Hakan Kalkan er sociolog ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen Veje til Respekt, som er skrevet på baggrund af ni års feltarbejde i gademiljøet på Nørrebro.
1. nov. 2022 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard
Kan du fortælle, hvad der kendetegner de unge mænd, som du har fulgt, og de familier, som de kommer fra?
”Det der kendetegner dem, og det der kendetegner de udsatte boligområder er, at der er en højere koncentration af ufaglærte også blandt forældrene. Og i vores postindustrielle samfund er det som ufaglært sværere at finde et arbejde, fordi der er færre jobs til ufaglærte. Så når vi har den her koncentration af ufaglærte og dermed også en højere koncentration af arbejdsløse, har vi derved også en større grad af fattigdom. Det kan også være førtidspensionister eller lignende. Eller hvis de har jobs, så vil det ofte være fx at køre taxa eller andet i den dur. Arbejderklasse kan man kalde det, men lavere arbejdsklasse. Og de er også fra minoriteterne. Det skal selvfølgeligt siges, at majoriteten også deltager i gruppelivet på gaden, men overordnet set er det minoriteterne, men det er multietnisk. Man har en forestilling om dem som en homogen enhed, men reelt er det meget multietnisk.”
Hvorfor ender de unge mænd på gaden i stedet for at få sig en uddannelse?
”Der er forskel på, i hvilken udtrækning man er en del af gaden. Tager vi yderkanten, dem som er stærkt dedikeret til gadelivet, så er det en lille minoritet. Men hvis man tager det bredere – også dem der kun laver mindre kriminalitet – så er det stadig en minoritet, men der vil være flere, fordi nogle af de unge mænd i udsatte boligområder udvikler en opposition mod skolen.”
Hvorfor gør de det?
”Fordi deres muligheder for at klare sig godt i skolen er ringere end andres, hvad vi i dag vil sige er på grund af manglende kulturel kapital. Så i og med at de har manglende kulturel kapital, er deres sandsynlighed for at klare sig godt i skolen ikke lige så god som andres, og det bliver de opmærksomme på. Og det ikke at klare sig ligeså godt i skolen gør også at dine fremtidsudsigter også er forværret. Så er din sandsynlighed for at få en uddannelse værre, sandsynligheden for en god uddannelse og dermed et vellønnet arbejde, et statusgivende arbejde osv. det er forringet, og det gør så, at de kan udvikle en modstand mod skolesystemet. Men det er især manglende mulighed for at få anerkendelse i skolen, hvilket hovedsageligt skyldes deres klassebaggrund, men spiller selvfølgeligt også sammen med deres etnicitet og køn. Hvis man har den her kombination klasse, køn, etnicitet, så kan man blive tildelt en ballademageridentitet i skolen. I stedet for at se det som noget ringeagtet, så vender de det om, så det bliver anerkendelsesværdigt. Så det er være imod skolen bliver til det seje i stedet for. Fx at gå imod lærerens autoritet og være højtråbende. Det bliver noget, der giver status. Det at klare sig godt i skolen bliver set som feminint, hvorimod det at deltage i antiskolekulturen bliver set som det maskuline. Og det feminine bliver ringeagtet; det maskuline bliver statusgivende.
På den her vis minder det om gadekulturen. Gadekulturen infiltrerer også skolen og er med til at forstærke antiskolekulturen. Mulighederne for at klare sig godt er i udgangspunktet ringere end andres pga. deres klassebaggrund, men de er også selv med til at forværre yderligere, og så bliver gaden et af de få fora, hvor de kan vinde anerkendelse, hvor de kan tro, at de med tiden kan vinde materiel gevinst, status og anerkendelse.
Gaden er et af de fora, hvor de kan føle sig velkomne og accepteret. For noget af det her er også, at de føler sig fremmedgjorte, og det gælder både skolen, men det er også uden for skolen, hvor de kan føle en fremmedgørelse, som om de ikke er helt velkomne, altså helt på lige fod med andre.”
Hvordan opstår den her fremmedgørelse?
”(…) Det kan være at folk stirrer lidt længe på dem, måske ikke engang med negative hensigter, eller hvis buschaufføren kigger lidt længere på deres kort. Det kan også være værre ting såsom at blive kaldt racistiske øgenavne. De værre ting vil ikke være så ofte forekommende for det enkelte individ, men hvis du ser på det som et kollektiv, så vil det være oftere forekommende, for de deler de her erfaringer med hinanden, og det giver grobund for, at de føler sig uønsket. Der er også ofte forekommende ting såsom ikke at blive lukket ind på et diskotek. Og så spiller det også sammen med mediernes billede af muslimer. Det har også en stor betydning for deres forståelse af samfundets forståelse af dem.”
(…)
Hvad kunne man gøre helt konkret i skolen for at hjælpe de her unge?
”Rent elementært mere støtte, mere lektiehjælp. Også i forhold til sproget. Meget af det her det er også kulturel kapital, som vi taler om. Det er også lingvistisk kapital, så hvis man ikke kan visse fremmedord, så klarer man sig ikke ligeså godt, og så fremstår man bare også mindre begavet. Altså de to ting hænger jo ikke nødvendigvis sammen, for det er kulturel kapital det handler om, hvilket ikke er det samme som begavelse. Altså både et ufaglært hjem og så har de også en anden etnisk baggrund. Men ord. Større sprogtræning. Sproglig undervisning så de også lærer flere fremmedord. Et mere akademisk sprogbrug. Bare i en eller anden udstrækning. Men også bare mere lektiehjælp osv.”