Interview med sociolog Hakan Kalkan om gadekulturen på Nørrebro (4,9ns)

Hakan Kalkan er sociolog ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen Veje til Respekt, som er skrevet på baggrund af ni års feltarbejde i gademiljøet på Nørrebro.

1. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard

Kan du fortælle, hvad der kendetegner de unge mænd, som du har fulgt, og de familier, som de kommer fra?
”Det der kendetegner dem, og det der kendetegner de udsatte boligområder er, at der er en højere koncentration af ufaglærte også blandt forældrene. Og i vores postindustrielle samfund er det som ufaglært sværere at finde et arbejde, fordi der er færre jobs til ufaglærte. Så når vi har den her koncentration af ufaglærte og dermed også en højere koncentration af arbejdsløse, har vi derved også en større grad af fattigdom. Det kan også være førtidspensionister eller lignende. Eller hvis de har jobs, så vil det ofte være fx at køre taxa eller andet i den dur. Arbejderklasse kan man kalde det, men lavere arbejdsklasse. Og de er også fra minoriteterne. Det skal selvfølgeligt siges, at majoriteten også deltager i gruppelivet på gaden, men overordnet set er det minoriteterne, men det er multietnisk. Man har en forestilling om dem som en homogen enhed, men reelt er det meget multietnisk.”

Hvorfor ender de unge mænd på gaden i stedet for at få sig en uddannelse?
”Der er forskel på, i hvilken udtrækning man er en del af gaden. Tager vi yderkanten, dem som er stærkt dedikeret til gadelivet, så er det en lille minoritet. Men hvis man tager det bredere – også dem der kun laver mindre kriminalitet – så er det stadig en minoritet, men der vil være flere, fordi nogle af de unge mænd i udsatte boligområder udvikler en opposition mod skolen.”

Hvorfor gør de det?
”Fordi deres muligheder for at klare sig godt i skolen er ringere end andres, hvad vi i dag vil sige er på grund af manglende kulturel kapital. Så i og med at de har manglende kulturel kapital, er deres sandsynlighed for at klare sig godt i skolen ikke lige så god som andres, og det bliver de opmærksomme på. Og det ikke at klare sig ligeså godt i skolen gør også at dine fremtidsudsigter også er forværret. Så er din sandsynlighed for at få en uddannelse værre, sandsynligheden for en god uddannelse og dermed et vellønnet arbejde, et statusgivende arbejde osv. det er forringet, og det gør så, at de kan udvikle en modstand mod skolesystemet. Men det er især manglende mulighed for at få anerkendelse i skolen, hvilket hovedsageligt skyldes deres klassebaggrund, men spiller selvfølgeligt også sammen med deres etnicitet og køn. Hvis man har den her kombination klasse, køn, etnicitet, så kan man blive tildelt en ballademageridentitet i skolen. I stedet for at se det som noget ringeagtet, så vender de det om, så det bliver anerkendelsesværdigt. Så det er være imod skolen bliver til det seje i stedet for. Fx at gå imod lærerens autoritet og være højtråbende. Det bliver noget, der giver status. Det at klare sig godt i skolen bliver set som feminint, hvorimod det at deltage i antiskolekulturen bliver set som det maskuline. Og det feminine bliver ringeagtet; det maskuline bliver statusgivende.

På den her vis minder det om gadekulturen. Gadekulturen infiltrerer også skolen og er med til at forstærke antiskolekulturen. Mulighederne for at klare sig godt er i udgangspunktet ringere end andres pga. deres klassebaggrund, men de er også selv med til at forværre yderligere, og så bliver gaden et af de få fora, hvor de kan vinde anerkendelse, hvor de kan tro, at de med tiden kan vinde materiel gevinst, status og anerkendelse.

Gaden er et af de fora, hvor de kan føle sig velkomne og accepteret. For noget af det her er også, at de føler sig fremmedgjorte, og det gælder både skolen, men det er også uden for skolen, hvor de kan føle en fremmedgørelse, som om de ikke er helt velkomne, altså helt på lige fod med andre.”

