, at jeg ikke lignede dem, især i forhold til vægt. Så omkring 2. g eller 3. g begyndte jeg at gøre det omvendte og sulte mig selv. Jeg vejede mig hver dag eller flere gange om dagen og trænede og begyndte også at overtræne. Jeg fik en decideret spiseforstyrrelse for to år tilbage, da jeg var 21. I et år spiste jeg nærmest ikke, og jeg trænede hele tiden. Jeg gik eller løb alle steder for at forbrænde kalorier.
Jeg følte, at jeg havde mistet kontrollen over alt andet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var. Jeg syntes ikke, at jeg havde nogen identitet: Jeg var ikke hende den kloge, jeg var ikke hende den sjove, og jeg var ikke hende den flotte. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var, men så gav det mig ligesom en form for kontrol, at jeg kunne finde ud af at kontrollere min krop.
(…)
Hvilken betydning havde de sociale medier for dig?
”Første gang, det spillede en rolle, var i 8. klasse, hvor jeg var rigtig trist. Der fandt jeg nogle communities, hvor vi kunne have det ad helvede til sammen på en virkelig, virkelig dårlig måde. Jeg kan huske, at jeg fandt både spiseforstyrrelsessider og depressions- og selvskadesider. Jeg fulgte dem og fik nogle at snakke med, der snakkede om de samme ting. Vi havde det alle sammen dårligt, men det blev også en konkurrence. Jeg kan huske, at jeg kommenterede på en pige med anoreksi, at jeg ville ønske, at jeg havde anoreksi. Hun svarede, ”hvorfor vil du det?”, men det var det mindset, jeg var i. Jeg så nogle, der gjorde alle mulige ting, og jeg begyndte også selv at selvskade, men aldrig meget eller dybt. Bare nok til at det blødte, så jeg kunne sige, at jeg havde gjort det. Jeg havde en indre frustration over, at jeg ikke følte, at der var nogen, jeg kunne gå til, så der gjorde sociale medier vildt meget. Jeg gik derind, og så forsvandt man ned i et eller andet rabbit hole.
Da jeg var 13, hvor det startede, der havde jeg en fascination af supermodels. Det var også meget oppe i tiden på det tidspunkt, og deres kroppe var jo underernærede alle sammen, men jeg ville gerne ligne dem. Det gjorde helt sikkert også noget ved mit selvbillede, at jeg fulgte dem.
Hvorfor tror du, at det særligt er unge piger, der føler sig stressede?
”Når man er barn, som pige, bliver man defineret ud fra nogle faktorer, der er meget sværere. For mig var det at være klog eller at være smuk eller artig. Når du så bliver teenager, så kan du ikke bruge det til noget. Fordi smuk som barn betyder sjældent, at du er den mest attraktive, når du er teenager. Og klog, jamen så kommer du på universitetet, og så er du lige pludselig ikke den klogeste længere. Og det med at være artig, det holder slet ikke. Det har været svært at bruge de ting, jeg har fået at vide, jeg var, til noget.
Folkeskolen er heller ikke lavet til drenge. Piger klarer sig ofte bedre, og de er hurtigere modne end drenge. Drenge lærer derfor ret hurtigt, at man ikke skal passe ind i en kasse, for det kan de ikke. Men jeg passede ind i systemet og voksede op som en, der passede ind i systemet, og jeg lærte aldrig på den hårde måde, at nogle kasser passer man ikke ind i.”