Kategorier
Økonomi

Interview med nationaløkonom Frank Hvid om den økonomiske situation i Danmark 2025 (2,3ns)

AI, arbejdskraft, beskæftigelse, betalingsbalance, BNP, EU, inflation, Novo Nordisk, Trump, udfordringer, USA, økonomi

Frank Hvid er uddannet cand.polit. i nationaløkonomi og har 30 års erfaring fra den finansielle branche. Han er fast økonomisk kommentator for Politiken og arbejder i dag som selvstændig rådgiver inden for blandt andet nationaløkonomi, finansmarkederne og megatrends.

1. april 2025 | www.kvalitativempiri.dk | af Lasse Hillgaard

Hvordan går for dansk økonomi?
Det går godt. Vi har vækst i produktionen, det vil sige vækst i BNP. Vi har rekordhøj beskæftigelse. Arbejdsløsheden er meget, meget lav og vi har store overskud på statens finanser. I forhold til mange andre lande, der går bøvler med store underskud, så har vi masser af penge i statskassen. Og så har vi et stort overskud på betalingsbalancen. Det vil sige, at vi tjener flere penge og får flere penge fra udlandet, end vi sender afsted til udlandet. (…) Når man kigger rundt, så er det meget svært at finde en økonomi i verden, der lige nu faktisk kan hamle op med den danske.

Hvilke udfordringer står dansk økonomi overfor?
Danmark er en lille, åben økonomi, og vi eksporterer meget. Det betyder, at dansk økonomi er ekstremt følsom overfor den uro, der er opstået efter Donald Trump blev amerikansk præsident, og truer med nye toldsatser og handelsrestriktioner. Den usikkerhed omkring, hvem vi kan handle med, og hvem vi kan stole på, er noget, dansk økonomi er meget følsom overfor.

Hvordan er det helt konkret, at toldsatser fra USA kan ramme dansk økonomi?
Det kan de ved, at højere toldsatser gør de varer, vi sælger til amerikanerne, dyrere, så amerikanerne vil købe færre af dem. Det, der er heldigt, er, at de danske virksomheder har været lidt forudseende og har flyttet en stor del af deres produktion til USA. Når man producerer inden for landets grænser, bliver man ikke ramt af højere toldsatser, fordi de kun rammer det, man importerer. Det har blandt andet Novo Nordisk gjort – de har mange fabrikker i USA, som producerer det meste af det, de sælger i USA. (…)

En anden udfordring er manglen på arbejdskraft, og det er en kæmpe udfordring for virksomhederne. Den er blevet lidt mindre i forhold til sidste år, men der er stadig stor mangel på arbejdskraft i mange brancher. Nu vil de danske politikere bruge mange flere penge på forsvar. Det sætter selvfølgelig gang i en masse aktivitet, men det betyder også, at der skal bruges meget mandskab. Der er nogen, der skal i militæret, og så skal der bygges en masse ting, hvilket også kræver mandskab. Fra dansk erhvervslivs side er man bekymret for, om staten kommer til at bruge så mange penge og fylde så meget, at det bliver sværere at finde arbejdskraft.

Et stort plus er, at tyskerne har fået ny regering. Den er kommet med en enorm vækstpakke, som man overhovedet ikke kan overvurdere betydningen af. Den kan give et ordentligt spark til tysk økonomi, og det kan så aflede positive effekter til europæisk og dansk økonomi. (…)

Hvordan kan regeringen afhjælpe den manglende arbejdskraft?
Vi bliver flere ældre, så nogle af de ting, regeringen kan gøre, og som de allerede har gjort, er at gøre det mere attraktivt for ældre at blive i arbejdsstyrken. Det er et af de vigtigste håndtag at dreje på. Jeg tror, der er titusindvis af ældre, der godt vil arbejde. De gider ikke arbejde fuldtid, men de vil gerne arbejde deltid.

Man kan også se på alle dem, der er på deltid i den offentlige sektor. Der er rigtig mange, især sygeplejersker og skolelærere på deltid, og kunne man få dem til at tage nogle flere timer? Det handler om løn, men i høj grad også om arbejdsvilkår, som ikke er særlig gode. Der har man et stort arbejde at gøre, som man ikke løser ved at hælde flere penge i.

Jeg tror, at man kan gøre rigtig meget ved arbejdskraften, hvis man lavede en økonomisk pakke rettet mod alle de børn og unge, som har mentale udfordringer. Der er titusindvis af danske forældre, der sidder hjemme, fordi deres barn ikke går i skole eller kun går i skole på meget nedsat tid. Det vil sige, at de ikke kan arbejde. Der er ikke rigtig lavet estimater på det, men jeg har lavet en lommeberegning, der viser, at et sted mellem 20.000 og 40.000 voksne danskere i den arbejdsdygtige alder enten ikke arbejder eller i hvert fald arbejder på stærkt nedsat tid, fordi børnene mangler behandling eller udredning. Kunne man sætte massivt ind her og tage 10 milliarder fra forsvaret, så de ikke får 300 milliarder, men kun 290, og så bruge 10 milliarder på det her, tror jeg, det kunne være noget, der kunne give en kæmpe stor effekt og skabe flere arbejdspladser.

(…)

På trods af, at det går godt for dansk økonomi, sætter finansloven for 2025 yderligere gang i økonomien. Hvorfor har regeringen og aftalepartierne valgt at gøre sådan?
Fordi vi har nogle ekstraordinære forhold. Regeringen skal bruge penge til den grønne omstilling, og vi har underinvesteret i forsvaret. Det går op for dem på et tidspunkt, hvor det desværre er godt gang i økonomien, og hvor der er et boom i medicinalindustrien på grund af Novo Nordisk. De økonomiske vismænd og Nationalbanken siger, at vi bør prøve at holde igen, men alle er også enige om, at efter at Trump er kommet til, har vi endnu mere brug for at stå på egne ben rent forsvarsmæssigt. Det kommer på et tidspunkt, hvor der allerede er godt gang i den danske økonomi, så det bliver en udfordring.

Nu ved vi ikke, hvor lang tid vi skal forholde os til Trump og folk, der tænker som ham, men vi skal ud og kigge efter nogle nye markeder. Det skal vi gøre inden for det indre marked i EU. Der er en masse muligheder, vi kan udnytte. Men vi skal også kigge mod Afrika og de venlige lande i Asien. Det er nogle af de ting, vi skal arbejde med.