Hvordan opstår den her fremmedgørelse?
”Oftest er det subtile ting. Det kan være at folk stirrer lidt længe på dem, måske ikke engang med negative hensigter, eller hvis buschaufføren kigger lidt længere på deres kort. Det kan også være værre ting såsom at blive kaldt racistiske øgenavne. De værre ting vil ikke være så ofte forekommende for det enkelte individ, men hvis du ser på det som et kollektiv, så vil det være oftere forekommende, for de deler de her erfaringer med hinanden, og det giver grobund for, at de føler sig uønsket. Der er også ofte forekommende ting såsom ikke at blive lukket ind på et diskotek. Og så spiller det også sammen med mediernes billede af muslimer. Det har også en stor betydning for deres forståelse af samfundets forståelse af dem.”

Er der andet, der er med til at binde fællesskabet i gadekulturen sammen?
”Noget af det, der binder det sammen, er den her lange historik, de har sammen. Ofte er de jo fra de samme gårde, de har gået på samme skoler osv. Fra barnsben af. Men også den generationskløft der kan være mellem dem og deres forældre. For forældrene er opvokset i andre lande, deres identitet er dannet i andre lande, deres erfaringer er fra andre lande, og de kan ikke på samme vis sætte sig i børnenes sko. Men det kan de andre jo, det kan de andre venner, for de oplever det samme.

Noget der karakteriserer det her fællesskab, det er, at det kollektive liv vægtes højt. Men nogle andre ting der også er med til at karakterisere det, det er også alternative anerkendelseskriterier, hvad de fleste vil se som afvigende anerkendelseskriterier, som de også har udviklet mellem hinanden. Der kan være forskelle i, i hvilken udstrækning man er dedikeret til de her anerkendelseskriterier, så det skal ikke forstås som, at alle, der deltager i gadelivet, er kriminelle og voldelige osv. Anerkendelseskriterierne er især bundet op på vold og voldelig formåen, hvor yderpunktet på gaden er, hvor kriminalitet er levebrødet, og hvor vold er stærkt anerkendelsesgivende.”

Hvad kan ellers give anerkendelse i gadekulturen?
”Sociale og kollektive kompetencer bliver vægtet højt. Det gør én vellidt, men det gør ikke i sig selv, at du får status. For at få status skal du også have den her anden side, den her farlige side med voldskompetencer. Dem der har højest status, det er dem, der kan kombinere de her to ting, sådan at de er venlige, omgængelige og respektfulde osv., men når det er, at deres grænser bliver overtrådt, så har de også en anden side.”

Hvordan ændres de unges mænds forhold til gadekulturen, når de bliver ældre?
”Sædvanligvis når de når op i starten af 20’erne, så er der mange af dem, der gerne vil komme videre fra det her liv. Vejen ind i gadekulturen er meget gruppeprocesser, og det er meget en glamourisering af gadelivet. Man ser de ældre, og man har ikke en særlig nær relation til de ældre drenge. Man ser nogle gange, at de har nyt tøj på, så det ser ud som om, at de har mange penge, men de ved ikke, at meget ofte har de ikke en krone på lommen. De kan ikke se de søvnløse nætter af frygt for at blive overfaldet af andre eller ryge ind og sidde. Det, de ser, er anerkendelse. De kan se, at nogle af dem har status.

Når de når op i alderen og har erfaringer med gadelivet, så ved de jo, hvad det her liv reelt er. Det er en marginaliseret tilværelse, også for dem der klarer sig godt økonomisk set i gadens illegale økonomi. Selv for dem vil det være en stressfyldt tilværelse.”

Det må være svært at komme videre, hvis man har brugt hele sin ungdom i gadekulturen?
”Ja, det er det også, og det, de kommer videre til, er det her prekære arbejdsmarked. Hvis de får foden indenfor. Mange får ikke en fod indenfor. De der får en fod indenfor, så kan det være, at det ikke engang er på arbejdsmarkedet, så kan det være på det sorte arbejdsmarked. Eller fx være et vikarjob fordi det er svært at finde fast arbejde.”

Hvilken rolle spiller de ældre på gaden for de unge, der allerede er i gadekulturen eller måske er på vej ind i gadekulturen?
”Det er et tveægget sværd, fordi generelt vil de ældre ikke have, at de yngre går samme vej som dem. Især hvis det er familien, så kan de være formanende over for dem også. Selv for dem, der klarer sig godt i gadens økonomi, vil ikke have, at deres egne brødre lever det samme liv som dem. Men de bliver stadig til forbilleder for dem. Deres tilstedeværelse er stadig med til at socialisere de yngre til den her vej. Der er også de ældre, som ikke har den her indstilling, som måske har ansat en 16-17årig til at sælge hash, men det er undtagelsen.”

Hvilken rolle spiller forældrene?
”Forældrene ved ofte ikke, hvad deres egen søn laver, fordi de unge lever dobbeltliv, hvor de er på én måde udenfor på gaden og på en helt anden vis derhjemme. Ofte er det først, når de får det at vide af myndighederne, politimanden banker på døren eller andet i den dur, at de så bliver bevidste om, hvad deres børn laver.

For forældrene i de her udsatte boligområder, så er den største bekymring netop, at deres børn skal ende i det her miljø. Det går stik imod kulturen derhjemme. Altså det der giver anerkendelse på gaden, det er fordømt derhjemme på samme vis, som det er fordømt generelt, så det medfører ringeagt og skam derhjemme. For dem, som jeg har talt med, der ikke kommer langt ud i det her miljø, så er det netop den forklaring, der bliver givet. Det er ofte familien. Fordi de ved, at gå gadelivets veje er det samme som at gå væk fra familiens veje, fordi de er så forskelligartede, på visse punkter modsatrettede. Så hvis du går den her vej, så går du også væk fra familien, og det vil de ikke.”

Hvad skal der til for at holde de unge væk fra gadekulturen?
”Staten bør hjælpe til med styrke netværkene i de her boligområder. Man har en eller anden forestilling om, at her er indvandrer og muslimer, og så er de som sådan en homogen enhed, men reelt er netværkene ikke så stærke. Det kan være, at nogle familier kender nogle andre familier, men det er ikke sådan en homogen enhed. Noget af det man kunne styrke, det var netværkene mellem beboerne, fordi så vil de bedre kunne reagere som kollektiv på deres nærmiljø. Det ville svare til, at i stedet for at én forældre går hen og ser sin søn stå i en flok og skælde ham ud, fordi hun eller han måske har fanget ham med en joint, så kan forældrene med samme ret gå til en fremmed gruppe af unge og skælde dem ud for eller andet i kvarteret. Fordi det bliver legitimt, fordi det er en kollektiv indsats.

Det andet er skolen. Man burde satse i højere grad på, at de her unge skal klare sig bedre i skolen. For noget af det der trækker én til det her, det er forværret fremtidsmuligheder. Så hvis man ikke klarer sig godt i skolen, så virker det attraktivt, som et alternativ, hvor man kan få de her ting, som det virker, som om man ikke har så store muligheder for at vinde ellers. Men hvis man klarer sig godt i skolen, så har man noget at miste. Det er meget det, man skal give folk: Noget at miste så hvis man deltager i det her miljø, så mister man altså de andre muligheder.”

Hvad kunne man gøre helt konkret i skolen for at hjælpe de her unge?
”Rent elementært mere støtte, mere lektiehjælp. Også i forhold til sproget. Meget af det her det er også kulturel kapital, som vi taler om. Det er også lingvistisk kapital, så hvis man ikke kan visse fremmedord, så klarer man sig ikke ligeså godt, og så fremstår man bare også mindre begavet. Altså de to ting hænger jo ikke nødvendigvis sammen, for det er kulturel kapital det handler om, hvilket ikke er det samme som begavelse. Altså både et ufaglært hjem og så har de også en anden etnisk baggrund. Men ord. Større sprogtræning. Sproglig undervisning så de også lærer flere fremmedord. Et mere akademisk sprogbrug. Bare i en eller anden udstrækning. Men også bare mere lektiehjælp osv.”